Virtuel sørejse til Nordkap

Vil du lidt ud og rejse, så tænd computeren og sejl med nordmændenes Hurtigrute op over Nordkap til Kirkenes. Oplev Norges mange smukke fjorde, hvis storslåede naturpanoramaer er ren fryd for enhver naturelsker.
Du behøver dårligt nok bevæge dig, men kan følge hele rejsen hjemme fra din lænestol foran fjernsynet eller computeren. For døgnet rundt sender norsk tv hele turen direkte i den længste udsendelse nogensinde – 134 timers tv ialt på såvel fjernsyn som Internet.

  • Fra hjemmesiden kan du på rutens kort klikke dig ind på den del af sejladsen, du ønsker at følge. Se her.

Umiddelbart lyder det måske absurd, men da Bergensbanens 100 års jubilæum blev fejret med en tilsvarende medietransmission, var det en folkelig succes, som kaldte på efterfølgelse. Og da jeg i nat smugkiggede på fænomenet, fascinerede synet af den nordnorske kysts barske, billedskønne klippeformationer i den grad. Svøbt i midnatssolens glødende skær førte Hurtigrutens moderne MS NORDNORGE os gennem fantastiske farvande og smalle, dybe fjorde, hvor man sejler helt tæt på kysten.
Det er eventyrligt stort og råt, og alligevel bor her mennesker, som trods tidspunktet over midnat tilsyneladende alle var ude og nyde den lyse nat. Ved passagen af selv den mindste bebyggelse samler de sig langs kysten og vinker til skibet, mens andre pisker rundt på fjorden i deres motorbåde.
Sådan giver den virtuelle sørejse en fornemmelse af livsstilen i det nordlige Norge, som Hurtigruten binder sammen med resten af det langstrakte land.
Tænk at være der selv. Tænk at sidde der på dækket og læse norsk – Jan Kjærstad og Erlend Loe for eksempel – imens vi passerer Polarcirklen og sejler op omkring Europas nordligste næs. Kom til norge min far.

Danske reaktioner på det norske fænomen viser i øvrigt endnu engang den hjemlige provinsielle finger:
“Hvis DR nu filmede en sejltur langs de danske kyster og viste det direkte på tv over flere dage, ville du så se det?” spørger DR.dk.
Nej, svarer jeg: For Danmarks kyster er jo ikke slet så dramatiske og spændende som Norges helt enestående fjeldmiljø. Midnatssol har vi heller ikke. Så hvorfor overhovedet stille sådan et spørgsmål?

  • Følg rejsen med MS Nordnorge her.