Peders blik

Peder RosenstandI dag i Karlebo Kirke tog vi bevæget afsked med en gammel ven og forbundsfælle, kunstmaleren Peder Rosenstand, som stille og roligt endte sit tornede liv i en alder af 73 år. Mødre og veninder, børn og børnebørn, familie og venner, fyldte kirken og sagde farvel til dette menneske, der i afgørende perioder af vores liv havde betydet meget for os. Vi holdt af ham, selv om han var skruet sådan sammen, at normalt samspil og samliv ikke var muligt. I den grad zig-zagede han ind og ud af både vores og sit eget liv, at han blev lige meget ånd og fænomen som medmenneske – fjern og nær, og dog altid aktør i vores liv. For i den sære blanding af skabende liv, varme og fravær, der udgik fra ham, tvang han os til at tage stilling – til ham og til os selv.

Ingmar Bergman, den svenske iscenesætter som drog i eksil på Fårö, var hans imaginære lidelsesfælle. Selv trak Peder sig tilbage til sit lille Blå Hus i Rødvig på Stevns, hvor han indrettede et smukt hjem. Dér levede han sine sidste år som konge i sin egen ensomme verden, men når han åbnede døren og tog imod, blev man mødt af det glødende blik, du ser her.

Uhyret
“Hans eget personlige uhyre står på lærredet. Kunstneren må slå sig selv i stumper og stykker. For atter engang at samle alle sine sønderskudte sinds-dele i et skønhedsmættet puslespil,” forklarede Virtus Schade i bogen om Peder Rosenstand: “Det exploderende sind”.
“Tribadernes nat” (billedet herunder) er med i bogen. Det er et af hans rigtig gode malerier, som siger mere om Peder end mange ord. Man fascineres af bevægelighedens drama og de æstetisk dybe farver, alt imens man stadig stærkere oplever den tilstand, billedets tre personer befinder sig i. Der er snert i spændingerne, musik i formerne, skønhed i farverne.

På gulvet i sit atelier på Auderødgård noterede han med sort maling på en tyk pensel ordet Angsten. Den lurede altid og udløste jævnligt rablende falbelader, hvoraf nogle kendes fra filmens verden. Ikke desto mindre bænkede man sig hyggeligt i nærheden af det grumme memo og lod sig beværte med øl fra kassen. Sort humor og megen latter fyldte rummet, kloge ord blev udvekslet, frygtsomheden afvæbnet i det gode selskab.
Peders lærreder omgav os. Pensler, farver, store bogværker og vaser med friske blomster var indenfor rækkevidde i en duft af terpentin, piberøg og Old Spice, og udenfor bredte Auderøds milde marker sig. I en vis forstand fristes man til at sige, at Peders atelier på Auderødgård var hans største kunstværk: Den perfekte iscenesættelse af en drøm om liv og skabelse, mulighedernes kunst.

Han malede øjne, der så på os, ofte provokerende eller anklagende. Runde former af sanselig frodighed, øjne, sol og kvindebryster, men også værker i det helt store format. Jeg elsker hans solmættede, røde landskab, der prydede væggen i hans stue i Rødvig. Måske malede han til sidst kun for sig selv og hengav sig til “fantasiens umættelige filmspole”, hvor drømmene og den svære virkelighed smeltede sammen og blev den historie, der var ham.

Trods alle modsætninger og paradokser vidner kredsen af søde børn og børnebørn om stor frodighed, og jeg kan ikke mene andet, end at en skæv personlighed, der efterlader sig sådanne gaver, aldrig kan kaldes umulig. – Vi vil savne dig.

"Tribadernes nat" fra 1977.
“Tribadernes nat” fra 1977.

En mening om “Peders blik”

  1. Hvor trist at Peder er væk. Jeg havde ham på Holte Børnehaveseminarium, og årene efter, mens jeg boede i Hillerød, kom jeg daglig og malede, ligesom jeg også deltog i kurser på Auderødgård. Æret være hans minde, og hilsen til Cæcilia.
    Hanne Bonde.

Der er lukket for kommentarer.