Turangalila som karneval

Turangalila betyder ’Kærlighedssang’ eller ’hymne til glæden’, som var det, Olivier Messiaen ville med sin symfoni. Den forunderlige franskmand ville bringe “en overmenneskelig glæde, overstrømmende, blændende og umådelig” til fuld udfoldelse, og disse stikord levede den spanske gæstedirigent Juanjo Mena og DR SymfoniOrkestret også op til ved torsdagskoncerten. De gik så stærkt til biddet, at musikken nærmest formede sig som et karneval på vej gennem Edens have.

Klik billedet og hør Riccardo Chailly’s indspilning.

Nogle af værkets kritikere kalder Turangalila overlæsset i både volumen og spilletid. Betagelsen er altså ikke ubetinget, men symfonien kan godt tæmmes uden at miste lidenskab. Det viser Riccardo Chailly, Concertgebouw-orkestret og pianisten Jean-Yves Thibaudet på min yndlingsindspilning. Her er både fest og poesi i fint afstemt balance i det mægtige symfoniorkester, der også tillader det spøjse elektroniske Ondes martenot at folde sig ud som skønhedens og sanselighedens instrument.
Sådan går man ombord på rejsen gennem Messiaens eksotiske landskab. Man giver sig hen, danser med de forelskede og elsker med de elskende i Kærlighedens have.

  • Hør torsdagskoncerten på P2 HER.

Loving Vincent van Gogh

Loving Vincent er verdens første oliemalede spillefilm. Med moderne digital animationsteknik bringer den Vincent Van Goghs kunst i bevægelse som et levende maleri i kunstnerens egen stil.
Det virker besnærende. Trailerens eksempel er i hvert fald så interessant, at man bliver nysgerrig.

Filmen er en fortælling om den berømte kunstners komplicerede liv og kontroversielle død, skabt på grundlag af forskning i henved 800 personlige breve. 125 specialuddannede malere har udført filmens 65.000 malede rammer, og rigtige skuespillere lægger ansigt og skikkelse til filmens personer.
Loving Vincent cirkulerer i øjeblikket rundt om på internationale filmfestivaler. Den 9. oktober får den dansk premiere ved CPH PIX i Empire Bio.

  • Mere om filmen på IMDb HER.

En venlig troldmand på 90 år

Nogle ældre mennesker gider simpelthen ikke blive gamle. Herbert Blomstedt er en af dem. Ved den forgangne uges torsdagskoncert dirigerede den nu 90-årige herre DR SymfoniOrkestret i et rent Mendelssohn-program, hvor ouverturen til Hebriderne og symfonierne Den italienske og Den skotske lød, som var de dirigeret af en veloplagt ung mand.
Erfaring og lidenskab er jo i Blomstedts tilfælde en lykkelig kombination. Enhver frasering formes og betones i balance mellem præcision og personlig entusiasme, som både tilgodeser Mendelssohns smukke melodier, musikkens drama og værket som helhed. Livfuldheden er uimodståelig.

Hvordan får han orkestret med sig? Forklaringen kommer, når man ser ham dirigere. Inspireret af talrige koncertoptagelser med ham på Internettet havde jeg placeret mig i salen, så jeg kunne se ham forfra, og fra musikernes synsvinkel er man ikke tvivl om noget.
Troldmanden Gandalf i Ringenes Herre kan godt gå hjem og lægge sig – Blomstedt er mere overbevisende. Hele hans skikkelse udstråler en målbevidst intensitet, som sammenfatter alt det, et langt liv på koncertpodiet har lært ham. Og hvad han ikke gør med hænderne, fremgår af blikket, som konstant søger kontakt med musikerne. Fra hans aura strømmer en venlig indbydelse til samarbejde, hvormed han gør sig til musiker blandt musikere.
Sådan skabte han og DR SymfoniOrkestret en begivenhed, man går til koncert for at opleve.

Da Herbert Blomstedt i de musikalsk spændende år 1967-77 var DR Symfonikernes chefdirigent, stod hans tolkning af Sibelius symfonier blandt de bedste og mest givende i hele den musikalske verden. Og fra sin tid med San Francisco Symfonikerne var hans indspilninger af Mendelssohn, Bruckner, Carl Nielsen, Beethoven, Schubert, Brahms og Franz Berwald eksempler på hovedsøjlerne i det repertoire, han dyrkede i tiden efter.
I rækken af førsteopførelser i Danmark glemmer jeg heller aldrig, da Blomstedt og cellisten Erling Bløndal Bengtsson præsenterede Witold Lutoslawski’s store Cellokoncert for det danske publikum ved en udsolgt Torsdagskoncert i Radiohuset. I en magisk stemning oplevede vi noget nær en opera af instrumental dialog, som åbnede nye musikalske perspektiver.

Vi har meget at takke Herbert Blomstedt for. Han er en af musikkens store gamle, og han lyser endnu.

NB: Desværre er indtrykket i radioen anderledes. DRs producer valgte en alt for rumlig lyd, hvor violin-grupperne lyder påfaldende spinkle og ude af klanglig balance med det øvrige orkester.
Jeg ved ikke, om ideen er at producere koncerterne for folk, der lytter på mobiltelefon eller en lille DAB-radio med en højttaler på størrelse med en te-si. Jeg foretrækker i hvert fald stadig mine gode B&W-højttalere, og dem tilgodeså DR lydproducere altså ikke ved genhøret forleden i P2.

  • Koncerten med Herbert Blomstedt og DR SymfoniOrkestret kan ses på TV-kanalen DR K på søndag den 24. september kl. 20.
  • Hør koncerten på radiokanalen P2 HER.
  • Se DR Symfoniorkestrets sæsonprogram HER.

Musikalske klarsyn

Violinisten Julia Fischer og chefdirigenten Fabio Luisi gjorde aftenens torsdagskoncert til en fascinerende oplevelse af skabelse i feltet mellem klassisk tradition og fornyelse.

Julia Fischer spiller Henze. Klik billedet og hør koncerten på P2.

Hans Werner Henzes “chaconne” af en violinkoncert fra 1977 – den første opførelse her til lands – gik lige ind som et betagende spil, der tager udgangspunkt i den italienske barokkomponist Tomaso Vitalis Chaconne i g-mol. Som værket skrider frem, væver Henze underfundigt og virtuost sin egen opfattelse ind i det historiske stof. Dermed gør han sin koncert til en proces, hvor et kærligt minde bliver til personlig erkendelse med de spændinger, der uvilkårligt følger med på vejen ud af nostalgien.
Henzes koncert hedder egentlig Il Vitalino raddoppiato efter Vitali, der blev kaldt Vitalino, her “fordoblet” med Henze selv. I dag kan vi glæde os over, at Julia Fischer giver hans usædvanlige musik sin hengivne varme med sit tindrende klare spil. Sammen med DR SymfoniOrkestrets veloplagte musikere og Fabio Luisi overbeviste hun om, at Henzes violinkoncert fortjener en fast plads i repertoiret side om side med de gængse klassiske værker.

Efter en lang pause fortsatte DR SymfoniOrkestret med Carl Nielsens store Femte Symfoni, som musikerne kender ud og ind. Nielsens Femte er “hjemmemusik”, men For italieneren Fabio Luisi var det første gang, han dirigerede den.
”Carl Nielsen og jeg har et kærlighedsforhold, som er nyt og fuldt af begejstring. Jeg går på opdagelse i ham og elsker ham – og jeg håber, han også elsker mig,” siger Fabio Luisi i programbladet.
Det tror jeg, Carl Nielsen gør i sin himmel, selv om Fabio Luisi afbalancerer Nielsens lyd på sin egen personlige måde. Han civiliserer så at sige dramaet, så det både får mere bid og varme. Usentimentalt benytter han sin autoritet på podiet til at fremtrylle detaljer, der fremhæver og nuancerer symfoniens kildevæld af brillante ideer, hvor især første-satsen er et højdepunkt af symfonisk skabelse.
Orkestret var med ham. Den vilde Nielsen blev tæmmet, klanggrød erstattet af klarhed. Måske benytter Luisi sin nyvundne erfaring til at revidere nogle detaljer i sin tolkning, men retningen er klar: Luisi gør Nielsen skarp og giver et kvalificeret bud på fremtidens fortolkning. Vanens magt brydes – bravo!

  • Se koncertprogrammet HER.
Klik billedet og se DR Symfoniorkestrets sæsonprogram.

Godt at DR SymfoniOrkestret er på banen med en ny serie torsdagskoncerter. Jeg ser allerede frem til at høre veteranen Herbert Blomstedt dirigere Mendelssohns Fjerde Symfoni “Den italienske” og nr. 3 “Den skotske” næste uge. Derefter venter Messiaens mægtige Turangalila-symfoni og operaen Hertug Blåskægs Borg af Bela Bartok.

Kær gæst fra skoven

Som nabo til skoven er det en glæde at følge den lille rå familie, som jævnligt besøger haven. Efter al den regn, vi har døjet med denne sommer, bruger moder Rå og hendes lam haven som et fristed, hvor de kan tørre, når det passer solen at titte frem. Det er hyggeligt at have dem på besøg, og det gør indtryk at mærke den vagtsomme fortrolighed, hvormed moder Rå følger min færden ved huset.

I år har hun følgeskab af ét lam – en rigtig lille Bambi, som hopper og danser rundt fuld af mod på det hele.

Proms uden Brexit 2017

Klik billedet og lyt i BBCs iPlayer: Søg koncerter, sendt i Radio 3.

Londons Royal Albert Hall summer igen af internationalt musikliv i en ny serie promenadekoncerter. Det kan godt være, et flertal af englændere har stemt sig ud af Europa, men det store opbud af gæstende musikere og sangere vidner om en ganske anden ånd end Brexit.

Den nu 70-årige komponist John Adams, som spilles ved seks promenadekoncerter i London.

First night at the Proms lagde ud med John Adams stort anlagte ungdomsværk Harmonium fra 1980, som bygger på en idé om en mængde korstemmer, der surfer på orkestrets bølger. Anledningen er fejringen af den amerikanske komponists 70 års fødselsdag, som sætter ham på programmet ved seks promenadekoncerter i London.
Endnu bedre var oplevelsen af Adams tre kvarter lange symfoni Naive and Sentimental Music, som Esa-Pekka Salonen og Philharmonia Orchestra spillede til ny succes ved Prom 24 den 2. august. Værket har form som en symfoni, hvor Adams slipper sin egen “naive” umiddelbarhed løs i et medrivende og rørende spil i det helt store format.
Vi sendes ud på en eventyrlig rejse, der begynder som en ubekymret slentretur på harpernes rytme og munder ud finalens stormende liv for fuldt orkester med klokkespil, gjaldende horn og jazzy rytmer. Man er simpelthen nødt til at swinge med på symfoniens stigende intensitet.
Midt i det hele varmer man sig ved Anden-satsens sansning af “kærlighedens have”, som blidt strømmer fra en øm solo for el-guitar svøbt i fine strygere. Virkningen er fabelagtig – tidløst transcenderende ligesom “kærligheden søvn” i Messiaens Turangalila-symfoni.

“Naive and Sentimental Music” er tilegnet dirigenten og komponisten Esa-Pekka Salonen, som har indspillet værket med sit daværende orkester Los Angeles Philharmonic. Klik billedet og hør eksempler fra indspilningen.

Lige siden operaen Nixon in China og værker som Shaker Loops, Short Ride In A Fast Machine og den muntre Lollapalooza har John Adams haft sin faste plads i min musikalske verden. Han appellerer både til følelse og tanke, og gør det med sympatisk direkthed og klassiske midler, man gerne lukker ind og tager til sig – måske også fordi, hans univers bygger bro mellem tradition og fornyelse, kunsten og den almene hverdag. Jeg tror, Adams kan lide mennesker og gerne vil have et bredt publikum.

Herligt derfor at BBC Proms i år fremhæver ham på promenade-festivalens program.

  • Hør Naive and Sentimental Music HER.
  • Læs mere om musikken i John Adams interessante essay HER.
  • Besøg BBC Proms hjemmeside HER.

Kampen for at komme hjem

DUNKIRK: Overvældende! Et menneskeligt drama af de helt store dimensioner, hvor den britiske filmmager Christopher Nolan og hans audiovisuelle specialister, fotografer og lydfolk, virtuost fører os helt ind i hjertet af flugten fra død og ødelæggelse. Tilmed i en biograf, hvor sæderne ryster i takt med kampene.
Vi så Dunkirk i Nordisk Films nye biograf Supreme i Lyngby, der tilbyder det nyeste nye i film- og lydteknik foruden den bedste komfort i nye justerbare lænestole. Så selv om jeg som regel afskyer medieverdenens effektfulde bombardementer, er betagelsen af den nye Dunkirk-film total.

Tilbage i 2011 var Christopher Nolans Inception og historien om tyveri af drømme fra søvnens dyb det store trækplaster, dog uden rigtig at indfange mig. Nolans Interstellar var stærkere: En gruppe astronauter søger efter en ny verden i stedet for den gamle på vores egen kære Jord, der bliver ubeboelig som følge af menneskehedens forurening og klimaforandringer. Med Dunkirk kommer mesterværket:
Det er Nolans hidtil bedste film, nærmest et kunstværk, som konsekvent skræller Anden Verdenskrigs propaganda om “sejren ved Dunkirk” væk. I stedet betones netop det, der er værd at huske i dag 77 år efter, først og fremmest krigens gru og soldaternes lidelser samt, ikke mindst, den heroiske indsats fra den armada af engelske fiskere og ejere af små lystbåde, der sejlede hæren til undsætning i Dunkirk efter den militære katastrofe.
Propaganda-vinklen på Dunkirk tager Lone Scherfig jo i øvrigt op i sin nye film Their finest Hour, der betoner propagandafilmens rolle i krigstid, hvor det gælder om at holde moralen oppe og håbet i live. I den forstand kunne man jo godt tale om en sejr, eftersom det faktisk lykkedes at sejle hovedparten af den britiske hær hjem.

I en tid, da politikerne og fjernsynet kværner løs døgnet rundt med tirader af ord og fake news, udtrykker Nolan sig i et storstilet billed- og lydsprog, hvor Hans Zimmers dystre musik giver grundtonen. Dialog er der jo ikke meget af i Dunkirk. Hellere action end snak, synes Nolan at mene. Til gengæld gør han en ny ung skuespiller, Fionn Whitehead, til den hovedperson, man følger fra først til sidst. I ham fandt Nolan arketypen på en sej engelsk soldat, der som et jaget dyr kæmpede sig vej gennem kaos og fandt sin vej tilbage til England – og som samtidig ligner en af vore egne unge, man identificerer sig med i dag.

Vi strider med soldaterne, vi flyver Spitfire med piloterne, og vi kommer tæt på den far (Mark Rylance), der husker Første Verdenskrig, og som sammen med sin søn (Tom Glynn-Carney) og en stor dreng sejler ud for at hente så mange soldater hjem, som båden kan rumme.
Tyske soldater ser vi kun skyggen af sidst i filmen. For det er ikke så meget briternes og franskmændenes kamp mod nazi-Tyskland, det handler om. Det er især selve situationen – flugten, soldaternes lidelser og evakueringen af over 300.000 britiske soldater på trods af en umulig situation.
“Bring me home,” stønner Fionn, da han omsider samles op ude på åbent vand. 

Christopher Nolan påstår, at han har disponeret filmen uden politiske bagtanker. Alligevel virker det som en bevidst drejet henvisning til nutidens konflikter, at man efter filmen kommer til at tænke på både Brexit og ulykkelige menneskers flugt fra krigszoner i det hele taget. Sådan er Nolans mesterværk altså mere end bare underholdning. 

  • Læs en tankevækkende artikel i Guardian om, hvordan film former Storbritanniens identitet i den aktuelle Brexit-æra, HER.