Amadeus og den noble morder

Dette er yndlingsfilmen over alle. Milos Forman’s musikalske drama Amadeus er stadigvæk den bedste spillefilm nogensinde om en kunstner og om den middelmådige omverdens had-kærlighed til geniet.

Der er ikke trængsel i den himmel, hvor folkelige genier færdes. Så da Østrigs hofkomponist Antonio Salieri i 1781 vandrede gennem det feststemte menneskemylder i kejserens audienssale på slottet i Wien, var han spændt på at møde Mozart. Hvordan så den unge begavelse ud? Ville geniets evner kendetegne skikkelsen?

Tom Hulce som Wolfgang Amadeus Mozart.

Nej! Til sin store overraskelse ser Salieri første gang Wolfgang Amadeus Mozart liggende på gulvet, hvor han leger erotisk tag-fat med kæresten under de overdådigt veldækkede borde i spisesalen. Er den infantile skikkelse virkelig Mozart? Ja, ved gud – i hvert fald en side af ham. Den anden, seriøse side tændes straks, da lyden af smuk musik breder sig på slottet. Som en kat, der lytter efter tegn fra skoven, rejser Mozart sig, ordner tøjet for derpå værdigt at træde ind i musiksalen, hvor han for øjnene af det fine publikum bare overtager ledelsen af koncerten. Det er nemlig hans Serenade, som spilles. Og den musikalske scene er hans verden, hans element.

Optrinnet er fra første del af Milos Forman og Peter Shaffer’s mageløse Amadeus, som jeg har set talløse gange. Filmen er endnu aldrig overgået, selv om den amerikansk dominerede underholdnings-industri har haft travlt med effektfulde udstyrsstykker siden da. For Amadeus er stadigvæk den bedste spillefilm nogensinde om en kunstners skæbne og selve det af skabe musik. Også kontrasten gør indtryk helt ud i det komiske: Den uforstående omverden holder sig til livets almindelige omgangsformer og klæber med alle midler til deres pladser i hierakiets kultur, hvor kejseren regerer på toppen af kransekagen.

Amadeus er en meget musikalsk film. Optrinnet hvor Mozart introduceres til kejseren og amatørmusikeren Leopold – charmerende underspillet af Jeffrey Jones – er ren anskueligheds-undervisning i musikalitet. Det er også en meget dramatisk og velspillet film, hvor Tom Hulce går lige ind som den ustyrlige Mozart, men tag ikke fejl af hans barnlige humor og en latter, som får ham til at ligne en psyko-infantil nar. For Wolfgang Amadeus Mozart er et geni.

Omvendt fører F. Murray Abraham sig formfuldendt frem i magtens korridorer, men plages af jalousi over kun at være den middelmådige komponist Antonio Salieri. Hvorfor forsynede skaberen ikke ham, den noble Salieri, med genialitetens ånd?

Det brændende spørgsmål udvikler sig til en konflikt, som vokser i takt med tilblivelsen af Mozarts mesterværker: I beundring for hans musik udvikler Salieri sin destruktive drift med elegante benspænd på stribe. Mozart snubler i dem alle. Og da Salieri under premieren på Don Giovanni opdager Mozarts dybeste svaghed – det traumatiske forhold til sin far – forstår Salieri at spinde den afgørende intrige, som gør Mozart til offer. Men selv når Salieri smiler, kan vi se konflikten i hans øjne. Da han indser, at Mozart er ved at dø, føler man hans indre kamp mellem ønsket om at rydde Mozart af vejen og den samtidige erkendelse af, at verdens stærkeste musikalske stemme er ved at forstumme. Tragedien er fuldkommen.

Egentlig kunne filmen lige godt have heddet Salieri. Suverænt spillet af F. Murray Abraham fører han fortællingens kniv fra det sted, hvor skæbnen endte med at sende ham hen: Galehuset.

“Jeg er talsmand for alverdens middelmådigheder. Jeg er deres skytsengel,” rabler den ulykkelige mand til sidst. Mozart får dog det sidste ord i form af Larghetto’en fra en af hans mest indtrængende klaverkoncerter: Nr. 24 i c-mol. Det er hans musik, man husker, ikke Salieri’s.

Amadeus emmer af pompøse scener, fantastiske opera-optrin i Hofteatret og i Schikaneders folkelige teater i Wien, ligesom vi ser prægtige historiske gadebilleder fra Prag, hvor filmen blev indspillet i 1983. Selv her snart 30 år efter er det stærkt at opleve, som Milos Forman og Peter Shaffer formåede at væve det komplicerede stof sammen med mening og retning, der fascinerer hele vejen igennem. Forman besluttede sig for at lave filmen efter at have set Shaffer’s succesrige skuespil, men modsat så mange andre tilfælde, hvor en filminstruktør går enegang, lykkedes det her de to at etablere et frugtbart samarbejde om filmens manuskript og musik. Inspirationen mellem de to kreative personligheder skabte de helt shakespeareske dimensioner i Amadeus.

  • Mozarts Requiem – ekko fra gravens rand her.