Fröst blæser liv i stor koncert

Kalevi Aho’s Clarinet Concerto composed 2005. Brilliant performed by Martin Fröst & Lahti Symphony Orchestra under Osmo Vänskä. Record Label: BIS. Also available as mp3 at eClassical.com.

Musikken stormer imod os i livtag af skarpt slebne akkorder, der kunne ledsage et action-drama i biografen. Her er spænding og konflikt, men også lange passager af stor skønhed, intens naturfølelse og sensuel varme – alt sammen tiltænkt og inspireret af hero’en Martin Fröst og hans musikalske mesterskab.

Det er en næsten ny klarinetkoncert, vi hører, og personligt hører jeg den som et af de sidste års mest fascinerende klassiske værker.  Komponisten er Kalevi Aho, som både er en institution og et fænomen i Finland. Til dato har han blandt meget andet skrevet 14 symfonier, 14 solokoncerter og fire operaer. En af symfonierne – den Syvende – kalder han en “insekt-symfoni”, som tager afsæt i hans egen satiriske opera ‘Insect Life’. Syret og grotesk spidder han vore dages narcissistiske, selvretfærdige livsstil og maler et indædt kritisk billede af verdens tilstand.

“In other words, I hate the way economic considerations always take precedence over everything else in making decisions in society, regardless of the irreparable destruction all this greed is wreaking on nature, the environment, us humans, other cultures, and animals,” 
forklarer Kalevi Aho.

Aho fortjener at blive spillet og oplevet, og så er han ikke engang modernistisk i traditionel forstand. I den instrumentale iklædning af sin musik gør han brug af alle mulige greb fra både fortid og nutid, og intet middel er ham tilsyneladende fremmed. Kendte klangvirkninger fra Gustav Mahler og Shostakovitch veksler med naturen i hans egen verden, som finder genklang ude i vildnisset natur højt oppe nordpå. Hans 8. Symfoni er eksempelvis inspireret af den rejse, han  foretog ene mand til Lapland og Barentshavets kyst, hvor midsommersolen svøbte det barske landskab i lys døgnet rundt.

Mennesker, samfund og natur – og konflikten imellem dem – er Aho’s evige tema. Og selv om han ikke er en af dem, jeg normalt lægger øre til, har Martin Fröst bevæget ham til at skrive et naturligt strømmende mesterværk, som også burde interesserede alle dem, der ellers blot ønsker at høre Martin Fröst spille de gode kendte stykker af Brahms og Carl Nielsen.

  • Mere om Martin Fröst HER.