Musikalsk skælv i Oxford

Videooptagelsen her er et uddrag af en fænomenal koncert, som i følge Guardians anmelder og reporter vil gå over i historien som en af alle tiders. At dømme efter det franske Medici.tv’s fantastiske optagelse, som kunne høres komplet her, giver man englænderne ret.

Berliner Filharmonikerne spillede 2. maj sin traditionelle Europa-koncert, som i år fandt sted i Oxfords smukke Sheldonian Teater, bygget i 1660’erne og kåret som en af Oxfords arkitektoniske juveler. Sheldonian’s intime akustik og særlige atmosfære blandt de 800 mennesker, der er plads til, er en unik oplevelse, som tydeligvis også prægede musikerne i det store tyske orkester, solisten Alisa Weilerstein og dirigenten Daniel Barenboim. Sammen forenede de alle deres erfaringer i et formidabelt samspil, som med følelse og nerve fik de velkendte værker af Elgar og Brahms til at virke stærkere og mere indtrængende, end jeg mindes at have hørt nogensinde i de 50 år, jeg har dyrket denne musik.

Først en klangskøn udgave af Wagners forspil til Tredje akt af Mestersangerne. Derefter kom amerikaneren Alisa Weilerstein på scenen som solist i Edward Elgar’s Cellokoncert – af gode grunde et værk, som Daniel Barenboim ellers har undgået siden hans første hustrus død i 1987. Jacqueline du Pré’s og Barenboims opførelser af netop Elgars vemodige cellokoncert blev jo nærmest symbolet på deres menneskelige og kunstneriske samarbejde. Nu vendte Barenboim så tilbage med værket – tilmed i Jacqueline du Pré’s hjemby Oxford. Betydningen af det forhold skal næppe undervurderes. Situationen må, som Guardians anmelder bemærker, have været skræmmende for Alisa Weilerstein, men medvirkede altså også til den intense kvalitet i hendes perfekte solospil.
Brahms Første Symfoni blev et kapitel for sig, og jeg kan ikke lade være at citere Guardian:
“The final chord of the Brahms is a case in point. On the page, this could hardly be a more familiar or a more simple musical idea – a fortissimo C major chord that the whole orchestra holds for a semibreve, the sort of thing you’ve heard hundreds, thousands, of times. But never like this.”

  • Hør hele koncerten her.
  • Læs Guardians anmeldelse her.