“Ligesom vi hele tiden efterlyser de moderate muslimer, så vil jeg da gerne her efterlyse de moderate danskere,” siger Carsten Jensen til Politiken.

Også herfra skal lyde et stort tillykke til Carsten Jensen, som i fredags modtog Olof Palme-prisen i Stockholm. Carsten Jensen fik prisen, fordi han “retter lyset mod vores selvtilstrækkelighed og snæversyn. Han inviterer os til at stå op for humanisme, fornuft og fremtidstro”, skriver priskomiteen for Olof Palmes Minnesfond på sin hjemmeside.

Olof Palme-Prisen blev stiftet i 1987 et år efter mordet på den svenske statsminister. Hensigten er at hylde personer, der ligesom Olof Palme ikke er bange for at sige sin ærlige mening, og det er Carsten Jensen som bekendt ikke. I mange år har han stadig mere overbevisende argumenteret imod den selvgode “sig-selv-nok-mentalitet”, som har bredt sig i både Danmark og omverdenen.
“Vi må gøre op med os selv, hvem de virkelige forrædere er. De, der kræver at få sandheden at vide, eller de, der inviterer os indenfor i selvbedragets og løgnens fællesskab,” skrev Carsten Jensen marts 2006 i en opsigtsvækkende kronik i Information. Samtidig opfordrede han den øverste ansvarlige for det famøse fællesskab, statsminister Anders Fogh, til at gå af.

Kommentarer som denne har i Danmark skabt et udbredt had til forfatteren, som i nogles øjne “pisser på sine egne”. Dagbladet Politiken var da heller ikke sen til at ledsage nyheden om Olof Palme-prisen med overskriften: “Carsten Jensen får 400.000 kr. for at kritisere Danmark”. Og i læsernes kommentarer under historien læser man eksempelvis:
“Rejs en skamstøtte over Carsten Jensen, vor tids Corfitz Ulfeldt.”

Det er bare ikke på grund af sin kritik af Anders Foghs og Pia Kjærsgaards Danmark, at Carsten Jensen blev valgt som pris-modtager – snarere tværtimod. Priskomiteens formand, Pierre Schori, siger til Information:
“Carsten Jensen er noget så sjældent som en intellektuel, der har viljen og evnen til at se på og lytte til, hvad der foregår i hele verden og samtidig formår at formidle det. Det er ikke bare i Danmark, han har formået det, men det er i Tjetjenien, Afghanistan, Burma og på Balkan. Han tilhører en meget lille gruppe af intellektuelle, som har været disse steder for at berette om dem, og han tager stilling til dem.”

For Pierre Schori og resten af priskomiteen gør denne universalisme Carsten Jensen til en enestående forfatter, og jeg er ganske enig i den vurdering. I sine bøger gør han de nære oplevelser til springbræt for de store, og omvendt. Og i sine dagsaktuelle essays og aviskommentarer gennemhegler han selvbedragets og løgnens primitive kultur, som har regeret alt for længe.
Kendte man kun Carsten Jensen fra aviserne, kunne man måske mistænke ham for at være en forbitret, sur mand, men hans forfatterskab afslører så megen varme, dybt følt fortælleglæde og sans for menneskelig adfærd, at denne skippersøn fra Marstal reelt er mere dansk, end Pia Kjærsgaard nogensinde bliver. Ikke siden jeg i sin tid læste de fede romaner af Dostojevskij og Thomas Mann, har så omfattende og langstrakt en bog som “Vi, de druknede” opslugt mig så totalt. Og rejseskildringen “Jeg har hørt et stjerneskud” er den bedste rejsebog, jeg nogensinde har læst, eventyrlig og rig på tanker, opdagelser og iagttagelser, som den er.

Ikke desto mindre hyler mange danskere over, at hædersbevisningen fra Olof Palmes Minnesfond skulle tilfalde Carsten Jensen. Det virker ærlig talt noget ynkeligt, og i den forstand siger de sure protester mest om gruppen af skrydere, hvilket jo nærmest beviser, at Carsten Jensen faktisk rammer plet i sin beskrivelse af Anders Foghs og Pia Kjærsgaards uhyggelige Danmark.
Som en læser skriver i Politikens debat: “Snub en kleenex og tør fremmedhadet af kinderne”.

• Se Politikens dækning og læserdebat her.
• Se Informations dækning her.
• Læs Politikens efterfølgende interview med Carsten Jensen her.