Grimme danske illusioner

“De danske love gælder kun for dem, der er så dumme, at de tror på de danske illusioner.” / Rune Lykkeberg i Information.

Hvor Dansk Folkeparti dog gør folk grimme. Bogstavelig talt. Integrations- og kirkeminister Birthe Rønn Hornbech tager efterhånden skikkelse af en grotesk heks, hvis ansigt hærges af kvaler under presset fra DFs racistiske politik, der avler tåbelige påfund på stribe – efterlysning af saftevand og kager i venteværelser, forbud mod parabol-antenner i ghettoer og minimumskrav om svinekød i institutioner for eksempel. Nu også et pointsystem som fastslår hvem, der kvalificerer sig til det privilegium, det er at blive gift med en dansk statsborger.

Systemet og den iskolde tankegang er rædselsfuld. Og selv om man helst ville tro, det er løgn, følger oppositionens S-SF trop med deres egen light-udgave.
Den køber Ritt Bjerregaard og en lang række andre S- og SF-medlemmer bare ikke.
“Stop kapløbet med Dansk Folkeparti og lav jeres egen politik!” siger Ritt Bjerregaard i en opsang til socialdemokraternes ledelse.
Dermed tilslutter hun sig den appel, som en række andre kendte socialdemokrater kom med tidligere på ugen. Garvede personligheder som Anker Jørgensen, Poul Nyrup Rasmussen, Ole Espersen, Birte Weis og biskop Kjeld Holm finder ligeledes de nye stramninger i udlændinge- og integrationspolitikken frastødende og dybt diskriminerende.

Ikke desto mindre forsvarer Socialdemokraternes integrations-ordfører Henrik Dam Kristensen det nye ufamiliære system. Han ser lige så træt og opløst ud som Venstres Birthe Rønn Hornbech. Det gør SFs Villy Søvndal egentlig også, mens S-forkvinden Helle Thorning blot ifører sig sin vante maske af samme pæne udtryksløshed som en dukke. Med en ubetænksomhed uden lige undsiger hun for åben skærm en partifælle som tidligere justitsminister Ole Espersen med ordene:
“Ham har vi da hægtet af for længe siden!”
Venstres gruppeformand Kristian Jensen optræder på lignende måde overfor Britta Schall-Holberg, som heller ikke bryder sig om pointsystemet. Man spørger uvilkårligt: Hvorfor gør de det? For at sikre sig magten, naturligvis. Og magtens beskidte spil blev aldeles hæsligt på Christiansborg, da Venstre og Konservative  gjorde deres regeringsmagt afhængig af Dansk Folkeparti.

Nytteløs signalpolitik
Det er ufattelig dumt. Nytteløst er det også, fordi EUs mere menneskelige regler gennemskærer den danske pigtråd: Hvis en borger fra et land udenfor EU gifter sig med en EU-borger, kan vedkommende jo fortsat få opholdstilladelse i Danmark efter et kort ophold i det andet EU-land som Sverige.
I en leder i Information giver Rune Lykkeberg dette tankevækkende eksempel på galskaben:

“Den danske integrationsminister Birthe Rønn Hornbechs svar på spørgsmålet om opholdsdirektivet og de danske regler i denne uge er allerede legendariske: Hun mindede om, at kun 39 borgere i sidste måned benyttede opholdsdirektivet til at komme ind i Danmark. Kun 39 gennemskuede den danske illusion! Vi lukker altså dem ind, som godt ved, at vores regler ikke gælder. Den danske lovgiver Birthe Rønn Hornbech hævder på den måde, at de danske love kun gælder for dem, der er så dumme, at de tror på de danske illusioner.”

Sådan stjal udlændinge- og integrationspolitikken igen billedet, og det er måske også meningen. For dermed lykkedes det regeringen og Dansk Folkeparti at sløre virkelighedens store problemer, der kan koste dem regeringsmagten: Økonomien, ungdoms-arbejdsløsheden, de kommunale besparelser samt ikke mindst: den udsigtsløse krig i Afghanistan er lig i lasten, som regeringen nødigt underholder danskerne med.

Margrethe Vestager.

Nyttig eller unyttig kærlighed
“Man skulle ikke tro, at skruen kunne strammes yderligere, men det har Danske Folkeparti sammen med Birthe Rønn Hornbech (V) bevist med deres pointsystem for udlændinge. Det er en uhørt indgriben i folks privatliv, hvor staten skal gøre sig til dommer over, hvor nyttig din elskede er for det danske samfund. Det er en sort dag for Danmark,” fastslår Radikale Venstres gruppeformand Margrethe Vestager, hvis ord jeg gerne gør til mine:
“Ingen andre EU-lande kan finde på at behandle deres egne borgere så dårligt, som vi gør i Danmark. Og i dag er det kun blevet værre. Vi isolerer os fra EU og verden, og det tjener ikke Danmarks interesser.”

  • Birthe Rønn Hornbech fyres – se her.