Fuck Juan!

Først var der myten om kvindebedårernes supermand Juan, hvis evne til at forføre er legendarisk. I 1787 komponerede Mozart så Juan ind i sin opera Don Giovanni. Og nu forsøger den originale operamager Kasper Holten sig med en nutidig vinkel i filmen Juan.
Holten prøver at genfortælle Mozarts klassiske mesterværk som historien om den moderne mands flugt fra sig selv og sine dæmoner, der uundgåeligt driver ham i døden. Filmen får imidlertid Mozarts musik til nærmest at virke aparte. For nok lever Mozart i dag gennem musikkens universelle folkelighed, men plantet direkte ind i den moderne verden som del af vores hektiske industrielle miljø med biler, larmende politi-udrykninger, banegårde og fabrikshaller, skurrer musikken fælt mod den afstand på over 200 år, som faktisk skiller os fra komponisten.
Tilbage bliver et disharmonisk soundtrack i et interessant film-eksperiment, og hvad er så egentlig meningen med at synge filmen som Mozarts Don Giovanni? Levede Mozart i dag, ville han jo under ingen omstændigheder komponere som for 200 år siden – det ville han sikkert have oplevet både meningsløst og latterligt.
Paradoksalt nok opleves Juan derfor ikke som moderne formidling af operakunsten. Var det meningen, burde Kasper Holten være gået til en af vores egen tids komponister, som passende kunne have overtaget dramaet efter den elegante scene først i filmen, hvor Juan og Anna opdager hinanden i Mozarts traditionelle teater til en opførelse af netop Don Giovanni.

Juan var spanier, men på teatret synges Mozarts opera på italiensk og har derfor navnet Don Giovanni. Det vil sige: I filmen synges der på engelsk, hvilket er nogenlunde ligeså uklædeligt, som når operaen opføres på dansk.
Også det er et problem, som tilmed intensiveres af de meget tætte optagelser af de gode sangeres stemmer. Klangen bliver flere steder så pågående skarp, at lydteknikken i Kinopalæet i Lyngby, hvor jeg så filmen, var lige ved at kamme over i digital mislyd.

“Fuck!” som de siger eller synger flere steder i Juan.