Vi, de druknede

Carsten Jensens fantastiske historie om de tre hovedpersoner i tre slægtled, Laurids, Albert og Knud Erik, driver af eventyr fra både mystiske tropeøer i syd og det frysende ishav i nord, krig og kærlighed, som til sidst i 1945 forener det brogede persongalleri dér, hvor historien begyndte 680 sider før: I Marstal på Ærø.

Klik bogen hos Gyldendal.
Klik bogen hos Gyldendal.
Men ikke alene fascineres man af de utrolige historier eller skrøner, fortalt af havnemolens garvede Skipper Skræk-typer. Marstals gamle sømandskultur bliver lys levende for os. Man tror sgu på de mennesker, uanset hvad de foretager sig, og jo mere man læser, jo stærkere bevæges man af romanens skæbner og understrømmen af realitet: Vi forbindes med et sindelag og en kultur, som levede den gang, sejlskibene knyttede Marstal til den globale verden, og som forfatteren kender bedre end en landkrabbe som mig, fordi han selv er en af byens skippersønner.

Beretningen om Alberts død som en frossen statue midtvejs mellem Marstal og havet gav mig en klump i halsen, fordi jeg gennem de foregående 300 sider havde lært ham så godt at kende. Hans ensomme død derude den iskolde vinternat i Nordstjernens skær følger jo fortællingens egen eventyrlige logik. Albert dør i faderen, Laurids, famøse støvler, han som ung på en tour de force af en sørejse via Australien havde hentet ude på den tropeø, hvor Laurids var gået i ly og fundet sig en ny familie. Men hvor Laurids svigtede sin danske familie, blev sønnen Albert en institution af en skibsreder. Han gav Marstal et monument over den søfartstradition, der var, men som kvinderne, søfolkenes forbitrede enker, ender med at aflive.
Mange andre romaner ville være endt dér, men endnu er vi kun halvvejs gennem bogen. For da Carsten Jensen lod Albert spille bolden videre til enken, den evigt sørgende Klara Friis’ og hendes dreng, Knud Erik, venter det drama, som fører historien til ende – på grænsen af den fremtid, som skabte os, de velbjærgede efterladte landkrabber i Pia Kjærsgaards lille Danmark, hvor det er blevet skik at lukke af for omverdenen og dyrke sig selv sådan helt privat.

Ikke siden jeg i sin tid læste de fede romaner af Dostojevskij og Thomas Mann, har så omfattende og langstrakt et værk opslugt mig så totalt. Romanen emmer af berusende fortælleglæde tøjlet af en konsekvent form, som gør læseren i stand til at holde styr på de mange skæbner og episoder hele den lange vej igennem. Jovist, Vi, de druknede er en brillant og egenartet bog, som rigtignok er svær at slippe. Den ligger endnu her ved min side, og hver gang jeg læser et afsnit igen, bølger følelsen af et skjult slægtskab frem i mig.

  • Læs også om Carsten Jensens rejsebog Jeg har hørt et stjerneskud her.