Gensyn 50 år efter

På det gamle billede herover poserer jeg sammen med Peter Lautrop (th) ved den muntre afslutning på Hummeltofteskolen i 1961.
I maj 2011 sås vi igen. Efter et halvt års forberedelser, mails frem og tilbage og eftersøgning af klassekammerater via Folkeregisteret, satte Hummeltofteskolens “3 C” hinanden stævne til 50 års jubilæum i Frilandsmuseets Restaurant. De fleste af os havde ikke set hinanden siden vi sagde farvel i 1961. Måske har vi passeret hinanden på gaden eller i toget uden at genkende hinanden. Tiden sætter jo sine spor, sådan som den hjemmeside, Erik har begået med billeder af os den gang og nu, klart viser, men da vi nu atter så hinanden i øjnene, var der ikke noget at tage fejl af.

Der var Hans – sammenkomstens initiativtager, der blev advokat. Han interesserede sig lidenskabeligt for science fiction, og i 1960 inspirerede han mig til at læse Aldous Huxleys Fagre nye verden. Der var Anette som fik fribilletter til en søndagskoncert med DR SymfoniOrkestret og gav nogle af os vores livs første besøg i Radiohusets Koncertsal – en oplevelse der fik betydning for mine valg af interesser og arbejde i tiden efter.
Der var Stig, som jeg fløj modelfly sammen med, og med hvem jeg deler en fortsat interesse for Anden Verdenskrigs flytyper, Spitfire og Lancaster. Der var Anders, som i sin tid demonstrerede hjemmelavet sprængstof, men som i dag er forskningsleder i Det Nationale Forskningscenter for Velfærd. Der var Peter, som for en daler sprang ned på Mølleåens tøende is fra Den hvide Bro uden at gå igennem. Der var Ulrik, som havde ambitioner om at være klassens leder, og hvis skæbne førte ham til Budapest som diplomat….
De var der næsten alle sammen, 32 elever der, som det også hed i Det forsømte Forår, fandt sine pladser i samfundet, og som i flere tilfælde fandt lykken ude i verden.

Selv vores kære gamle historielærer, Asger Flint, var med. Han er i dag en herre på 91 år og still going strong. Den engelske ordvending skal tilmed tages bogstaveligt. For i sin hyggelige tale til os citerede han Søren Kierkegaard for opskriften på et langt og inspirerende liv:

“Jeg går mig hver dag det daglige velbefindende til og går fra enhver sygdom. Jeg har gået mig mine bedste tanker til, og jeg kender ingen tanke så tung, at man ikke kan gå fra den…”

Vores frokost var en stor, varm succes. Snakken gik fra første færd, og selv om mange slæber rundt på minder om en skole, der havde sine sorte sider, gjorde det indtryk at genopleve det fælleskab, som var så vigtig en del af vores liv for 50-60 år siden.
Tiden var en helt anden. Autoriteterne herskede stadig uden diskussion, og vi havde bare at rette ind og lystre. Ellers fik vi simpelthen smæk. Men vi lærte også at gøre oprør, og som smidige katte forstod vi at udnytte enhver mulighed for at nyde livet. Forældre og lærere levede i en verden, som forekom mig fremmed eller utilnærmelig. Til gengæld dyrkede vi børn vores egen, og dér kendte fantasien ingen grænser.
Det er den positive erindring om “barnetidens lykkeland”. Vi havde tilmed tiden med os. Opgøret med borgerskabets autoriteter og en aldrig tidligere kendt materiel rigdom stod for døren. Vi fik faktisk masser af muligheder for at opfylde vores drømme.

Realiserede vi så vore bedste drømme? Det gjorde mange os da heldigvis.
På det øverste billede poserer jeg sammen med Peter Lautrop ved skoleafslutningen i 1961. Han ville være tegner og fulgte stædigt sine kunstneriske ambitioner i en mangeårig karriere på dagbladet Information. Og jeg blev den journalist, jeg drømte om, og fandt min plads på Politikens kulturredaktion.
Det tog lidt tid. Først skulle man have barnetidens snærende lykkeland ud af kroppen og opdage, hvad man egentlig kunne og var i stand til her i verden. Og det var egentlig ikke småting, selv om man var dårligt forberedt hjemmefra.-
For fanden hvor var det svært at blive voksen. Vi var to trods alt vore forældres børn – meget mere endda, end vi ville være ved.

  • Mød klassen her.