Heja Sverige!

De danske højre-politikeres snak om valgcensur i Sverige er til grin. Som ytringsfrihedens apostle i Muhammed-tegningernes eget land gejler de sig op med forslag om, at Europarådet sender valg-observatører til Sverige ved rigsdagsvalget 19. september. Årsag: Svensk TV 4’s ledelse har afvist at sende racistisk valgpropaganda fra Dansk Folkepartis søster, Sverigedemokraterna.
DF-lederen Pia Kjærsgaard ser i den anledning Sverige som “Nordens bananrepublik”, hvilket er så grotesk en påstand, at svenskerne tager det roligt i enhver betydning af ordet: De danske politikeres kritik affærdiges som det, den er: Useriøs underholdning, man skulle tro var forfattet af en stand-up-komiker.

  • Se Dagens Nyheter her.

“I vil gerne have en kammerat med i skammekrogen. I vil så gerne have, at svenskerne er lige så fremmedfjendske som danskerne, men det er de bare ikke, siger Lasse Dencik, svensk professor ved Roskilde Universitetscenter.”

Det kommer vel an på en prøve ved valget 19. september, men jeg tror, han har ret. Sverigedemokraterna kæmper for en antimuslimsk svensk magelighedskultur, der lanceres som “tryghed & tradition” for landets stigende gruppe af pensionister. Deres budskab kendes overalt i Sverige, selv om svenskerne forsøger at bevare et vist niveau i debatten. Modsat Danmark er der jo udbredt enighed om grænsen for, hvor meget man må pisse på hinanden.
Anstændigheds-grænsen handler nok om mere end Sverigedemokraterna og deres kamp mod muslimske indvandrere: Det svenske establishment søger for alt i verden at undgå den svinske debatkultur, som Dansk Folkeparti har fremmet i Danmark. Og hvem ved: Måske virker den højre-populistiske danske indblanding i svenskernes valg som en rød klud, der snarere styrker end svækker Sveriges anstændighedsgrænse.

Hyler jeg da med det kor, der ønsker de nye ultranationalister udelukket fra parlamenterne? Er det en tragedie, hvis Sverigedemokraterna får så mange stemmer, at de kommer i Riksdagen?
Ja og nej. Det er for så vidt tragisk, at folk overhovedet har behov at stemme på fænomener som Dansk Folkeparti og Sverigedemokraterna, fordi det er spild af kostbar tid i forhold til samfundets naturlige udvikling, samt ikke mindst: de frisindede demokratiske idealer, lande som Danmark og Sverige normalt fremhæver. Men demokrati er også debat, kanaliseringen af konflikter, sammenstødet mellem holdninger – ikke tabuisering, boykot og tavshed.
Ræk dem bare aldrig en lillefinger. Den danske situation, hvor VK-regeringen lader sig sylte ind i Dansk Folkepartis fremmedfjendske holdninger, er en høj pris at betale for at beholde magten. Det er et lavpunkt i nyere dansk historie, som svenskerne forhåbentlig undgår.

  • Eks-udenrigsminister Uffe Ellemann’s kommenterer her.
  • Læs også Carsten Jensens essay om tre bøger, som forsøger at portrættere Sverigedemokraterna og deres forudsætninger her.