Lepo Sumera: Symphony No. 2, Spirituoso. Kristjan Järvi & Norrlands Opera Symphony Orchestra. CCN’C.

I politik spiller musik normalt kun rollen som populistisk instrument, hvor politikerne demonstrerer, hvor folkelige de er. Her i Danmark betyder det en helt-nede-på-jorden-smag, hvor stjernerne er musikere og sangere som Bamse, Steffen Brandt og Thomas Helmig, måske også Bob Dylan, hvis det går højt. Komponister som Stravinsky, Carl Nielsen og Per Nørgård taler man ikke om, selv om man måske godt kan li dem – de er åbenbart for meget af det gode.
Helt fattigt bliver det, når man spørger til politikernes eventuelle udøvelse af musik. Har en dansk politiker måske nogensinde brilleret musikalsk på et bemærkelsesværdigt niveau? Man får ligefrem lyst til at stille det umulige spørgsmål, om de betændte debatter om indvandrere og asylansøgere mon blev mere humane, hvis politikerne var musikalske?

Et af de mest prominente eksempler på musikalske politikere på topniveau kommer fra Polen. Ignacy Jan Paderewski (1860-1941) gjorde sig både gældende som pianist, komponist og politiker. I 1919, da Polen en stakket stund havde opnået selvstændighed, blev Paderewski sit lands statsminister.
Også den tyske forbundskansler Helmut Schmidt gjorde sig gældende som musiker. Som talentfuld pianist indspillede han f.eks. klaverkoncerter af Mozart og Bach i sin sparsomme fritid. Og i USA var udenrigsminister Condoleezza Rice ligeledes en habil pianist, desværre uden at hjælpe til at gøre Bushs underlige regering mindre idiotisk.

Mikis Theodorakis
Den græske komponist og frihedskæmper Mikis Theodorakis er både politisk og musikalsk en interessant personlighed. Under Anden Verdenskrig kæmpede han i modstandsbevægelsen, senere også mod den fascistoide græske militærjunta, der jog Kong Konstantin og hans danske dronning på flugt og sendte Theodorakis i fængsel. Efter turbulente år som politisk fange samt eksil i Paris, blev han minister i Konstantin Mitsotakis’ regering.
Grækerne hylder Theodorakis som et symbol på det græske folks frigørelse fra tyranni og undertrykkelse. I hele verden huskes han endnu for sin iørefaldende musik til filmen “Zorba”, der i 1960′erne banede vejen for hans berømmelse. Her i huset dyrkes især hans Sange for guitar, men selv anser Theodorakis sine symfonier, ballet- og filmmusikken og de store korværker som centrale i hans produktion.

• Besøg Mikis Theodorakis her.

Lepo Sumera
Musik af en tidligere kulturminister er vel næppe mere end et kuriosum, eller er den? Jo, for livet er fuld af overraskelser, og det sidste eksempel på en musikalsk politiker i denne runde kommer fra Estland.
Lepo Sumera (1950-2000) var Estlands kulturminister i de dramatiske befrielsesår 1988-92, da landet opnåede selvstændighed efter Sovjetunionens besættelse, men han var også en begavet komponist, der både skrev let og svært – fra den livsalige surftur på friske bølger i den 2. Symfoni til den store 6. Symfoni, som kroner hans livsværk med en tragisk finale. Knap en måned efter symfoniens uropførelse ved fejringen af sin 50 års fødselsdag døde han af den hjertesygdom, han led af.
Symfoniens drama indledes en rolig nattetime i magisk natlig stemning. Netop som man er begyndt at nyde musikken, springer en dæmon frem som trolden fra sin hule, og et vredens og sorgens drama tager sin begyndelse for fuldt orkester. Kampen munder ud i en meditativ stemning, som i symfoniens anden del bliver til gådefulde efterklange, hvor Samuel Barbers vemodige Adagio anes som klangligt skyggebillede.

Sumera’s musikalske “iscenesættelse” af de vidt forskellige rum og landskaber, han bevægede sig i, er fascinerende, og man undrer sig uvilkårligt over, at denne politiker og komponist endnu ikke har fundet vej til danske koncertsale. Han er en betydelig musikalsk stemme, der desværre forstummede, netop som han havde fundet sin kunstneriske form, og hans land genvandt sin selvstændighed.
Man fornemmer, at Sumera’s musikalske sindelag gjorde ham til en mere menneskelig politiker end kredsen af teknokratiske kolleger. Mon ikke også, at den musikalske energi, han udløste, satte sig spor i hans politiske arbejde. Behovet for at fastholde en politisk visionen, som tilgodeser mylderet af interesser og detaljer, kalder jo på musikalitet. Og musikaliteten tilhører altså ikke kun musikkens verden, men findes overalt – i et digt eller en roman, i måden vi bevæger os på, i dans, løb, eller vores adfærd i fællesskab med andre.
Politik er altså ingen undtagelse, selv om den i Danmark virker håbløs umusikalsk.

• Besøg Lepo Sumeras hjemmeside her.
• Hør finalen i Lepo Sumeras 2. Symfoni i musiksemplet øverst på siden.