Nielsens fynske barndom i Clausens regi

Scene i Erik Clausens fynske Carl Nielsen-film.Ingen havde set det komme, da stenbroens københavner Erik Clausen i 1990ernes begyndelse tog fat på en spillefilm om Danmarks mest fejrede komponist Carl Nielsen. Hvorfor “Min fynske barndom” i Clausens regi?
Ovre i Frederiksholms Kanal ved det lange okkergule hus i nr. 28, hvor Carl Nielsen og hans familie boede i sin tid, fortæller Clausen:

“Først var det erindringsbogen “Min Fynske Barndom” af den modne komponist, som inspirerede mig. Da jeg så gik til den, kom Clausen jo ind i billedet med et vist realistisk syn på sagen. I anden opgang opdagede jeg nemlig, hvordan den rigtige, ægte fortælling ligger i hans musik. Bogens erindringer fra barndommen og ungdommen på Fyn var jo bare skitser fra konversationen ved de middagsselskaber, den etablerede Carl Nielsen deltog i, og hvor man med glæde lagde øre til fortællinger, som selv hans kønne døtre kunne tåle at høre”.
Derfor nærlyttede han for alvor musikken hjemme på grammofonen. Og hele tiden noterede han ned, hvad musikken sagde ham.
“Tag filmens slutning: den blev til i mit hoved en aften jeg sad og hørte den 5. Symfoni igennem. Billederne af unge Carl, der går hjemmefra for at begive sig til København, blev skrevet ned lige på stedet. Hele det skæbne-glimt, hvor han pludselig ser sit livs og sin egns brogede galleri af personer dukke op for sig som gamle rødder på den nøgne fynske mark, det sidder på millimeter i filmen, direkte fra indtrykket af musikken”.

Erik Clausen.Livet i fattig-Danmark
Den voksnes musik giver os indblik i de kræfter, som prægede den lille knægt i det varme, men udsigtsløse landsbymiljø i Nørre Lyndelse.
Det var dengang i Danmark, da sygdom, fattigdom og mange andre onder udfordrede folk på en måde, unge i vore dagens rige velfærdssamfund tror er løgn. Ikke desto mindre levede man stærkt, ofte også underholdende i faderen Niels Malers lille bondehus, ligesom der var meget liv i hans danseorkester, hvor Carl blev violinspiller, snart også gruppens mest lysende musikbegavelse.
“Det var ikke småting, de spillede op til. Deres hede bondeballer har ikke adskilt sig synderligt fra vore dages rock-og-rul-fester på Loppen i Christiania. Det var virkeligt sanseligt og svedigt, når de gik til den. Når de alle fandt rytmen, var forsamlingen én stor bankende organisme.”

Clausen føler sig solidarisk med Niels Maler og hans børn. Hvor Carl hjalp til med husholdningen ved at arbejde på teglværket, eller vogtede gæs og spillede op til dans, gik Clausen med aviser og lavede rav i den med gøgl på gadehjørnet. Det bliver man heller ikke romantiker af.
“Carl Nielsen blev ikke en stor komponist på trods af sin fattige baggrund. Nej, netop i kraft af det sted, han kom fra, fik han sit format som menneske og kunstner. Det er det der interesserer mig med filmen. Han lærte af samfundets marginale figurer – originaler som Blinde Anders med klarinetten, skørlevneren Søby i militærorkestret, den fordrukne Outzen. Denne fallerede embedsmandssøn fra København sidder der på “Det blå Øje” i Odense og underholder som værtshuspianist, men det er ham som indvier Carl i Mozart og andre klassiske mestre. Hr. komponisten kalder han Carl, revser ham, men behandler ham først af alle som ligemand.”
“Og så drager Carl ud i den vide verden og fortæller eventyret om Blinde Anders og alle de andre, stiliserer stoffet og lader det vokse i sin musik – ligesom når en forfatter som Knud Heinesen fortæller om De fortabte spillemænd. Sådan blev Carl Nielsen helt sin egen. Derfor er hans musik så egenartet. Selv på klangen af den kender du ham. Det er stærkt, synes jeg – suverænt”.
Dertil føjer Clausen endnu en tanke: Tiden – betydningen af at befinde sig det rigtige sted i den rigtige tid.
“Carl Nielsens tid gik fremad. Det gjorde den efter Danmarks tab af Sønderjylland i krigen mod Tyskland i 1864. Folkestyret slog igennem under parolen: Hvad udad tabes skal indad vindes. Ligesom Kim Larsen er et barn af 60’erne i vores århundrede, var Carl Nielsen barn af sin tid. Han var et produkt af fællesskabet, ikke af sig selv.”
“Sådan en dreng synes jeg det er interessant at vise i en film i dag, hvor de unge går rundt og tror på alle mulige “objektive” løgne i en politisk tvivlsom atmosfære.”

Driften mod lyset
“I dag lider vi af en national sygdom der hedder: ser du ikke hele tiden idyllen, er du ikke lykkelig og konstant i godt humør, så skal du i terapi, se Lykkehjulet og lade dig stimulere med andet af samme skuffe. Jeg skal hilse og sige, at vi andre fra det dårlige selskab i høj grad får vore lyse indfald i en tilstand af en vis melankoli, nærmest lige før man ryger ind i depressionen”.
“Sådan havde Carl Nielsen det også – det fremgår klart af hans musik. Inspirationen ligger ikke i idyllen, men i den ufyldbyrdede kærlighed, i længslen og afvisningen – det der sårer dig. Og når du såres, udløses fighteren i dig. En masse adrenalin drøner ud i dit system. Du gør noget”.
“Carl Nielsen gik rundt med en dyb længsel i sig, men følte også at han havde mange aktiver med hjemmefra. Han havde kugler med i tasken hjemme fra spillemændene, og han vidste at han bedre end de andre kunne lave nogle gode, troværdige melodier. Han kæmpede sig vej frem. Han lærte at slås for sin sag, og som mange af os andre der kommer fra jævne kår, kunne han også være noget af en børste”.
“Der er også en side ved Carl Nielsen, man ikke taler så meget om: inspirationen fra maleren Willumsen, driften mod lyset. Det er faktisk meget stærkt at høre, som Carl Nielsen får en klarhed ind igennem sin musik, der siger: ud i lyset med jer alle sammen, væk fra det elendige gamle mørke-liv. De forslidte piger skal ud af de fugtige køkkener, og sammen med karlene skal de ud til oplysningstiden på højskolerne, ud og danse, til liv og værdighed. Modsat mange andre klassiske komponister der kan frastøde mig med deres religiøse højtidelighed, er Carl Nielsen frisk. Selv når han rigtig svinger sig op som i den 5. Symfoni får musikken denne klarhed, man oplever en frisk dag i marts. Hos ham virker det højtstemte naturligt. Det afgør sagen for mig”.

Lad os dog lege sammen
“Det er også for godt til, at nogle skal have lov til at beholde Carl Nielsen for sig selv, sådan som den danske kultur-elite hidtil har gjort. Den har behandlet ham som sin ejendom, som et koryfæ. Man har ikke haft lyst til egentlig at brede ham ud”.
“Virkelig?”
“Helt sikkert. Af grunde jeg aldrig har forstået foretrækker dansk kulturliv i det hele taget at holde sig indenfor i sine egne små lejre, hvor hver dyrker sit. Man nøjes med bare at kigge til hinanden over hækken. Den stil kan jeg ikke fordrage. Jeg synes vi skal løbe ud og lege sammen. – Lad os dog droppe hele den kendte skure af frustrationer om, hvad der god og dårlig smag. Vi skal fastholde, at der findes nogle gode almennyttige områder i vores kultur, som vi har fælles ret til. Carl Nielsen gav os en gave. Den har vi alle samme adgang til ligesom til fuglenes sang og til alfabetet”.

  • Interviewet med Erik Clausen lavede jeg for Information 1995. Denne tekst er et sammendrag.