Sort melankoli

“…og ja, jeg er nazist, jeg forstår Hitler – jeg sympatiserer en smule med ham, og det er ikke kun, fordi jeg hader Susanne Bier…,” sagde filminstruktøren Lars von Trier efter visningen af sin nye film Melancholia i Cannes. Og så var han færdig på den glamourøse festival, hvis ledelse bortviste ham som persona non grata.
Og herhjemme var Dansk Folkeparti naturligvis straks på banen med endnu et af sine bombastiske forslag: De offentlige støttekroner til Triers film bør betales tilbage, fastslog Søren Espersen, hvis spekulation i småborgerlige tankegange aldrig fornægter sig.
Triers provokationen var fuldendt, og som det syrehoved han er, må man tro, han har nydt den verdensomspændende debat om sin gakkede tågesnak på det famøse pressemøde.

Er Melancholia så det hele værd?

Spontant blev jeg rasende irriteret på Trier. Her sidder man i samfulde de to timer og 10 minutter, filmen varer, og håber på overlevelse, og så får vi alligevel kun Jordens undergang smidt i hovedet. Persongalleriets tre tilbageværende skikkelser møder menneskehedens skæbne i en imaginær hule ude under åben himmel, hvor de værdigt og frontalt lader sig opsluge af det flammehav, sammenstødet med den mystiske kæmpeplanet udløser. Og det var så det.
Dermed ikke sagt, at den lange vej til slutningen bare er uinteressant. Ledsaget af mystisk smukke billeder fylder Wagners uhyggeligt stærke forspil til Tristan og Isolde filmens prolog, imens Triers hovedperson, Justine, vandrer ind i naturens tusmørke. Hun er klædt i sin hvide brudekjole og besværes af et laset vedhæng af al den forløjethed, hun flygter fra. En hest synker sammen, fugle falder ned fra himlen, og skæbnens kæmpeplanet opsluger Jorden.
Således forberedt er vi på vej til Justines bryllupsfest på en stor herregård. Brudeparret kører i en af de latterligt lange limousiner, og i en morsom scene må chaufføren opgive turen, fordi bilen er for lang til så smal og snoet en vej. Stærkt forsinket når de til fods frem til deres mange gæster. Forsinkelsen er pinlig, og det viser festen sig i det hele taget at være. Den er simpelthen et opstyltet ritual i en håbløs verden.
Langsomt går misforståelsen op for Justine. Hun kommer og går til sin egen fest, men festens vært, som også er hendes arbejdsgiver, griber fat i hende og kræver, at hun er lykkelig. “For den fest har kostet mig en helvedes masse penge!”
Men hvordan være lykkelig i en meningsløs verden på vej mod sin undergang? Intet er vel mere naturligt under de omstændigheder end at overgive sig til melankoli og depression?

En smuk buket i en spand lort
Lars von Trier lægger opfindsomt sine brikker. Brugen af Wagners musik som ledemotiv er godt tænkt. Hovedpersonen Justine overstråler dog alt. Hun er et produkt af Triers sorte syn og spilles fint og udtryksfuldt af Kirsten Dunst. Trier overdriver bare hendes bizarre adfærd – eksempelvis:
Hvorfor lader han hende afvise sin mand i bryllupsnatten for i stedet at sende hende udenfor på plænen for at bolle med en anden? Dermed frakobler Trier jo vores sympati med hans egen hovedperson. Han skaber distance mere end indlevelse og engagement, som tilsammen med hans optræden på pressemødet giver indtryk af en ironisk happening.
Jo, Lars von Trier er en fremragende filmskaber. Jeg kan bare ikke fordrage hans måde at tænke på.

Her dagen derpå nager en bestemt replik som en ligtorn:
“Jorden er ond,” siger Justine fra melankoliens dyb.
Gu’ er den ej, svarer jeg – ondskaben lurer alene i menneskenes tankeløse grådighed. Derfor får man en ubehagelig lyst til at karakterisere Triers kunstværk groft: som en smuk buket i en spand lort.

  • Besøg filmens hjemmeside her.
  • Læs forfatteren og instruktøren Christian Braad Thomsens forsvar for Lars von Trier her.