Dresdens genopstandelse

Semper Oper. © JF – Klik billedet og se hele mit album.

Rejsebrev – 1: Historiens vingesus præger alt, man ser i Dresden. Og selv om dyre mærkevarebutikker og Vestens bilmærker for længst har erobret byen, er livsstilen blandt hovedparten af befolkningen i Sachsens gamle hovedstad roligere, venligere og mere imødekommende end i Wessiernes Tyskland. Ossiernes baggrund i det tidligere østtyske DDR fornægter sig jo ikke, eftersom 40 års liv og erindringer som DDR-borgere ikke uden videre lader sig fortrænge af de nye tider.
Faktisk blev vi mødt af løftede pegefingre, når vi luftede vores vestlige formodning om, at livet i DDR var gennemsyret af statslig indblanding og umenneskelig kontrol.
“DDR var meget mere end Stasi og pampere – det var også et godt liv for hovedparten af befolkningen,” fastslog den computeringeniør, vi talte med under en Elben-sejlads på den historiske hjuldamper Pirna.

Han medgiver dog, at journalister og kommentatorer, forfattere, kunstnere, forskere og andre kritiske røster, der kunne finde på at tale regeringen imod, nærmest blev mandsopdækket af Stasi. Så har manden virkelig ret i sin opfattelse af det gode liv i DDR?
Han synes i hvert fald at have ret i forhold til den kynisme, mange DDR-borgere føler, de møder fra vesttyskernes side. Selv om computeringeniøren har kunnet skifte sin lille pruttende Trabant ud med en brugt vesttysk VW Passat, mener han ikke, foreningen med Forbundsrepublikken har skabt bedre forhold. Jo, Berlin, Leipzig og Dresden klarer sig rimelig godt, men resten af det hedengangne DDR-land befinder sig i en misserabel forfatning, siger han. Det samme gælder det mentale landskab i folks hoveder.
“Den medmenneskelighed, som udfoldede sig i DDR, er ved at blive knust af det hektiske materielle sindelag, som Wessierne dænger i hovedet på os,” siger den tidligere DDR-borger.

Hans ord bekræftes af samtlige tyskere, jeg talte med om tiden i DDR. Fotografen Johnny Trash, som vi traf i et lille eksklusivt galleri i Dresdens Altstadt, er så led ved den vesttyske mentalitet, at han og kæresten overvejer at flytte op til venner i Sverige. Han voksede op i DDR og genkender hos sine svenske venner og deres landsby noget af det sindelag, han lærte at sætte pris på i Østtyskland.

  • Johnny Trashs patinerede sort-hvide fotografier er præget af slid, forfald og alderdom. Besøg hans interessante galleri her.

2: Fra Syvende sal i mit komfortable værelse i det topmoderne Ibis-hotel stod jeg en tidlig morgen og betragtede folk gå eller cykle på arbejde. Synet var rørende. Stille og roligt tog folk fat på deres rutiner, som om det altid havde været sådan, men det har det jo ikke.
I Anden Verdenskrigs sidste krampetrækninger blev Dresden bombet sønder og sammen af engelske og amerikanske luftstyrker. Og da samtlige bygninger i det kvarter, hvor vi boede, er opført efter 1945, kunne jeg ikke lade være at tænke på det tragiske luftangreb. Vi bor sgu lige her, hvor bomberne faldt tættest og udslettede alt, konstaterede jeg.

Hvilken rædsel. Flere end 300.000 mennesker omkom. Ikke desto mindre går livet videre, som om intet var hændt. Næsten. Inde i den gamle bydel, Altstadt, vidner sortbrændte sten i mange af de prægtige kirker, palæer og slotte, genopbygget gennem de sidste 50 år, om brandbomberne.
Tiden udsletter altså ikke gamle sår, men man forestiller sig gerne følelsen af helbredelse, hver gang et kendt bygningsværk genopbygges, og et klokkespil igen klinger på torvet. Er byens renovering lige så meget en restaurering af folks sind? Medvirker den til den venlige imødekommenhed, vi oplevede?

3: Turen ud til porcelænets by, Meissen, var et kapitel for sig. Byen ligger på et lille bjerg ved Elben, der krones af Schloss Albrechtsburg, grundlagt helt tilbage i 900-tallet, og Meissner Dom. Vi vandrede hele vejen op ad smalle brolagte stræder, der fik mig til at tænke på eventyret om Pinocchio i italienernes gamle Bergamo. På en gammel patineret kro, Grüner Humpen, spiste vi den bedste omgang gullasch, jeg nogensinde har smagt. Under måltidet traskede værtens fire drenge gennem lokalet med deres rygsække. De bor ovenpå og var på vej tilbage til skolen efter deres frokostpause. Den familiære nærhed bidrog til hyggen, som igen var præget af naturlig ro.

Påvirket af stedets gedigne karakter fortsatte vi vandringen hen til Meissens imponerende Porcelænsmuseum. Og efterhånden gik det op for os, at det ikke så meget er livsstilen fra de 40 år i DDR, som lever videre her, men at det mere er selve det sachsiske sindelag, som har overlevet sidste århundredes dramatiske politiske omvæltninger. Det kan overgangen fra DDR-mark til D-mark til Euro ikke lave om på.

4: Sammenfattende spørger man, om østtyskerne er endt som en “etnisk minoritet” i det genforenede Tyskland? Interessant nok fandt jeg kort efter hjemkomsten et svar i Information. Bladet refererer til arbejdsretten i Stuttgart, der netop har afgjort det penible spørgsmål.
Sagen skyldtes afslaget på en jobansøgning fra den 49-årige Gabriela S., der følte sig nedgjort som følge af sin baggrund i DDR. Hendes advokat påpegede i anklageskriftet, “at østtyskere har deres egne skikke og sædvaner, deres eget køkken og en særligt afgrænset østtysk dialekt. Kort sagt har østtyskerne deres egen kultur. Og på den baggrund kan man hævde, at østtyskere er en etnisk gruppering – endda en minoritet – i dagens Tyskland.”
“Den går bare ikke, fastslår retten. Etnisk identitet er noget, der opbygges over generationer, og da den østtyske stat ikke var levedygtig i mere end rundt regnet en enkelt generation, kan østtyskere således heller ikke siges at være en etnisk gruppering med egne skikke og sæder.”

Dommen får næppe nogen beroligende virkning på de mange, mange østtyskere, der vitterligt føler sig diskrimineret i dagens Tyskland. De har et dejligt land, spækket med kunst og kultur, men de udfordres på livet af sammenstødet mellem en næsten ufattelig skæbnehistorie og en ny tid.

  • Læs hele historien her.
  • Officiel hjemmeside om Dresden her.
  • Besøg Meissens turist-information her.
  • Mere om Tyskland her.
  • Rejsebrev fra Berlin her.