Endelig forår

Foråret er unægtelig en kold omgang. Ikke desto mindre synger fuglene alle om forår inde i skovbrynet, og solsorten har aldrig lydt lykkeligere.

Ahh, så overlevede vi endnu et langt vinterhalvår. Det er som at begynde forfra på en frisk. Modet på det hele vender tilbage, og selv om aviserne, radio og tv beskriver den ene krise efter den anden og sætter alt til diskussion, er oplevelsen af naturens processer svært beroligende:
Nej, vores civilisation er endnu ikke bukket under. Og nej: Naturens vækst er trods alt endnu ikke ødelagt af det skidt, mennesker efterlader sig.

Ali Ufki og de hellige broer

Sacred BridgesLad os en stund glemme konflikterne og lytte til det grundlæggende: King’s Singers’ musikprojekt “Sacred Bridges” er en udtryksfuld musikalsk markering af forbindelserne mellem tre af verdens store religioner: Jødedom, Kristendom og Islam. Hensigten er at vise, hvordan jøder, kristne og muslimer synger og lytter til de samme menneskelige budskaber om sorger og glæder, tilståelse af synder og lovprisning af Gud. Man lytter betaget, og er man ikke helt blokeret af de aggressive politiske konflikter, der skiller os fra medmennesker i andre dele af verden, er det umuligt at acceptere de hellige broers fald.

Størst indtryk gør salmerne af Ali Ufki, især Psalm 9, som høres i musikeksemplet herover. Hans historie er i det hele taget bemærkelsesværdig:
Ali Ufki kom fra Polen og hed egentlig Wojciech Bobowski. Han blev født 1610 for sidenhen at blive kendt som den lærde Ali Ufki i Konstantinopel. Som et fascinerende eksempel på øst-vestlig kulturformidling i det 17. århundrede blev han guide i det nære Østens forhold gennem sit arbejde som ottomansk oversætter af europæiske sprog for tyrkiske og arabiske autoriteter. I dag kendes han især for sine bibel-oversættelser og salmer, som han noterede i det modale tyrkiske system.

Solgt som slave til sultanen.
Hvad bragte Bobowski til Konstantinopel? Som dreng voksede han op i en protestantisk familie i byen Lvov, hvor han blev uddannet som kirkemusiker. Det fredelige arbejde sikrede ham dog ikke imod uro fra omverdenen. Krims tatarer var på krigsstien, og under et angreb blev den 18-årige Bobowski taget til fange.
Hvad kunne tatarerne mon bruge sådan en fredelig musikalsk fyr til? Jo, han var penge værd. Grundet sin musikalske uddannelse kunne han sælges, og sultanen Mehmed IV’s hof i Konstantinopel kunne bruge ham.
Sultanen gav ham en omfattende uddannelse, hvorefter Bobowski fandt sin plads som en af hoffets mest skattede kulturformidlere. Selv blev han så fascineret af tyrkernes religion og kultur, at han konverterede til Islam og tog navnet Ali Ufki.

Det lyder som en historie fra 1001 Nats eventyr, men er ganske vist. Selv efter at sultanen gjorde ham til en fri mand, blev han i Mellemøsten og fortsatte sine religiøse studier. I et forsøg på at skabe forståelse mellem den østlige og vestlige verden oversatte han flere hovedværker. I et skrift på latin forklarede han Islam for den vestlige verden, mens hans oversættelse af Bibelen til tyrkisk længe var den eneste komplette udgave i Mellemøsten.
Ali Ufki tilhørte det mindretal af begavede menneske, som finder ro og inspiration i alt det, mennesker har til fælles – frygt og had leder os jo kun ad Helvede til. King’s Singers Hellige broer kan derfor varmt anbefales.

  • King’s Singers og ensemblet Sarband’s cd-produktion udgives af Signum Classics. Læs mere om den her.
  • Jeg købte indspilningen i iTunes Musikbutik her.

Godt nytår 2018

Kompliment til Tivoli for endnu en eventyrlig smuk Nytårsaften med lysfest og fyrværkeri.
Vi fejrede Timos 75 års fødselsdag i Pirateriet og var i selskab med masser af mennesker fra nær og fjern, voksne og børn, der alle nød aftenen i Københavns magiske have.

  • Besøg Tivoli HER.

Turen mod lyset

Opslugt af stilheden stod jeg og nød en eftermiddagstime på Kobroen over Mølleåen ved Frederiksdal, da en kajakroer brød roen. Manden padlede ind under broen, og fascineret fulgte jeg hans elegante sejlads videre frem mod Frederiksdal.

Billedet markerer vintersolhvervet, der i år falder den 21. december. Vi længes efter lyset, men kan da i det mindste glæde os over, at solen allerede nu er begyndt at gå senere ned om eftermiddagen – når ellers vi kan se den for skydækket.

Arod er smidig og elegant

Den unge franske kvartet Arod og deres debut-indspilning med Mendelssohns strygekvartetter er en herlig oplevelse. Den Anden Strygekvartet Opus 13 får sågar en daglig tur her på afspilleren. Helt uimodståelig er det charmerende Intermezzo og den dramatiske finalesats, hvor primarius indledende solo lyder ligeså indtrængende som et lidenskabeligt udbrud i en opera.

Fra højre ses førsteviolinisten Jordan Victoria, cellisten Samy Rachid, andenviolinisten Alexandre Vu og bratschisten Corentin Apparailly.

Det er ung musik spillet af unge musikere. Mendelssohn var kun 18 år, da han skrev sin Opus 13, og Arods ældste medlem, primarius Jordan Victoria, er 25.
“Musikken er skrevet i et andet årtusind af en ung mand i Tyskland, men den rører os så stærkt,” siger musikerne: “Som et ekko fra en anden tid fortæller Mendelssohn os, hvem vi er.”
Det høres. Deres spil er ikke alene perfekt, det har drama og varme samt ikke mindst: rørende hengivelse.

Arod Kvartetten vandt i 2015 deres afdeling af Carl Nielsen Internationale Kammermusikkonkurrence i København. Deres navn Arod henviser til elverkrigeren Legolas hest i Ringenes Herre – en skabning som er lynhurtig, smidig og elegant.
Sådan markerer en ny ung generation sig på bedste vis.

  • Hør eksempler på indspilningen HER.
  • Besøg Arods hjemmeside HER.
  • Tak til henvisningen i Ugens Album på DRs hjemmeside, hvor man kan høre tre komplette satser HER.

Uendelig udlændinge-farce

Something is rotten in the state of Denmark….

I november blev den amerikanske professor ved Copenhagen Business School, Brooke Harrington, politianmeldt for at dele sin viden med med Folketinget og Skat. Fy, det må man ikke som udlænding. De skrappe danske regler bestemmer nemlig, at arbejds- og opholdstilladelsen kun gælder det sted, hvor man har fået lov til at virke.

Nu kommer så nyheden om en tilsvarende sag:
Den amerikanske hornist Lauren Robinson har overtrådt sin arbejds- og opholdstilladelse ved i tre tilfælde at spille udenfor sit normale arbejdssted, Aalborg Symfoniorkester. Det har kostet hende en bøde på 10.500 kroner, ligesom hun har mistet retten til at søge om permanent opholdstilladelse i Danmark de næste 15 år. I et af tilfældene havde hun såmænd bare fulgt normal praksis i de danske orkestre, hvor det er en selvfølge at rykke ud og assistere for sygemeldte kolleger.
Nu overvejer Lauren Robinson og hendes mand at forlade Danmark.

Imens toner billedederne af DFs Martin Henriksen frem. Den usympatiske mand er på vej til regerings-forhandlinger om endnu en serie stramninger for udlændinge, og den serie er uendelig. Hvor umenneskelig og idiotisk den kan være, ser vi efterfølgende, når skaden er sket.

  • Læs også “Støjberg dyrker et formålsløst stramningsregime” HER.

Hvorfor vil DF ødelægge DR?

Vi har så meget, vi skal passe på, noterer Dansk Folkeparti i en af sine kælne kampagner. Bare ikke noget af det mest danske, vi har her til lands: Danmarks Radio. Indvævet i alle mulige dele af det danske samfund er DR ellers vores vigtigste kulturinstitution, hvis mange forpligtelser er indarbejdet gennem de sidste 90 års Danmarks-historie. Ikke desto mindre vil partiet strippe DRs budget med op til en fjerdedel.
I de kaotiske forhandlinger med regeringen om en finanslovsaftale og et nyt medieforlig er sparekravet barberet ned til det halve, nemlig ca. 12,5 procent. Det svarer til henved en halv milliard kroner, som det vil gøre meget ondt på DR at miste.
“Man kan næppe lave besparelser i den størrelse uden at lukke radio- og TV-kanaler,” vurderer medieeksperter.

Hvad har regeringen og Dansk Folkeparti egentlig gang i? Er nærsynede skattelettelser for de velbjærgede, mere grænsekontrol, politi til hest, afmontering af samfundets institutioner, udlicitering, kommercialisering og udvanding af DR virkelig svaret på vores udfordringer?
I et lille land, befolket af færre mennesker end halvdelen af indbyggertallet i Englands hovedstad London, skulle man ellers tro, det var en fordel at samarbejde om opgaverne. I stedet er Christiansborgs borgerlige blevet godt blå i hovederne af at kæmpe mod hinanden i deres groteske magtspil. Det er mildt sagt ikke tillidvækkende.

Måske bliver det næste kulturpolitiske krav fra Dansk Folkeparti en propagandaminister til sikring af ukritisk formidling af partiets synspunkter.

Imens banker den store omverden på døren med sine kriser – ingen dag uden Trump, Putin og Kim Jong-un… Hvad skal vi mene om udviklingen i verden og herhjemme, og hvordan præsenteres den for os?
I Internettets tidsalder drejer kulturpolitik sig stadig mere om mediepolitikken. Uden den støtte, som samfundet bevilger både de statslige og private medier og kulturinstitutioner i Danmark, kunne vi næppe konkurrere med den massive kulturimport fra det store udland.
YouTube, Netflix og HBO er blevet de store spillere på mediemarkede, og jeg holder mig heller ikke tilbage. Min iPad bugner af apps fra netop de kulturinstitutioner i verden, der interesserer mig. Men sådan har jeg nu på forskellig vis haft det lige siden, jeg i 1970erne sejlede til Australien og vænnede mig til daglig lytning til blandt andet BBC World Service på en lille kortbølgeradio.

Den engelske kunstformidler Waldemar Januszczak, hvis udsendelser om bl.a. rokoko var en mindeværdig oplevelse på DR K.

Samtidig har følelsen af forankring i det hjemlige danske altid givet mig en særlig tryghed, og her har DRs udsendelser og formidling altid spillet en hovedrolle. Det betyder ikke, at jeg bare bifalder alt fra DR. Tværtimod. I dag frastødes jeg af de kunstigt opgejlede studieværter, og jeg hader DRs selvpromovering i sine annonceringer. Den klæbrige joviale tone, der præger nogle af udsendelserne, er heller ikke mig, ligesom jeg flygter fra talentshowet X Factor.
Alligevel kan jeg ikke undvære DR, som også sender det bedste af det bedste. For mig er det utænkeligt ikke at have en stor medieportal som DR. Med 90 års Danmarks-historie i ryggen, adskillige fremragende produktioner på samvittigheden, stor journalistisk, kulturel og teknisk ekspertise indenfor murene og et prægtigt levende musikliv er DR enestående i Danmark.
Det er for godt til at spare ned, og det er en skæbnesvanger fejltagelse, hvis det sker. Ingen andre er heller i stand til at tage over med den alsidighed og vægt, som DR er i besiddelse af.

Hvis politikerne tilmed stiller mere specifikke krav til, hvad DR må og ikke må sende, sådan som Dansk Folkeparti gentagne gange har været inde på, skrider al anstændighed da ad helvede til. For da agerer Danmarks blå politikere ligesom magthaverne i totalitære regimer, vi normalt tager afstand fra.
Eller er det dybest set meningen med galskaben: Politisk magt. Måske bliver det næste kulturpolitiske krav fra Dansk Folkeparti en propagandaminister til sikring af ukritisk formidling af partiets synspunkter.