Den menneskelige Stasi-agent XX/7

Den tyske succes De andres liv er et velspillet og fremragende iscenesat drama om medmenneskelighed i skyggen af Stasi, østtyskernes berygtede sikkerhedstjeneste i det hedengangne DDR. Det er den bedste tyske film, jeg har set siden Der untergang om Adolf Hitler og hans Tredje Riges undergang. Som digteren og DDR-revseren Wolf Biermann noterede ved den tyske premiere i marts 2006, er det tilmed i forbavsende omfang lykkedes den debuterende instruktør med det fyndige navn, Florian Henckel von Donnersmarck, at bore sig langt ind i den ægte DDR-stemning i en mærkelig trykket og dobbelt verden.
“Det er svært at komme sig over, at sådan en hvalp af en vest-fødning samt en håndfuld vel etablerede skuespillere er i stand til at levere så realistisk et genrestudie af DDR … Selv har Donnersmarck jo ikke oplevet noget af det,” skrev Biermann.

De andres liv

Filmen fortæller historien om, hvordan menneskelighed til sidst sejrer over Strasis nedrige krænkelse af privatlivets fred. Vi føres tilbage til DDRs sidste fem år fra 1984 til tiden lige efter Murens fald i 1989. DDR-borgerne overvåges som aldrig før, og den gode Stasi-Hauptmann, Gerd Wiesler, er en af de bedste til at afsløre statens fjender.
En dag besluttes det, at han skal overvåge den begavede dramatiker og forfatter Georg Dreyman, selv om han er en af landets fejrede kunstnere. Dreyman’s hyggelige, gamle Berlin-lejlighed, hvor livet leves og venner kommer og går, spækkes med mikrofoner, og oppe på loftet indretter Stasi en aflytningscentral, hvorfra Wiesler trænger ind i forfatterens tilværelse og samliv med skuespillerinden Christa-Maria.

Varmen breder sig helt op på loftet. Lidt efter lidt tiltrækkes Wiesler af Dreyman’s farverige liv, mens han selv må lade sig nøje med en statsautoriseret luder. Scenen hvor den sex- og kærligheds-hungrede Stasi-mand får et kort, “bureaukratisk” knald er tragikomisk – man græder af grin.

Men hvorfor skal Georg Dreyman overvåges? Fordi en oppustet pampertype af en DDR-minister kaster sine liderlige øjne på Christa-Maria. Wiesler’s medfølelse vækkes; han tror på DDRs smukke officielle doktriner og slagord og kan ikke acceptere magtmisbrug. Derfor griber han ind og redder Dreyman fra Stasis fremturen, som tilmed intensiveres, da også Dreyman får nok:
Med anledning i en kollegas selvmord som følge af Berufsverbot skriver han en regerings-kritisk artikel, som smugles til Vesttyskland, hvor den trykkes i Der Spiegel. Artiklen udløser et ramaskrig i DDRs magtapparat.

Rørende pointe
Mere raffineret end i nogen anden skildring af DDR og Stasis magtmisbrug, oplever man kærlighedens sejr over systemets gustne smålighed. Det sker ikke uden flere tragedier, men Wiesler’s Stasi-signatur HGW XX/7 får en rørende pointe, som sætter sig dybt i en.

Priserne er regnet ned over Donnersmarck’s værk; Hollywood tildelte Das Leben der Anderen en Oscar for bedste udenlandske film, men først og sidst er det bemærkelsesværdigt, at selv DDR-veteranen Wolf Biermann endte med hengive sig til De andres liv.
To år tidligere fik han udkastet til Donnersmarck’s manuskript tilsendt, men lagde det fra sig i irritation. Biermann orkede simpelthen ikke mere DDR-stof. Filmen fik ham dog på andre tanker:
“Denne debutfilm får mig til at overveje muligheden for, at den virkelig dybdeborende konfrontation med Tysklands andet diktatur kun er ved at begynde. Måske er det på tide, at alle dem, som ikke selv oplevede elendigheden, tager over nu.”

  • Læs Wolf Biermann’s “The ghosts are leaving the shadows” her.
  • Læs om skuespilleren Ulrich Mühes bemærkelsesværdige skæbne her. Han spillede HGW XX/7, og mærkelig nok blev filmen en del af hans egen skæbne. Sidste år døde han som følge af de sår, han som ung pådrog sig som grænsevagt i DDR.