Mozart i Gdansk

Tamino og damerne i Tryllefløjten.

Indtil for et par måneder siden anede jeg ikke, at den polske østersøby Gdansk har en opera. Egentlig begrænsede min viden om byen sig til dens mærkelige status som fristaden Danzig i mellemkrigsårene, samt ødelæggelserne under Anden Verdenskrig og kommunist-tidens revolutionerende strejker på byens Lenin-skibsværft for 30-40 år siden. Desuden havde jeg læst forfatteren Günter Grass’ beretning om Danzig, der jo var hans hjemby, ligesom Informations legendariske musikanmelder, Hansgeorg Lenz, kom fra Danzig.
Det var egentlig, hvad jeg vidste om Gdansk, men et besøg først i maj afslørede altså meget mere. Regionen i Pommern, der også tæller byerne Sopot og Gedynia, byder faktisk på fem teatre, Opera Baltycka med både opera og ballet, en stor koncertsal, et filharmonisk orkester, to kammerensembler og kor, samt så mange som 50 museer.
Også det øvrige kulturspektrum dækkes i rigt mål: Tilstedeværelsen af mange unge studerende på universitetet og specialskolerne i Gdansk giver naturligvis et stærkt tilskud af ung kultur.

Vi gik i operaen for at opleve Tryllefløjten, der viste sig at være en utraditionel iscenesættelse, hvor den polske operachef, Marek Weiss, tryller med “Mozarts mest mystiske og eksotiske opera – en poetisk variation af forestillingen om en verden uden guder. Sand visdom findes ikke i okkulte bøger og ritualer, men i kærligheden og korte øjeblikke af lykke,” fastslår Marek Weiss, hvilket man jo ikke kan være uenig med ham i, selv om mange Mozart-elskere ellers netop betragter Tryllefløjten som en magisk eventyrverden behersket af guder og frimureri.

Taminos skjulte længsler
Så tog den argentinske dirigent, Jose Maria Florencio, og hans udmærkede lille operaorkester fat på Schikaneders og Mozarts eventyr, som instruktøren Marek Weiss har strippet for hovedparten af de barokke cirkustricks, mange elsker at fylde i Tryllefløjten. Den horisontalt skrånende scene er først kun møbleret af en briks, hvor Tamino ligger i dyb søvn. Ah, handler det mon om Taminos skjulte længsler? spørger man.
Javist, det gør det da. Nattens Dronnings damer gør deres entré, og de nyder ikke bare synet af Tamino, men masserer ham blidt på kroppens følsomme zoner, så man er spændt på, hvornår hans underbukser sprænges af en naturlig erektion.

Enkelheden kendetegner hele scenografien, som til gengæld gør brug af et raffineret lysshow, baggrundsprojektioner etc. Det handler nok også om penge, eftersom der hverken er plads eller bevillinger til de prangende, dyre iscenesættelser, vi ser i de store operabyer.
Men selv om polakkerne således også på operaområdet forstår at sætte tæring efter næring  savnede man intet trylleri. Det gjorde til gengæld den polske anmelder fra avisen Dziennik Baltycki, som jeg senere læste via Google Oversæt.
Anmelderen ser for megen “fancy ideologisk tolkning”, ligesom “Weiss laver en joke ud af enhver ideologi”.
Fancy ideologisk tolkning? Nej, tværtimod virkede hans Tryllefløjte-version forfriskende musikalsk. Mozarts musik fik lov at lyse uforstyrret og forekom nærmest mere inderlig, fordi scenografien bidrager aktivt til den. Scenerne med de tre drenge, der skal føre Tamino og Papageno til den smukke Pamina hos fader Sarastro, er virkelig morsomme, fordi samspillet med musikken er så præcist.
I det hele taget lykkes det at gøre Tryllefløjten til en historie om at finde sammen med sine kære på trods af alle forhindringer og fristelser. Nattens Dronning fremtræder mere som en tøjlesløs kælling end et fantom med laserstråle i stemmen, mens hendes modstykke, Sarastro, hverken er ypperstepræst eller tyran, men en storsindet velgører. Sarastro og hans mænd er klædt i hvidt. Optræder de mon som læger, rene og kloge som de virker her?
Også i det lys vinder naturens børn vores sympati, og Papageno og Papagena er bestemt ikke hvide. De er farverige og naturlige, og da Papageno var en af de sangsolister, der gjorde indtryk ud over et gennemsnitligt godt niveau, er det værd at huske hans navn: N(M)ikolaj Zalasinski. Også Anna Mikolajczyk’s skrøbelige Pamina var virkelig rørende.
Sådan placerede Gdansk sig altså omsider på mit musikalske verdenskort. Musikalsk er forestillingen uden sensationer – den er i orden, veloplagt og uden falbelader. Det er især iscenesættelsens spændende fortolkning af operaens budskab, man husker – og tænker over.

Opera i en tidligere sportshal
Opera Baltycka er indrettet i en tidligere sportshal, så det er ikke just et prangende foretagende med søjler, statuer og andre symboler fra en “gylden” kulturel fortid, man træder ind i. Teaterrummet ligner nærmest en ombygget biograf. Alt er dog funktionelt på sin egen hyggelige måde, hvortil publikums attitude medvirker. Her i Gdansk lever man klart nok mere med i musikken end hjemme, hvor opera- eller koncertbesøg for store dele af publikum mere synes at handle om rammerne end om indholdet.
Billetprisen er et andet sympatisk træk ved Den Baltiske Opera. Vi betalte kun 25 Zloty = 48 kr. for en billet. De dyreste koster 50 Zloty = 95 kr. Om det er på grund af de lave priser, at flere unge i 20-30 års alderen end hjemme fyldte teatret, ved jeg ikke. En god tredjedel af publikum var i hvert fald unge.

Her i juni spiller Opera Baltycka Figaros Bryllup, Ariadne på Naxos, Halka af Moniuszko, og Verdis Macbeth. Balletten danser Romeo og Julie til Prokofievs musik samt Out af Izadora Weiss.

  • Besøg Opera Baltycka her.
  • Læs et resume af handlingen her.
  • Besøg Polska Filharmonia Baltycka her.
  • Mere om Gdansk og Polen her.
Foto: Anker Tiedemann