Kær gæst fra skoven

Som nabo til skoven er det en glæde at følge den lille rå familie, som jævnligt besøger haven. Efter al den regn, vi har døjet med denne sommer, bruger moder Rå og hendes lam haven som et fristed, hvor de kan tørre, når det passer solen at titte frem. Det er hyggeligt at have dem på besøg, og det gør indtryk at mærke den vagtsomme fortrolighed, hvormed moder Rå følger min færden ved huset.

I år har hun følgeskab af ét lam – en rigtig lille Bambi, som hopper og danser rundt fuld af mod på det hele.

Proms uden Brexit 2017

Klik billedet og lyt i BBCs iPlayer: Søg koncerter, sendt i Radio 3.

Londons Royal Albert Hall summer igen af internationalt musikliv i en ny serie promenadekoncerter. Det kan godt være, et flertal af englændere har stemt sig ud af Europa, men det store opbud af gæstende musikere og sangere vidner om en ganske anden ånd end Brexit.

Den nu 70-årige komponist John Adams, som spilles ved seks promenadekoncerter i London.

First night at the Proms lagde ud med John Adams stort anlagte ungdomsværk Harmonium fra 1980, som bygger på en idé om en mængde korstemmer, der surfer på orkestrets bølger. Anledningen er fejringen af den amerikanske komponists 70 års fødselsdag, som sætter ham på programmet ved seks promenadekoncerter i London.
Endnu bedre var oplevelsen af Adams tre kvarter lange symfoni Naive and Sentimental Music, som Esa-Pekka Salonen og Philharmonia Orchestra spillede til ny succes ved Prom 24 den 2. august. Værket har form som en symfoni, hvor Adams slipper sin egen “naive” umiddelbarhed løs i et medrivende og rørende spil i det helt store format.
Vi sendes ud på en eventyrlig rejse, der begynder som en ubekymret slentretur på harpernes rytme og munder ud finalens stormende liv for fuldt orkester med klokkespil, gjaldende horn og jazzy rytmer. Man er simpelthen nødt til at swinge med på symfoniens stigende intensitet.
Midt i det hele varmer man sig ved Anden-satsens sansning af “kærlighedens have”, som blidt strømmer fra en øm solo for el-guitar svøbt i fine strygere. Virkningen er fabelagtig – tidløst transcenderende ligesom “kærligheden søvn” i Messiaens Turangalila-symfoni.

“Naive and Sentimental Music” er tilegnet dirigenten og komponisten Esa-Pekka Salonen, som har indspillet værket med sit daværende orkester Los Angeles Philharmonic. Klik billedet og hør eksempler fra indspilningen.

Lige siden operaen Nixon in China og værker som Shaker Loops, Short Ride In A Fast Machine og den muntre Lollapalooza har John Adams haft sin faste plads i min musikalske verden. Han appellerer både til følelse og tanke, og gør det med sympatisk direkthed og klassiske midler, man gerne lukker ind og tager til sig – måske også fordi, hans univers bygger bro mellem tradition og fornyelse, kunsten og den almene hverdag. Jeg tror, Adams kan lide mennesker og gerne vil have et bredt publikum.

Herligt derfor at BBC Proms i år fremhæver ham på promenade-festivalens program.

  • Hør Naive and Sentimental Music HER.
  • Læs mere om musikken i John Adams interessante essay HER.
  • Besøg BBC Proms hjemmeside HER.

Kampen for at komme hjem

DUNKIRK: Overvældende! Et menneskeligt drama af de helt store dimensioner, hvor den britiske filmmager Christopher Nolan og hans audiovisuelle specialister, fotografer og lydfolk, virtuost fører os helt ind i hjertet af flugten fra død og ødelæggelse. Tilmed i en biograf, hvor sæderne ryster i takt med kampene.
Vi så Dunkirk i Nordisk Films nye biograf Supreme i Lyngby, der tilbyder det nyeste nye i film- og lydteknik foruden den bedste komfort i nye justerbare lænestole. Så selv om jeg som regel afskyer medieverdenens effektfulde bombardementer, er betagelsen af den nye Dunkirk-film total.

Tilbage i 2011 var Christopher Nolans Inception og historien om tyveri af drømme fra søvnens dyb det store trækplaster, dog uden rigtig at indfange mig. Nolans Interstellar var stærkere: En gruppe astronauter søger efter en ny verden i stedet for den gamle på vores egen kære Jord, der bliver ubeboelig som følge af menneskehedens forurening og klimaforandringer. Med Dunkirk kommer mesterværket:
Det er Nolans hidtil bedste film, nærmest et kunstværk, som konsekvent skræller Anden Verdenskrigs propaganda om “sejren ved Dunkirk” væk. I stedet betones netop det, der er værd at huske i dag 77 år efter, først og fremmest krigens gru og soldaternes lidelser samt, ikke mindst, den heroiske indsats fra den armada af engelske fiskere og ejere af små lystbåde, der sejlede hæren til undsætning i Dunkirk efter den militære katastrofe.
Propaganda-vinklen på Dunkirk tager Lone Scherfig jo i øvrigt op i sin nye film Their finest Hour, der betoner propagandafilmens rolle i krigstid, hvor det gælder om at holde moralen oppe og håbet i live. I den forstand kunne man jo godt tale om en sejr, eftersom det faktisk lykkedes at sejle hovedparten af den britiske hær hjem.

I en tid, da politikerne og fjernsynet kværner løs døgnet rundt med tirader af ord og fake news, udtrykker Nolan sig i et storstilet billed- og lydsprog, hvor Hans Zimmers dystre musik giver grundtonen. Dialog er der jo ikke meget af i Dunkirk. Hellere action end snak, synes Nolan at mene. Til gengæld gør han en ny ung skuespiller, Fionn Whitehead, til den hovedperson, man følger fra først til sidst. I ham fandt Nolan arketypen på en sej engelsk soldat, der som et jaget dyr kæmpede sig vej gennem kaos og fandt sin vej tilbage til England – og som samtidig ligner en af vore egne unge, man identificerer sig med i dag.

Vi strider med soldaterne, vi flyver Spitfire med piloterne, og vi kommer tæt på den far (Mark Rylance), der husker Første Verdenskrig, og som sammen med sin søn (Tom Glynn-Carney) og en stor dreng sejler ud for at hente så mange soldater hjem, som båden kan rumme.
Tyske soldater ser vi kun skyggen af sidst i filmen. For det er ikke så meget briternes og franskmændenes kamp mod nazi-Tyskland, det handler om. Det er selve situationen – flugten, evakueringen af 400.000 britiske soldater og driften mod hjemlandets kyster.
“Bring me home,” stønner Fionn, da han omsider samles op ude på åbent vand. 

Christopher Nolan påstår, at han har disponeret filmen uden politiske bagtanker. Alligevel virker det som en bevidst drejet henvisning til nutidens konflikter, at man efter filmen kommer til at tænke på både Brexit og ulykkelige menneskers flugt fra krigszoner i det hele taget. Sådan er Nolans mesterværk altså mere end bare underholdning. 

  • Læs en tankevækkende artikel i Guardian om, hvordan film former Storbritanniens identitet i Brexit-æraen, HER.

Ung superpianist

Klik billedet og hør eksempler fra indspilningen med Philadelphia Orchestra i iTunes.
Klik billedet og hør eksempler fra en fremragende indspilning af Rakhmaninovs Paganini-rapsodi med Philadelphia Orchestra og deres canadiske chefdirigent Yannick Nézet-Séguin.

Daniil Trifonov inspirerer alle med sit superspil. I en alder af 25 har han for længst overbevist verden om sit musikalske format. Perfektion er en selvfølge for ham. Det er udtryksfuldheden også.  Han trækker på sin veludviklede musikalske fantasi og tilfører både humor og en rørende hengivenhed, som giver de toner og temaer, man troede var gammeldags sentimentalitet, mening.

Videoen herover er fra en herlig opførelse af Chopins Første Klaverkoncert med Israel Philharmonic og Asher Fisch i Tel Aviv. Jeg mindes egentlig ikke at have hørt denne musik forløst med større indlevelse end her. Daniil Trifonov udløser lys og skygger i musikalske koblinger, der er lige så intelligente, som de er storslåede.

Bournes Svanesø er rå og stærk

Har man set noget lignende? Nej! Matthew Bournes herlige tolkning af den klassiske ballets store ikon – Svanesøen – er både vittig og truende, lyrisk og vild. Og selv om dens historie går tilbage til premieren i 1995 på Sadler’s Wells-teatret i London, fascinerer den stadig. Den tragiske finale griber tilmed og går – helt anderledes end i de traditionelle udgaver – direkte til hjertet.

Normalt venter man at se svanerne danset af kvinder, som om svaners yndefuldhed er et billede på selve det feminine væsen. Her hos Bourne danses svanerne imidlertid af mænd i fjerede hvide bukser.
Det får nogle til at tro, at optrinnene med den kærlighedssøgende prins og svanernes magiske leder, er udtryk for homoseksualitet. Bourne minder os bare om, at svanernes elegante hvide former og store, stærke vingefang gør dem farlige. Som de glider rundt på søen, skaber de illusionen af fredfyldt skønhed, men er faktisk vilde krigere, der kan provokeres til at hakke en mand ihjel. For os mennesker har de heller intet køn. Så svaner man vel lige så godt danses af mænd som kvinder.

Hele forestillingen kan i dag ses på YouTube, hvor jeg har nydt det fantastiske spil gentagne gange på fjernsynets store skærm via Apple TV. Læg også mærke til, hvordan Bournes moderne, klart strukturerede iscenesættelse styrker Tchaikovskys geniale musik.

  • I forestillingens første halve time opleves Prinsens frustrationer over sit liv uden kærlighed ved hoffet og sin iskolde mor. Scenerne med svanerne begynder 37 minutter inde.

Endelig forår

Foråret er unægtelig en kold omgang. Ikke desto mindre synger fuglene alle om forår inde i skovbrynet, og solsorten har aldrig lydt lykkeligere.

Ahh, så overlevede vi endnu et langt vinterhalvår. Det er som at begynde forfra på en frisk. Modet på det hele vender tilbage, og selv om aviserne, radio og tv beskriver den ene krise efter den anden og sætter alt til diskussion, er oplevelsen af naturens processer svært beroligende:
Nej, vores civilisation er endnu ikke bukket under. Og nej: Naturens vækst er trods alt endnu ikke ødelagt af det skidt, mennesker efterlader sig.

Frygtspredning

Åh… har vi ikke snart fået nok af de overdrevne trusselsbilleder, som den politiske højrefløj dænger i hovedet på os. Orker vi mere hadesnak fra debattens antimuslimske gyllekor? Kan vi længere acceptere at blive spist af med de alt for enkle svar på komplicerede problemer?
Nej!
I stedet kunne vi med fordel bruge tiden på at dyrke ideerne om samarbejde, international samhandel og kultur, som med møje og besvær er bygget op siden den gang, da nazisternes krig mod verden efterlod Europa lige syd for Danmark som en bunke ruiner.

Drømmen om Danmark – Aage Rasmussens Danmarks-plakat.

Alt er jo sagt og forudsagt for længe siden. Da Suzanne Brøgger i 2010 så tilbage på den oprivende Fogh-æra, skrev hun i Information:
“Vi var her ved årtiets afslutning havnet i en mental klimakatastrofe uden svar på spørgsmålet, om man ved at bekæmpe terrorisme kan risikere selv at blive terrorist? Og om man ved at bekæmpe fremmedhed kan risikere at blive fremmed for sig selv?
Suzanne Brøgger appellerede til nytænkning inden for alle livssfærer, men nej. Den nationale massakre på fornuften, kulturen og værdierne fortsætter. Vi befinder os efterhånden i en krigstilstand, ikke mod Putin og EU, men mod os selv. For det er ikke så meget de fremmede, indvandrene og de ulykkelige flygtninge fra det sønderbombede Syrien, men vores reaktion på dem, som truer vores kultur og værdier.

Misbrugen af skræmmende trusselsbilleder er jo ikke noget nyt, men at løgnen bliver en anerkendt “genre”, der tilmed foregår i al åbenhed, er en utrolig udvikling. Sidste år holdt begrebet “fake news” sit indtog i medierne. Først lykkedes det at lyve sig til en britisk beslutning om at forlade EU, dernæst at lyve sig til at blive valgt til USA’s præsident.
Hvorfor tror folk på vrøvlet, selv om al sund fornuft viser, at meget af det, folk som Brexits store mund Nigel Farage og den amerikanske oligark Donald Trump spreder, er noget manipulerende vås?
Her i Danmark hyggede Støjberg sig med et kagestunt, som markerede endnu en stramning for udlændinge. Dermed demonstrerede Støjberg eftertrykkeligt sin komplette mangel på empati overfor de mange menneskeskæbner, hun forvalter i sit embede som Udlændinge- og integrationsminister, hvilket meget passende fik den tyske avis Bild til at kalde hende “Trumpine” efter Trump.

Behøver vi virkelig være sådan nogle røvhuller? spørger Carsten Jensen i en kronik i Politiken.
Det gør vi naturligvis ikke, men en svag regering som den nuværende formår åbenbart ikke andet, når den kun har magten i kraft af et tvivlsomt forum som Dansk Folkeparti, der gerne bryder ædle idealer ned til fordel for den reaktionære nationalistiske dagsorden, partiet deler med kolleger som Geert Wilders i Holland og Marine Le Pen og hendes Front National i Frankrig.
Så er der større fremtidshåb at skue i Angela Merkels og Martin Schulz’ Tyskland.

  • Læs Carsten Jensens fine kronik HER.