Kynismens selvretfærdige terror

Harald Sæverud: Kjempevise-Slåtten fra Siljustol Suite, Opus 22. Leif Ove Andsnes. EMI.


Spontant som en forbitret ed strømmer tonerne ud af det stærke norske klaverstykke, som straks efter nyheden om den tragiske massakre på Norges socialdemokrater dukkede op i mit hoved. Satans!
I dansk tv snakkede kommentatorerne straks om sandsynligheden for muslimsk terror i Norge, men få timer efter kunne det fastslås, at gerningsmanden til det afskyelige bombe- og skuddrama er en norsk højreekstremist med antimuslimske sympatier. Han er en pæn fyr af typisk skandinavisk udseende, men skindet bedrog. Manden, der er tidligere medlem af Dansk Folkepartis norske sidestykke, Fremskrittspartiet, er fuldstændig afsporet.

Hvad har Harald Sæveruds musik fra nazityskernes besættelse af Norge i 1940-45 med den modbydelige massakre at gøre? Kjempevise-slåtten er jo et musikalsk symbol på norsk patriotisme, og da højreekstremister som regel dyrker nationalstaten som en helligdom, de er sat i verden for at forsvare, smykker de sig gerne med landets kulturelle emblemer. Sæveruds musik refererer tilmed direkte til modstandskampen. Så er det ultranationalistiske højre ikke netop de sande frihedskæmpere?
Aldrig. Alene det at skrive det, giver mig kvalme. I frie demokratiske lande som de skandinaviske er frihedskæmper-retorikken jo fuldstændig malplaceret. Den sympatiske norske statsminister, Jens Stoltenberg, har derfor ret, når han værdigt appellerer til sammenhold mod den syge ekstremisme, som fredag angreb Norge. Svaret er åbenhed, medfølelse og civilisation, ikke grænsepæle, frygt eller det aggressive stivsind, som Dansk Folkeparti har pisket op her i Danmark.

Sorg blander sig med vrede. For hvem er det, der inspirerer højreekstreme personer? Hvem er det, som kobler fremmedhad og had mod socialdemokrater sammen?
Ja, hvem var det nu, der råbte op om, at socialdemokrater og ventreorienterede er pladderhumanister, som har ødelagt vores land ved at lade det oversvømme af fremmede?!
Vi ved alle alt for godt, hvem der her sigtes til. Med deres unuancerede skarpe retorik bærer skryderne et tungt ansvar for den krigslignende tilstand i debatten, hvor især højrefløjen har etableret sig som den blodige part.

  • Læs også Rune Engelbreth Larsens blog her.
  • Dansk Folkeparti har et moralsk ansvar for norsk massakre – se her.
  • Fhv. udenrigsminister Uffe Ellemann kommenterer her.
  • Højreradikalismen har fået lov til at løbe fuldstændig løbsk, siger Lars Trier Mogensen til Ræson her.
  • Meget tyder på, at tolerance og sammenhold kan blive den værste straf, Anders Breivik kan få, skriver Christian Jensen. Se her.

Heja Sverige!

De danske højre-politikeres snak om valgcensur i Sverige er til grin. Som ytringsfrihedens apostle i Muhammed-tegningernes eget land gejler de sig op med forslag om, at Europarådet sender valg-observatører til Sverige ved rigsdagsvalget 19. september. Årsag: Svensk TV 4′s ledelse har afvist at sende racistisk valgpropaganda fra Dansk Folkepartis søster, Sverigedemokraterna.
DF-lederen Pia Kjærsgaard ser i den anledning Sverige som “Nordens bananrepublik”, hvilket er så grotesk en påstand, at svenskerne tager det roligt i enhver betydning af ordet: De danske politikeres kritik affærdiges som det, den er: Useriøs underholdning, man skulle tro var forfattet af en stand-up-komiker.

  • Se Dagens Nyheter her.

I vil gerne have en kammerat med i skammekrogen. I vil så gerne have, at svenskerne er lige så fremmedfjendske som danskerne, men det er de bare ikke, siger Lasse Dencik, svensk professor ved Roskilde Universitetscenter.

Det kommer vel an på en prøve ved valget 19. september, men jeg tror, han har ret. Sverigedemokraterna kæmper for en antimuslimsk svensk magelighedskultur, der lanceres som “tryghed & tradition” for landets stigende gruppe af pensionister. Deres budskab kendes overalt i Sverige, selv om svenskerne forsøger at bevare et vist niveau i debatten. Modsat Danmark er der jo udbredt enighed om grænsen for, hvor meget man må pisse på hinanden.
Anstændigheds-grænsen handler nok om mere end Sverigedemokraterna og deres kamp mod muslimske indvandrere: Det svenske establishment søger for alt i verden at undgå den svinske debatkultur, som Dansk Folkeparti har fremmet i Danmark. Og hvem ved: Måske virker den højre-populistiske danske indblanding i svenskernes valg som en rød klud, der snarere styrker end svækker Sveriges anstændighedsgrænse.

Hyler jeg da med det kor, der ønsker de nye ultranationalister udelukket fra parlamenterne? Er det en tragedie, hvis Sverigedemokraterna får så mange stemmer, at de kommer i Riksdagen?
Ja og nej. Det er for så vidt tragisk, at folk overhovedet har behov at stemme på fænomener som Dansk Folkeparti og Sverigedemokraterna, fordi det er spild af kostbar tid i forhold til samfundets naturlige udvikling, samt ikke mindst: de frisindede demokratiske idealer, lande som Danmark og Sverige normalt fremhæver. Men demokrati er også debat, kanaliseringen af konflikter, sammenstødet mellem holdninger – ikke tabuisering, boykot og tavshed.
Ræk dem bare aldrig en lillefinger. Den danske situation, hvor VK-regeringen lader sig sylte ind i Dansk Folkepartis fremmedfjendske holdninger, er en høj pris at betale for at beholde magten. Det er et lavpunkt i nyere dansk historie, som svenskerne forhåbentlig undgår.

  • Eks-udenrigsminister Uffe Ellemann’s kommenterer her.
  • Læs også Carsten Jensens essay om tre bøger, som forsøger at portrættere Sverigedemokraterna og deres forudsætninger her.
Follow

Get every new post delivered to your Inbox.