I dag siger vi tillykke med de 80 år til den ungdommelige gubbe i dansk musik: komponisten Per Nørgård. Hans musik har udfordret, frydet, bevæget, og når afstanden til dagligdagens banale rutiner blev for stor, har han også irriteret. Men aldrig har hans musik efterladt mig uberørt.
Jeg husker endnu, hvordan DR Symfoniorkestrets og Radiokorets uropførelse i 1976 af hans mægtige lovsang til livet i Tredje Symfoni virkede så overvældende, at jeg først blev mig selv dagen efter.
“Var det godt?” spurgte Per Nørgård smilende, da jeg hilste på ham i Radiohusets Koncertsal.
Ja, det ved gud det var. Følelsen af frihed og sammenhæng, styret af lysende bølgestrømme, er utrolig givende.
Lige siden har CD-indspilningerne af den Tredje Symfoni været indenfor rækkevidde, når behovet for inspirerende livskraftig musik meldte sig. Den nyeste indspilning med DR-Symfonikerne og Thomas Dausgaard, udgivet af Dacapo, er ligefrem en nødvendighed. Både som kunstnerisk fortolkning og teknisk gengivelse af symfoniens rige, egenartede klangverden er den i enhver henseende fremragende, og i dag kan jeg lige så lidt undvære den som en forfriskende tur i skoven.
Samtidig er den et godt eksempel på, hvor meget mere klart og naturligt musikken fremtræder, når musikerne og sangerne rigtig får den ind under huden. Ny kompliceret musik lader sig jo sjældent afsløre alle sine hemmeligheder i løbet af et prøveforløb på nogle få dage. Derfor er forskellen til den første 30 år gamle LP-indspilning af Tredje Symfoni slående. Fra det imponerende, men forsigtige og lidt stive afsæt den gang oplever vi i dag værket lige så naturligt som en af Gustav Mahlers symfonier.
Med udviklingen af sit harmoniske sprog og hele positive tankegang kunne Per Nørgård have etableret sig som en anden Philip Glass, hvis nye Niende Symfoni stort set lyder ligesom den musik, han skrev for 25 år siden. Men hvor stilen i Philip Glass’ musik virker som en grammofonplade, der kører i samme rille, har Per Nørgård flere gange ændret sit perspektiv. Som Jørgen I. Jensen skriver i sin bog “Per Nørgårds musik” (1986), kaster komponisten et fantastisk, ofte mærkeligt lys ind over dagligdagens almindeligheder. Han holder i sine værker et spejl eller en lup hen over den virkelighed, mennesker færdes i. Og den virkelighed rummer også frygt og katastrofer.
Jeg glemmer aldrig forbløffelsen over oplevelsen af den næste symfoni i rækken: Den Fjerde, som Per Nørgård gav den malende titel “Indisk rosenhave, Kinesisk heksesø”. I dette konfliktfyldte sceneri af grelle modsætninger dyrkede han en idé, som opstod efter et besøg på Louisiana-museets udstilling af kunstens outsidere, hvor Adolf Wölfli’s skæve, men opfindsomme billeder tændte komponisten. Sådan reagerer altså et skuffet, kikset menneske på sin hårde skæbne!
Schweizeren Wölfli var syg i hovedet og tvangsindlagt som psykiatrisk patient og voldsforbryder. Den side af hans skæbne er indiskutabelt tragisk, men han magtede i perioder at bringe en vis orden i sit mentale kaos ved at give sin fantasi form i billeder og tekster. De er et studie værd, fordi han i forstørret grad udtrykte forhold, som normale mennesker undertrykker i det daglige. Selv i Wölfli’s klaustrofobisk indespærrede situation fortsatte drømmen om tilværelsen som storslået helt ned i de mindste begivenheder, den tilstand som Wölfli og Nørgård kalder Rosenhaven. Modsætningen følger ubønhørligt: Heksesøen med al dens frygt og rædsel.
Vi kender udmærket truslerne mod vores liv – aggressiv adfærd med terror, blodbade og krig, økonomisk krise og klimakrise.. Men som regel vælger vi at skyde truslerne fra os i stædig fastholdelse af de nære traditioner med det, vi kalder hygge. Per Nørgård giver os imidlertid mod på at se problemerne og konflikterne i øjnene. For styrken og medfølelsen i hans musikalske fortællinger er så indtrængende stærk, at det er som at vågne styrket op med følelsen af at være på rette spor, når man vender tilbage til sin egen verden.
Selv hans bizarre Wölfli-opera “Det guddommelige tivoli” skaber det indtryk. Kald det absurd teater, eller ekkoer fra sindets afkroge. Kald det et besøg i underbevidsthedens børneværelse. Forestillingen var i hvert fald et festligt skue, hvor de kaotiske indfald på en forunderlig måde blev styret af en samlende musikalsk vilje. Meget mærkeligt, og dybt menneskeligt.
Det minder mig for øvrigt om en anden utrolig oplevelse fra det mentale overdrev: den engelske komponist Peter Maxwell Davies “Eight Songs for a Mad King”, hvor store Aage Haugland sang hovedrollen som George III. Det gjorde han med så megen vokal og teatralsk tæft, at man følte sig fuldstændig æltet igennem, alt imens man vred sig på stolen af latter.
Ikke fordi det er værd at kæmpe for galskaben som sådan, men begge værker viser, at Jorden er rund og ikke slet så begrænsende firkantet, som den gængse dagligdag ellers kan give indtryk af.
Dirigenten Herbert Blomstedt sagde engang, at en stor komponist er en kunstner, som komponerer alle livets facetter ind i sin musik, og som gør det i en omfattende musikproduktion, der tager “det hele” med. Den definition passer godt på Per Nørgård.
Vil man forstå den nye musiks mangfoldige udvikling i vores egen tid, er han en af de mest givende at lytte til. Fra det store universelle perspektiv til det helt nære trænger hans fortolkning af vores adfærd og de måder, vi sanser vores omverden og hinanden, igennem.
De værker af ham, jeg oftest hører, er fra de små, nærmest private former som det smukke harpestykke i musikeksemplet herover og Violinsonaten “The Secret Melody”, men også større værker til den intime scene som trioen “Spell”, flere af de 10 strygekvartetter og den fænomenale slagtøjmusik “I Ching”, hvor man føler sig til stede i et magisk tempel et smukt sted i det fjerne Østen.
Overalt finder man en rørende generøsitet i hans virke. Lægger man den helt utrolige mængde udsagn sammen, han gennem et langt liv er udkommet med i både musik, ord og skrifter, oplever man en af de mest vidende, givende og globalt orienterede komponister nogensinde på vore breddegrader.
Og musikken strømmer stadig ud af ham. Ved torsdagskoncerten 15. november kan man opleve DR SymfoniOrkestret spille hans nye 8. Symfoni for første gang, hvorefter Wiener Filharmonikerne opfører værket i maj 2013. Med den store variation af udtryk, som kendetegner de hidtidige syv symfonier, har vi formentlig endnu en overraskelse i vente.
Tillykke Per, og tak for det hele.
