Ravel og skønheden

Maurice Ravel: Daphnis og Chloe – 3. del. Thomas Dausgaard & DR SymfoniOrkestret. Fra Torsdagskoncerten i DR P2.

Detalje fra den russisk-franske maler Marc Chagalls dekorationer til en balletopførelse af Daphnis & Chloé i 1958.
  • Lyt/Listen HER

Med Thomas Dausgaard i spidsen blev opførelsen af Maurice Ravels farverige “symfoniske koreografi” Daphnis & Chloé et uforglemmeligt eventyr. De overdådigt orkestrerede billeder malede sig helt op i ekstatisk leg og en kulmination med total forløsning, der ikke var fri for at virke lige så erotisk som musikalsk.

På vej hjem fra DR’s Koncerthus begyndte jeg at spekulere på, hvad der egentlig gør dette store værk så smukt. Ravels motiver og udsøgte instrumentation gør det jo ikke alene. Hvordan kunne den diskrete eneboer, den forfinede Ravel som aldrig overvandt tabet af sin mor, komponere så sanselig en musik?
Svaret findes efter alt at dømme i hans længsel efter det sanselige liv, han på passende afstand iagttog omkring sig. Og hvad var så mere nærliggende for en kunstner som ham end selv at skabe de indtryk af nærhed og erotisk leg, han manglede i sit liv. Han fortryllede så at sige sig selv og forvandlede sine inderste drifter til kunst. Sublimering altså i den helt store stil.
Handler det mon om forbindelsen til hemmelige homoseksuelle drømme? Udtryksfuldhedens forførende karaktér og musikkens fantastiske præcision er jo så eminente partnere hos Ravel, at selv følelser og stemninger bliver til helt konkrete elementer, selv om de umiddelbart foregår i en uskyldig eventyrverden.
Som Basil Hallward, maleren i Oscar Wildes bog Dorian Grays Billede, frygtsomt siger:
“Ethvert portræt, der er malet med følelse, er et portræt af kunstneren selv, ikke af objektet … på det farvede lærred er det snarere maleren, der afslører sig selv. Så grunden til at jeg ikke vil udstille dette billede er, at jeg er bange for at vise min egen sjæls hemmelighed.”