Turen mod lyset

Opslugt af stilheden stod jeg og nød en eftermiddagstime på Kobroen over Mølleåen ved Frederiksdal, da en kajakroer brød roen. Manden padlede ind under broen, og fascineret fulgte jeg hans elegante sejlads videre frem mod Frederiksdal.

Billedet markerer vintersolhvervet, der i år falder den 21. december. Vi længes efter lyset, men kan da i det mindste glæde os over, at solen allerede nu er begyndt at gå senere ned om eftermiddagen – når ellers vi kan se den for skydækket.

Hvorfor vil DF ødelægge DR?

Vi har så meget, vi skal passe på, noterer Dansk Folkeparti i en af sine kælne kampagner. Bare ikke noget af det mest danske, vi har her til lands: Danmarks Radio. Indvævet i alle mulige dele af det danske samfund er DR ellers vores vigtigste kulturinstitution, hvis mange forpligtelser er indarbejdet gennem de sidste 90 års Danmarks-historie. Ikke desto mindre vil partiet strippe DRs budget med op til en fjerdedel.
I de kaotiske forhandlinger med regeringen om en finanslovsaftale og et nyt medieforlig er sparekravet barberet ned til det halve, nemlig ca. 12,5 procent. Det svarer til henved en halv milliard kroner, som det vil gøre meget ondt på DR at miste.
“Man kan næppe lave besparelser i den størrelse uden at lukke radio- og TV-kanaler,” vurderer medieeksperter.

Hvad har regeringen og Dansk Folkeparti egentlig gang i? Er nærsynede skattelettelser for de velbjærgede, mere grænsekontrol, politi til hest, afmontering af samfundets institutioner, udlicitering, kommercialisering og udvanding af DR virkelig svaret på vores udfordringer?
I et lille land, befolket af færre mennesker end halvdelen af indbyggertallet i Englands hovedstad London, skulle man ellers tro, det var en fordel at samarbejde om opgaverne. I stedet er Christiansborgs borgerlige blevet godt blå i hovederne af at kæmpe mod hinanden i deres groteske magtspil. Det er mildt sagt ikke tillidvækkende.

Imens banker den store omverden på døren med sine kriser – ingen dag uden Trump, Putin og Kim Jong-un… Hvad skal vi mene om udviklingen i verden og herhjemme, og hvordan præsenteres den for os?
I Internettets tidsalder drejer kulturpolitik sig stadig mere om mediepolitikken. Uden den støtte, som samfundet bevilger både de statslige og private medier og kulturinstitutioner i Danmark, kunne vi næppe konkurrere med den massive kulturimport fra det store udland.
YouTube, Netflix og HBO er blevet de store spillere på mediemarkede, og jeg holder mig heller ikke tilbage. Min iPad bugner af apps fra netop de kulturinstitutioner i verden, der interesserer mig. Men sådan har jeg nu på forskellig vis haft det lige siden, jeg i 1970erne sejlede til Australien og vænnede mig til daglig lytning til blandt andet BBC World Service på en lille kortbølgeradio.

Samtidig har følelsen af forankring i det hjemlige danske altid givet mig en særlig tryghed, og her har DRs udsendelser og formidling altid spillet en hovedrolle. Det betyder ikke, at jeg bare bifalder alt fra DR. Tværtimod. I dag frastødes jeg af de kunstigt opgejlede studieværter, og jeg hader DRs selvpromovering i sine annonceringer. Den klæbrige joviale tone i tv-udsendelser som Nak og Æd og Kunstquiz’en giver mig kvalme, ligesom jeg flygter fra talentshowet X Factor. Jeg er også skuffet over den studentikose stil på DRs klassiske radiokanal P2, som får mig til at flygte over på Sveriges P2 og BBCs Radio 3.
Alligevel kan jeg ikke undvære DR, som også sender det bedste af det bedste. For mig er det utænkeligt ikke at have en stor medieportal som DR. Med 90 års Danmarks-historie i ryggen, adskillige fremragende produktioner på samvittigheden, stor journalistisk, kulturel og teknisk ekspertise indenfor murene og et prægtigt levende musikliv er DR enestående i Danmark.
Det er for godt til at spare ned, og det er en skæbnesvanger fejltagelse, hvis det sker. Ingen andre er i stand til at tage over med den alsidighed og vægt, som DR er i besiddelse af. 

Hvis politikerne tilmed stiller mere specifikke krav til, hvad DR må og ikke må sende, sådan som Dansk Folkeparti gentagne gange har været inde på, skrider al anstændighed da ad helvede til. For da agerer Danmarks blå politikere ligesom magthaverne i totalitære regimer, vi normalt tager afstand fra.
Eller er det dybest set meningen med galskaben: Politisk magt. 

Rouvali tænder os musikalsk

Hver gang musiklivets nye stjerneskud Santtu-Matias Rouvali dirigerer Göteborg Symfoniorkester i GSO Play, hænger jeg med ved skærmen og åbner ørerne på vid gab. Hør ham dirigere Stravinsky’s Petrushka, eller Sibelius, eller Carl Nielsen…, og du opsluges fuldstændig af hans markante fortolkninger, hvis ungdommelige friskhed tilmed udmærker sig med noget så nobelt som god smag.

Klik billedet og oplev Santtu-Matias Rouvali dirigere Sibelius Femte Symfoni i GSO Play.

Rouvali møder musikerne og publikum som den, han er – en musikalsk urkraft, som formidler musik med al den styrke, den rummer. Hyldet af blandt andre den engelske avis the Guardian som “det seneste sit-up-and-listen-talent fra den store finske dirigent-tradition” renser han luften for traditionelle adfærdsformer i den klassiske musik, og med sine bevægelsers dansende koreografi foran orkestret får han alle med. Energi og musikalsk lidenskab er en selvfølge i Rouvalis spil, som på en ualmindelig fin måde balancerer mellem rytmisk klarhed, dynamik og klanglig skønhed. Velgørende at høre.

Herligt at et af Nordens mest interessante orkestre etablerer samarbejde på chefplan med en dynamisk ung personlighed som ham.
I dag er det en glæde at opleve, så godt han går i spænd med Göteborgs Symfonikere i sin nye stilling som orkestrets chefdirigent. Ungdom er jo ingen hindring i musikken – tværtimod.

  • Besøg GSO Play og hør Rouvali dirigere Sibelius Femte Symfoni HER.
Santtu-Matias Rouvali:
* Chefdirigent for Göteborgs Symfonikere og Tampere Filharmonikerne.
* Forældrene er musikere i Lahti Symfoniorkester.
* Har to ældre brødre - en af dem omkom tragisk ved en trafikulykke.
* Som teenager spillede han slagtøj, men fik stigende lyst til at dirigere. Sugede på Sibelius Akademiet viden til sig af kendte lærere som dirigenterne Jorma Panula, Leif Segerstam og Hannu Lintu.
* Første gæstedirigent ved Philharmonia Orchestra i London. Har også været tilknyttet Sjællands symfoniorkester.
* Har på CD indspillet blandt andre Sibelius og Carl Nielsens violinkoncerter med lettiske Baiba Skride som solist.

 

Turangalila som karneval

Turangalila betyder ’Kærlighedssang’ eller ’hymne til glæden’, som var det, Olivier Messiaen ville med sin symfoni. Den forunderlige franskmand ville bringe “en overmenneskelig glæde, overstrømmende, blændende og umådelig” til fuld udfoldelse, og disse stikord levede den spanske gæstedirigent Juanjo Mena og DR SymfoniOrkestret også op til ved torsdagskoncerten. De gik så stærkt til biddet, at musikken nærmest formede sig som et karneval på vej gennem Edens have.

Klik billedet og hør Riccardo Chailly’s indspilning.

Nogle af værkets kritikere kalder Turangalila overlæsset i både volumen og spilletid. Betagelsen er altså ikke ubetinget, men symfonien kan godt tæmmes uden at miste lidenskab. Det viser Riccardo Chailly, Concertgebouw-orkestret og pianisten Jean-Yves Thibaudet på min yndlingsindspilning. Her er både fest og poesi i fint afstemt balance i det mægtige symfoniorkester, der også tillader det spøjse elektroniske Ondes martenot at folde sig ud som skønhedens og sanselighedens instrument.
Sådan går man ombord på rejsen gennem Messiaens eksotiske landskab. Man giver sig hen, danser med de forelskede og elsker med de elskende i Kærlighedens have.

  • Hør torsdagskoncerten på P2 HER.

Loving Vincent van Gogh

Loving Vincent er verdens første oliemalede spillefilm. Med moderne digital animationsteknik bringer den Vincent Van Goghs kunst i bevægelse som et levende maleri i kunstnerens egen stil.
Det virker besnærende. Trailerens eksempel er i hvert fald så interessant, at man bliver nysgerrig.

Filmen er en fortælling om den berømte kunstners komplicerede liv og kontroversielle død, skabt på grundlag af forskning i henved 800 personlige breve. 125 specialuddannede malere har udført filmens 65.000 malede rammer, og rigtige skuespillere lægger ansigt og skikkelse til filmens personer.
Loving Vincent cirkulerer i øjeblikket rundt om på internationale filmfestivaler. Den 9. oktober får den dansk premiere ved CPH PIX i Empire Bio.

  • Mere om filmen på IMDb HER.

En venlig troldmand på 90 år

Nogle ældre mennesker gider simpelthen ikke blive gamle. Herbert Blomstedt er en af dem. Ved den forgangne uges torsdagskoncert dirigerede den nu 90-årige herre DR SymfoniOrkestret i et rent Mendelssohn-program, hvor ouverturen til Hebriderne og symfonierne Den italienske og Den skotske lød, som var de dirigeret af en veloplagt ung mand.
Erfaring og lidenskab er jo i Blomstedts tilfælde en lykkelig kombination. Enhver frasering formes og betones i balance mellem præcision og personlig entusiasme, som både tilgodeser Mendelssohns smukke melodier, musikkens drama og værket som helhed. Livfuldheden er uimodståelig.

Hvordan får han orkestret med sig? Forklaringen kommer, når man ser ham dirigere. Inspireret af talrige koncertoptagelser med ham på Internettet havde jeg placeret mig i salen, så jeg kunne se ham forfra, og fra musikernes synsvinkel er man ikke tvivl om noget.
Troldmanden Gandalf i Ringenes Herre kan godt gå hjem og lægge sig – Blomstedt er mere overbevisende. Hele hans skikkelse udstråler en målbevidst intensitet, som sammenfatter alt det, et langt liv på koncertpodiet har lært ham. Og hvad han ikke gør med hænderne, fremgår af blikket, som konstant søger kontakt med musikerne. Fra hans aura strømmer en venlig indbydelse til samarbejde, hvormed han gør sig til musiker blandt musikere.
Sådan skabte han og DR SymfoniOrkestret en begivenhed, man går til koncert for at opleve.

Da Herbert Blomstedt i de musikalsk spændende år 1967-77 var DR Symfonikernes chefdirigent, stod hans tolkning af Sibelius symfonier blandt de bedste og mest givende i hele den musikalske verden. Og fra sin tid med San Francisco Symfonikerne var hans indspilninger af Mendelssohn, Bruckner, Carl Nielsen, Beethoven, Schubert, Brahms og Franz Berwald eksempler på hovedsøjlerne i det repertoire, han dyrkede i tiden efter.
I rækken af førsteopførelser i Danmark glemmer jeg heller aldrig, da Blomstedt og cellisten Erling Bløndal Bengtsson præsenterede Witold Lutoslawski’s store Cellokoncert for det danske publikum ved en udsolgt Torsdagskoncert i Radiohuset. I en magisk stemning oplevede vi noget nær en opera af instrumental dialog, som åbnede nye musikalske perspektiver.

Vi har meget at takke Herbert Blomstedt for. Han er en af musikkens store gamle, og han lyser endnu.

NB: Desværre er indtrykket i radioen anderledes. DRs producer valgte en alt for rumlig lyd, hvor violin-grupperne lyder påfaldende spinkle og ude af klanglig balance med det øvrige orkester.
Jeg ved ikke, om ideen er at producere koncerterne for folk, der lytter på mobiltelefon eller en lille DAB-radio med en højttaler på størrelse med en te-si. Jeg foretrækker i hvert fald stadig mine gode B&W-højttalere, og dem tilgodeså DR lydproducere altså ikke ved genhøret forleden i P2.

  • Koncerten med Herbert Blomstedt og DR SymfoniOrkestret kan ses på TV-kanalen DR K på søndag den 24. september kl. 20.
  • Hør koncerten på radiokanalen P2 HER.
  • Se DR Symfoniorkestrets sæsonprogram HER.

Musikalske klarsyn

Violinisten Julia Fischer og chefdirigenten Fabio Luisi gjorde aftenens torsdagskoncert til en fascinerende oplevelse af skabelse i feltet mellem klassisk tradition og fornyelse.

Julia Fischer spiller Henze. Klik billedet og hør koncerten på P2.

Hans Werner Henzes “chaconne” af en violinkoncert fra 1977 – den første opførelse her til lands – gik lige ind som et betagende spil, der tager udgangspunkt i den italienske barokkomponist Tomaso Vitalis Chaconne i g-mol. Som værket skrider frem, væver Henze underfundigt og virtuost sin egen opfattelse ind i det historiske stof. Dermed gør han sin koncert til en proces, hvor et kærligt minde bliver til personlig erkendelse med de spændinger, der uvilkårligt følger med på vejen ud af nostalgien.
Henzes koncert hedder egentlig Il Vitalino raddoppiato efter Vitali, der blev kaldt Vitalino, her “fordoblet” med Henze selv. I dag kan vi glæde os over, at Julia Fischer giver hans usædvanlige musik sin hengivne varme med sit tindrende klare spil. Sammen med DR SymfoniOrkestrets veloplagte musikere og Fabio Luisi overbeviste hun om, at Henzes violinkoncert fortjener en fast plads i repertoiret side om side med de gængse klassiske værker.

Efter en lang pause fortsatte DR SymfoniOrkestret med Carl Nielsens store Femte Symfoni, som musikerne kender ud og ind. Nielsens Femte er “hjemmemusik”, men For italieneren Fabio Luisi var det første gang, han dirigerede den.
”Carl Nielsen og jeg har et kærlighedsforhold, som er nyt og fuldt af begejstring. Jeg går på opdagelse i ham og elsker ham – og jeg håber, han også elsker mig,” siger Fabio Luisi i programbladet.
Det tror jeg, Carl Nielsen gør i sin himmel, selv om Fabio Luisi afbalancerer Nielsens lyd på sin egen personlige måde. Han civiliserer så at sige dramaet, så det både får mere bid og varme. Usentimentalt benytter han sin autoritet på podiet til at fremtrylle detaljer, der fremhæver og nuancerer symfoniens kildevæld af brillante ideer, hvor især første-satsen er et højdepunkt af symfonisk skabelse.
Orkestret var med ham. Den vilde Nielsen blev tæmmet, klanggrød erstattet af klarhed. Måske benytter Luisi sin nyvundne erfaring til at revidere nogle detaljer i sin tolkning, men retningen er klar: Luisi gør Nielsen skarp og giver et kvalificeret bud på fremtidens fortolkning. Vanens magt brydes – bravo!

  • Se koncertprogrammet HER.
Klik billedet og se DR Symfoniorkestrets sæsonprogram.

Godt at DR SymfoniOrkestret er på banen med en ny serie torsdagskoncerter. Jeg ser allerede frem til at høre veteranen Herbert Blomstedt dirigere Mendelssohns Fjerde Symfoni “Den italienske” og nr. 3 “Den skotske” næste uge. Derefter venter Messiaens mægtige Turangalila-symfoni og operaen Hertug Blåskægs Borg af Bela Bartok.