Verdens lykkeligste folk fryser

“Vi var her ved årtiets afslutning havnet i en mental klimakatastrofe uden svar på spørgsmålet, om man ved at bekæmpe terrorisme kan risikere selv at blive terrorist? Og om man ved at bekæmpe fremmedhed kan risikere at blive fremmed for sig selv? Var det på tide, at det gamle våbenkapløb blev afløst af et klimakapløb, hvad angår nytænkning inden for alle livs-sfærer?” skriver Suzanne Brøgger i Informations Moderne Tider.
Forfatteren kigger tilbage på det nye milleniums første årti, der sendte rygerne ud i kulden og Danmark i krig mod terror. Og det gør hun så godt, at jeg efter intens læsning udstødte et lettelsens suk, som det jo er, når det lykkes et andet menneske at bevæge de indre strenge med den sandhed, man selv oplever.

Jeg nikker også genkendende til følgende iagttagelse:
“Ved 00’ernes begyndelse stod befolkningen tilbage, vred og identitetsløs. Det var blevet umuligt at kende forskel på højre eller venstre, høj eller lav, op eller ned. Og det blev dårlig stil – elitært – at sige, at der er forskel på Bachs kantater og stafylokokker.”

Her 10 år efter er situationen jo ikke blevet bedre – snarere tværtimod. Intet er så pænt og ordentligt, som det ser ud.

  • Læs Suzanne Brøggers fremragende essay her.