Bournes Svanesø er rå og stærk

Har man set noget lignende? Nej! Matthew Bournes herlige tolkning af den klassiske ballets store ikon – Svanesøen – er både vittig og truende, lyrisk og vild. Og selv om dens historie går tilbage til premieren i 1995 på Sadler’s Wells-teatret i London, fascinerer den stadig. Den tragiske finale griber tilmed og går – helt anderledes end i de traditionelle udgaver – direkte til hjertet.

Normalt venter man at se svanerne danset af kvinder, som om svaners yndefuldhed er et billede på selve det feminine væsen. Her hos Bourne danses svanerne imidlertid af mænd i fjerede hvide bukser.
Det får nogle til at tro, at optrinnene med den kærlighedssøgende prins og svanernes magiske leder, er udtryk for homoseksualitet. Bourne minder os bare om, at svanernes elegante hvide former og store, stærke vingefang gør dem farlige. Som de glider rundt på søen, skaber de illusionen af fredfyldt skønhed, men er faktisk vilde krigere, der kan provokeres til at hakke en mand ihjel. For os mennesker har de heller intet køn. Så svaner man vel lige så godt danses af mænd som kvinder.

Hele forestillingen kan i dag ses på YouTube, hvor jeg har nydt det fantastiske spil gentagne gange på fjernsynets store skærm via Apple TV. Læg også mærke til, hvordan Bournes moderne, klart strukturerede iscenesættelse styrker Tchaikovskys geniale musik.

  • I forestillingens første halve time opleves Prinsens frustrationer over sit liv uden kærlighed ved hoffet og sin iskolde mor. Scenerne med svanerne begynder 37 minutter inde.

Endelig forår

Foråret er unægtelig en kold omgang. Ikke desto mindre synger fuglene alle om forår inde i skovbrynet, og solsorten har aldrig lydt lykkeligere.

Ahh, så overlevede vi endnu et langt vinterhalvår. Det er som at begynde forfra på en frisk. Modet på det hele vender tilbage, og selv om aviserne, radio og tv beskriver den ene krise efter den anden og sætter alt til diskussion, er oplevelsen af naturens processer svært beroligende:
Nej, vores civilisation er endnu ikke bukket under. Og nej: Naturens vækst er trods alt endnu ikke ødelagt af det skidt, mennesker efterlader sig.

Frygtspredning

Åh… har vi ikke snart fået nok af de overdrevne trusselsbilleder, som den politiske højrefløj dænger i hovedet på os. Orker vi mere hadesnak fra debattens antimuslimske gyllekor? Kan vi længere acceptere at blive spist af med de alt for enkle svar på komplicerede problemer?
Nej!
I stedet kunne vi med fordel bruge tiden på at dyrke ideerne om samarbejde, international samhandel og kultur, som med møje og besvær er bygget op siden den gang, da nazisternes krig mod verden efterlod Europa lige syd for Danmark som en bunke ruiner.

Drømmen om Danmark – Aage Rasmussens Danmarks-plakat.

Alt er jo sagt og forudsagt for længe siden. Da Suzanne Brøgger i 2010 så tilbage på den oprivende Fogh-æra, skrev hun i Information:
“Vi var her ved årtiets afslutning havnet i en mental klimakatastrofe uden svar på spørgsmålet, om man ved at bekæmpe terrorisme kan risikere selv at blive terrorist? Og om man ved at bekæmpe fremmedhed kan risikere at blive fremmed for sig selv?
Suzanne Brøgger appellerede til nytænkning inden for alle livssfærer, men nej. Den nationale massakre på fornuften, kulturen og værdierne fortsætter. Vi befinder os efterhånden i en krigstilstand, ikke mod Putin og EU, men mod os selv. For det er ikke så meget de fremmede, indvandrene og de ulykkelige flygtninge fra det sønderbombede Syrien, men vores reaktion på dem, som truer vores kultur og værdier.

Misbrugen af skræmmende trusselsbilleder er jo ikke noget nyt, men at løgnen bliver en anerkendt “genre”, der tilmed foregår i al åbenhed, er en utrolig udvikling. Sidste år holdt begrebet “fake news” sit indtog i medierne. Først lykkedes det at lyve sig til en britisk beslutning om at forlade EU, dernæst at lyve sig til at blive valgt til USA’s præsident.
Hvorfor tror folk på vrøvlet, selv om al sund fornuft viser, at meget af det, folk som Brexits store mund Nigel Farage og den amerikanske oligark Donald Trump spreder, er noget manipulerende vås?
Her i Danmark hyggede Støjberg sig med et kagestunt, som markerede endnu en stramning for udlændinge. Dermed demonstrerede Støjberg eftertrykkeligt sin komplette mangel på empati overfor de mange menneskeskæbner, hun forvalter i sit embede som Udlændinge- og integrationsminister, hvilket meget passende fik den tyske avis Bild til at kalde hende “Trumpine” efter Trump.

Behøver vi virkelig være sådan nogle røvhuller? spørger Carsten Jensen i en kronik i Politiken.
Det gør vi naturligvis ikke, men en svag regering som den nuværende formår åbenbart ikke andet, når den kun har magten i kraft af et tvivlsomt forum som Dansk Folkeparti, der gerne bryder ædle idealer ned til fordel for den reaktionære nationalistiske dagsorden, partiet deler med kolleger som Geert Wilders i Holland og Marine Le Pen og hendes Front National i Frankrig.
Så er der større fremtidshåb at skue i Angela Merkels og Martin Schulz’ Tyskland.

  • Læs Carsten Jensens fine kronik HER.

Til minde om en engel

Leonidas Kavakos & Fabio Luisi
Leonidas Kavakos og Fabio Luisi under en prøve med DR SymfoniOrkestrtet.

Med sit lange hår og alvorsfulde, skæggede ansigt ser han ikke just cool ud, men tag ikke fejl: Denne græker er en af de mest tjekkede violinister her på kloden. Derfor modtog Leonidas Kavakos torsdag Leonie Sonnings Musikpris ved en enestående koncert med DR SymfoniOrkestret og chefdirigenten Fabio Luisi.

Højdepunktet var så afgjort Alban Bergs Violinkoncert fra 1935 “Til minde om en engel” – et af de værker, Kavakos spejler sig selv stærkest i. Han tolker dramaet mellem skønhed, katastrofe og sorg, så man forstår dybden i Bergs trøstende brev til Alma Mahler Werfel:
“Jeg vil ikke i et brev forsøge at finde ord, hvor sproget svigter … Og dog: En dag – endnu før det frygtelige år ender – kan du og Franz Werfel i et partitur dedikeret mindet om en engel høre lyden af, hvad jeg føler, men intet udtryk finder for i dag.”
Englen i Bergs Violinkoncert er Alma Mahler og Walter Gropius’ datter Manon Gropius, som i en alder af kun 18 år døde af polio. Berg var en nær ven af familien og delte forældrenes sorg. Musikalsk resulterede det i den mageløse violinkoncert, hvis karakter nok også har en vis sammenhæng med den sorte skygge, som den fremstormende nazisme kastede over stadig større dele af Europa.

Med en fuldstændig enestående tæft for hver en bevægelse i musikken følger og løfter Kavakos hver en frase, så man nærmest sidder og gyser af bevælgelse. Det var i enhver forstand exceptionelt.
Ledsaget af et veloplagt orkester og deres medlevende dirigent fulgte en stringent opførelse af Brahms’ Violinkoncert. Det kalder alt sammen på genhør:

  • Besøg koncertens udsendelsesside HER.
  • Se og hør koncerten i DR TV, når den en dag dukker op, HER.

Avanceret show åbnede Hamborgs ElbFilharmoni

Åbningen af den længe ventede Elbphilharmonie i Hamborg var en helt speciel oplevelse for publikum i salen og for os, der fulgte med i NDRs direkte TV-transmission. Jeg er lige ved at tro, TV-udsendelsen gav det bedste indtryk af begivenheden, fordi musikprogrammets fascinerende rejse blev fulgt af billeder både inde fra koncertsalen og udenfor, hvor et farverigt lysshow fulgte musikken synkront med dens dynamik, så hele den mægtige bygning udstrålede liv og kultur. Ingen tvivl: Hamborg har fået et nyt vartegn og en opsigtsvækkende attraktion.

  • Se og hør Nordtysk TVs video med lysshow på Elbphilharmonie HER.

ElbFilharmonien har navn efter floden Elben og er bygget ovenpå en lagerbygning i den moderne og meget priste HafenCity. Bygningsværket har været undervejs i 10 år, og den store budgetoverskridelse, som altid kendetegner kulturelle prestigebyggerier, var her ved åbningsfestlighederne blot et parentes. Tværtimod troppede det tyske parnas op til åbningskoncerten med den musikinteresserede kansler Angela Merkel i spidsen, og de så alle glade og stolte ud. For Elbphilharmonie er endnu en juvel i tysk kulturliv, sagde forbundspræsidenten i en tale.

Efter at have hørt de første to af programmets tre ørekrævende dele erkendte kansleren ganske vist i NDR Fjernsyn, at hun aldrig havde hørt noget lignende, og at hendes personlige interesse især omfattede wienerklassiske komponister som Mozart og Beethoven. På den anden side forsvarede Angela Merkel den raffinerede mosaik af vidt forskellig musik fra for- og nutid, som uden pauser gled over i hinanden – fra Benjamin Brittens rørende obosolo “Pan” til den jublende finalesats i Messiaens Turangalila-symfoni, og fra Wagners forspil til “Parsifal” over til finalen af Beethovens Niende Symfoni via et nyt værk af Wolfgang Rihm. For historisk arvegods og nutidig musikkultur udlukker jo ikke hinanden. De er hinandens forudsætninger og dermed hele ideen med ElbFilharmonien.

Den musikalske mosaik var en dristig disposition af Thomas Hengelbrock, den sympatiske chefdirigent for NDRs Elbphilharmonie-orkester. Det virkede som om, han realiserede en drøm eller utopi, som matchede koncerthuset, dets specielle arkitektur, historie og de akustiske muligheder i den store koncertsal. Usædvanligt ja, men også betagende, fordi programmet var sammensat med så megen finfølelse.

  • TV-transmissionen viste udmærket, hvor stærkt de skiftende fokus mellem solisterne oppe bag publikum og Elbphilharmonies Orkester nede på podiet virkede. Se HER.

Tyskernes evne til at bygge og skabe i den helt store stil er beundringsværdig. I Hamborg åbnede de deres nye kulturelle vartegn med et supermusikalsk show, hvis toner var så intense, at bygningsværk, musik og lyseffekter gik op i en højere enhed. Der var noget at nyde både for feinschmeckere og almindeligt nysgerrige. Herefter kan politikerne med god samvittighed træde ud af filharmoniens rampelys og byde publikum velkommen.
Hvad koster det så at komme indenfor i den nye herlighed? Tja, en koncertbillet beløber sig til mellem ca. 650 kr og 150 kr. – et prisniveau, det danske publikum kender hjemmefra.
Det skal blive interessant en dag at tage turen til Hamborg, og selv opleve det nye koncerthus. Samtidig er jeg glad for, at vi på trods af alt fik DRs Koncerthus i København, hvor den store gyldne sal er en hidtil uovertruffen oplevelse.

  • Besøg Elbphilharmonies hjemmeside HER.
  • NDR Elbphilharmonies Orkester og chefdirigenten Thomas Hengelbrock på YouTube.
  • Læs den danske presseinformation HER.

Turen mod lyset

Opslugt af stilheden stod jeg og nød en eftermiddagstime på Kobroen over Mølleåen ved Frederiksdal, da en kajakroer brød roen. Manden padlede ind under broen, og fascineret fulgte jeg hans elegante sejlads videre frem mod Frederiksdal.

Billedet markerer vintersolhvervet 22. december. Her først i januar er lyset så småt ved at vende tilbage, og nu er dagen tiltaget 7 minutter. Lad bare frosten bide derude med sine 7 minusgrader, når bare solen skinner, som den gør denne smukke morgen.