Var Coco og Igor virkelig så kedelige?

Unge Igor Stravinsky.

Instruktøren Jan Kounen kalder Coco Chanel & Igor Stravinsky for et kærlighedsdrama. Filmen begynder da også dramatisk 1913 i Paris. Coco, sensuelt spillet af Anna Mouglalis, arbejder med sine modekreationer, mens Igor Stravinsky er optaget af prøverne på sin balletmusik til Sacre du printemps.
Værket udløser en af teater- og musikhistoriens mest øredøvende skandaler, som Coco selv var vidne til i teatret, og som vi nu ser i en både flot og effektfuld filmatisering. Derefter munder mødet mellem de to moderne kunstnere ud i en affære af en eller anden art.

Mads Mikkelsen som komponisten Igor Stravinsky.

Rollen som den store russiske fornyer af musikkens sprog ligger unægteligt langt fra de anløbne typer, som Mads Mikkelsen tidligere har lagt skikkelse til, men sandt nok er der en vis lighed i Mikkelsens og Stravinskys ansigtstræk. Det er også alt, og det er fatalt. Da filmen holder sig på en mærkelig stereotyp overflade, som aldrig brydes af noget forsøg på at trænge ind i hovederne på Igor Stravinsky og Coco Chanel, lades man underlig kold. Hvorfor agerer de, som de gør? Hvad var de egentlig for personligheder? Stive og kedelige som her var de i hvert fald ikke.

Den velhavende Coco Chanel gav Stravinsky, kone og børn husly i sit prægtige hus, så han kunne få ro til at komponere i inspirerende rammer. Og vist er rammerne, møblementet og tøjet udsøgt, men så flot filmen end er, virker den ikke som mere end scrapbog set gennem en gammel, livstræt mands briller.
Den begynder lovende med Sacre-skandalen, men taber derefter pusten i en støt faldende kurve. Til sidst klinger den ud til et lille klaverstykke for børn, Les Cinq Doigts nr. 5, som Stravinsky skrev i sin ungdom. Man rejser sig og er sulten efter at høre mere af Stravinskys musik, for den lever til enhver tid.