Posts filed under 'Web'
Peter Sellers’ A Hard Day’s Night.
Sig Dr. Strangelove , Being There og Den Lyserøde Panter, og jeg tænker straks på Peter Sellers, men A Hard Day’s Night? Ork jo. Se her, hvordan den britiske komiker og skuespillers skæve format trækker Beatles-hittet ud af folden ved at vride teksten som Laurence Olivier’s Richard III. Hvilket rollespil…
2 comments 11. april 2009
X Factor møder klassisk musik på YouTube.
Med flere end 13 millioner kig og views på tre måneder har YouTube Symphony Orchestra samlet større international interesse end nogen anden begivenhed i det klassiske musikliv. Invitationen til at spille med i orkestret sammen med andre af videoportalens mange kreative sjæle blev besvaret med 3.000 prøvevideoer fra interesserede overalt i verden. Heraf blev 200 ansøgere optaget i finalen.
I dag kan man se en flot og funktionel præsentation af de medvirkende på orkestrets YouTube-domæne, og jeg har lige glædet mig over mere eller mindre virtuose prøver på Paganinis solostykker, orkesterstemmen af Brahms 4. Symfoni samt ikke mindst: Adagioen af Mozarts Klarinetkoncert spillet på det smukke litauiske instrument Birbyne. Kun en musiker fra Skandinavien medvirker; han er fra Sverige og spiller kontrafagot.
Dermed er alt ved at være klart til en storstilet premierekoncert i New York’s Carnegie Hall 15. april. Michael Tilson Thomas dirigerer, og dagen efter kan koncerten opleves på orkestrets hjemmeside. Musikken er bl.a. af den kinesiske komponist Tan Dun, kendt for sin musik til bl.a. Zhang Yimou’s store film Hero og Kinas magtovertagelse i Hong Kong.
Sådan bruges Internettet for første gang til at samle et helt symfoniorkester bemandet af alverdens musiktalenter, musikstuderende og gode amatører. Ideen er fascinerende, og noget tyder på, den også er god. Ved at bruge den populære videoportal YouTube udvider man så at sige den globale musikformidling, som musiklivet i forvejen har tradition for. Projektet handler jo om at mobilisere de unge og skabe interesse for klassisk musik, og så slagter man gerne nogle hellige køer og lukker frisk luft ind i musikkens eksklusive haller.
P1’s Orientering har i øvrigt et godt indslag om projektet og komponisten Tan Dun. Hør indslaget her.
- Besøg projektets hjemmeside her.
- Foretrækker man at læse et nordisk sprog, så klik den svenske kanal her.
- Hør Tan Dun’s Internet Symfoni i en optagelse med Londons Symfoniorkester her.
- Læs Guardian’s “The great big musical mash-up” her.
- Hør også den kinesiske pianist Lang Lang spille Chopin i en optagelse fra Berliner Filharmonikernes Digitale Koncertsal her.
Add comment 24. marts 2009
Nicheprægede aktiviteter.
Det både morer og bekymrer mig at se interesse for kunst, klassisk musik og jazz betegnet som “nicheprægede aktiviteter”. Jazz-pianisten og komponisten Søren Møller bruger vendingen i sin Politiken-blog Brooklyn i Stereo i forbindelse med Thomas Michelsen’s anmeldelse af en succesfuld amerikansk musikbog: Alex Ross’ The Rest is Noise – Listening to the Twentieth Century.
I USA og Storbritannien vækker bogen betydelig opsigt, fordi spændende litteratur om musikkens snirklede, fascinerende historie i det 20. Århundrede er en sjældenhed. Selv har jeg endnu ikke læst bogen, men forstår at det lykkes Alex Ross at kortlægge kunstmusikkens store skatkammer ved at menneskeliggøre musikhistorien. Myterne om den moderne musiks utilgængelighed blegner, og eksempelvis beskrives i stedet amerikaneren George Gershwins fascination af østrigeren Alban Berg, der igen var optaget af 12 tone-musikkens fader, Arnold Schönberg. Ifølge den engelske avis Guardian finder man bogens grundlæggende idé i Berg’s udtalelse til Gershwin:
“Mr Gershwin, music is music.”
Nichen bliver varm
Guardian tildelte i december Alex Ross en First book award for The Rest is Noise, ligesom forfatteren prises hjemme i USA. Og helt afgørende: Bogen sælger.
Hvorfor har Søren Møller så, når det kommer til stykket, en vis ret i sin snak om “nicheprægede aktiviteter”?
Fordi den kreative kunst fylder så lidt i de gamle massemedier, der helst beskriver kulturens mennesker, pengesager og fast ejendom, nye operahuse og koncertsale. I stedet er Internettet blevet et skatkammer for os, der dyrker kunst, klassisk musik og jazz. Det var på Internettet, jeg opdagede Alex Ross, ligesom det var på Søren Møller’s blog, jeg blev bekendt med Thomas Michelsen’s anmeldelse. For bare få år siden ville jeg pure have afvist det, men i dag betyder den kultur- og kunstformidling, man finder ude på Internettet, mere end nogen dansk papiravis.
Henvisningen til Guardian bekræfter såmænd argumentet, fordi det som regel altid er avisens fremragende Internet-udgave, jeg læser.
Også i det lys er Alex Ross interessant. For ikke alene har han skrevet en interessant bog, han har også etableret et stærkt samspil mellem de traditionelle medier og Internettet: Han skriver i The New Yorker, han skriver bøger, han holder foredrag, og han blogger i en af Internettets mest læste weblogs, The Rest is Noise, hvor man blandt andet kan høre eksempler på den musik, han omtaler i bogen. Desuden ser han ud til at være et tiltalende menneske, som har et naturligt forhold til et stort netværk af venner og kontakter overalt i USAs musikliv.
Jeg tror på ham som et moderne menneske med fingeren på tidens musikalske puls. Derfor er jeg glad for opdagelsen af hans “niche” på Internettet – nu må jeg se og få købt og læst hans bog.
Add comment 16. februar 2009
Underjordiske paladser i Moskva.
Nej, det her er ikke scener fra et computerspil. Det er Novoslobodskaya metrostation i Moskva fotograferet af en 36-årig hollænder, der kalder sig Bee Flowers. Han har skabt den mest imponerende samling billeder fra den berømte Moskva-metro, jeg mindes at have set. Arkitekturen, designet og den kunstneriske udsmykning er uden sidestykke.
Hollænderens interesse for billeder, maleri og fotografering samt hans kærlighed til russisk kultur førte ham i 1989 til Moskva. I stedet for at flygte fra den tiltagende politiske uro, animerede sammenbruddet af superstaten USSR ham til at blive i landet, hvor han blev en del af det nye forretningsliv – hvad han i øvrigt ikke forklarer nærmere.
Lige meget hvad, så fascinerer hans billeder fra Moskva-metroen. Vi mindes om bygherren, diktator Josef Stalin’s smag for det pompøse. Metroen og dens kunstneriske udsmykning blev omtalt som “folkets paladser”, hvor hverdagens mennesker skulle påvirkes af den kunst, kommunisterne anså for god.
Javel kammerat!
Se billederne her.
Add comment 15. februar 2009
Digital koncertsucces i Berlin.
Et af verdens stærkeste orkestre, Berliner Filharmonikerne, høstede en gedigen succes med åbningen af sin digitale koncertsal i aftes, og jeg er rent ud sagt begejstret. Tænk at man kan sidde her en kold tirsdag aften i sit lune hus og følge dirigenten Simon Rattle og hans suveræne orkester i en direkte Internet-udsendelse med video-billeder og lyd i HD- og hi-fi-kvalitet. Det virkede faktisk lige så eventyrligt, som da vi fik fjernsyn i mit barndomshjem tilbage i 1956. I dag, da dansk fjernsyn efterhånden kun dyrker almindeligheden og er mere rytmisk end musikalsk, er det en sand åbenbaring at blive befriet for de danske begrænsninger via Internet og computer.
På nær et par minimale hak i billederne fra Anden sats af Brahms’ Første Symfoni forløb transmissionen fra Berlins Philharmonie perfekt, og med videobillederne på fuld 20 tommer skærm og saftig lyd med dybde ud af hi-fi-anlæggets store højttalere virkede koncerten så livagtig, at jeg fuldstændig lod mig rive med af det brillante orkesterspil. Musikerne kender Brahms hele vejen igennem, og det er klart en ære for dem at vise, at de ikke bare mestrer et kendt værk som Første Symfoni som få andre, men at de tilfører musikken liv og varme på et suverænt kunstnerisk niveau. De får os til at tro på den klassiske musik som en helt grundlæggende og naturlig del af Europas kultur.
Billederne styrker oplevelsen.
Ville det ikke have været lige så godt blot at høre musikken i en radio-transmission, sådan som vi er vant til? Det er i hvert fald ingen skade til at have begge muligheder, men man er klart nok mere til stede ved koncerten, når man faktisk ser, hvad der foregår, og uden at være henvist til en sludrevorn speakers forklaringer. Synet af arbejdende musikere inspirerer, og det var en glæde at se, hvor behændigt video-folkene fjernstyrede deres små kameraer, så vi hele tiden fik relevante billeder af de musikere, der betonede en pointe i symfonien.
Samtidig var det en oplevelse at betragte chefdirigenten Simon Rattle. Han pinder ikke enhver detalje ud i præcise slag. I lange stræk lader han musikerne spille for sig, idet han med hele sit kropssprog og mimik etablerer et samspil, hvor de i fællesskab former og løfter musikken. Nærbillederne fra den digitale koncertsal forstærkede faktisk indtrykket af dette samspil, og det er en stor kvalitet.
Dertil kommer betydningen af at formidle kultur til den store omverden. Tyskerne er med rette stolte af deres Berliner Filharmonikere, og fra podiet gjorde arrangøren meget ud af at betone betydningen af at formidle det bedste, vi har at byde på, i den nye globale verden, vi lever i. Velkommen altså til de nye digitale koncertsale og web-TV.
Add comment 7. januar 2009
Store orkestre i digitale koncertsale.
Den klassiske musik opruster overalt på Internettet, og nu har et af verdens førende symfoniorkestre, Berliner Filharmonikerne, åbnet en digital koncertsal, hvor alverdens publikum kan følge orkestrets koncerter, direkte fra Berlin eller fra arkivet. Andre aktører som Monteverdi.tv og Medici.tv byder sig også til med web-stream i høj kvalitet. Monteverdi.tv fejrer eksempelvis hollændernes store Concertgebouw-orkester, som musikmagasinet Gramophone for nylig kårede som verdens bedste. I den anledning kan man frit opleve en opførelse af Beethovens 3. Klaverkoncert, ligesom man kan hente en brillant lyd-indspilning af Brahms’ 2. Symfoni, som absolut lever op til Concertgebouw-orkestrets fornemme status. Hent den her.
I alle tre tilfælde er video-optagelsernes kvalitet noget af det bedste, jeg endnu har set på Internettet. Billederne gengives ubesværet på en 20 tommer computerskærm, og musikken klinger rigtig godt ud af B&W-højttalere, tilsluttet via et USB-kabel mellem computeren og forstærkeren. Men vil man betale for adgangen til de nye digitale koncertsale?
Når Berliner Filharmonikerne 6. januar udsender den første koncert live med chefdirigenten Simon Rattle på podiet, koster det 5 Euro (38 kr.) at komme med indenfor, som kampagnepris altså. Ved den næste koncert 11. januar med Zubin Mehta og Murray Perahia er vi oppe på den normale digitale billetpris: 9,90 Euro, altså 75 kr. Til gengæld giver en billet til arkivet adgang til hver optagelse i 48 timer.
Klassisk er for fint for dansk TV.
Man skal nok være sulten på musik for at købe en digital billet, men det er jeg faktisk også. I dag, da klassisk musik, opera og ballet er for fint for dansk TV – undtagen når Dronningen er med – frister tilbuddene fra omverdenen. Sveriges TV 2 sender tilmed opera, som vi for nylig så det med Wagners Siegfried. Måske får piben en anden lyd, når Danmarks Radio i januar åbner sit nye Koncerthus i Ørestaden – det skal blive interessant at se, hvor meget mere end selvpromoverende jubel det bliver til.
Endnu et element frister ved de digitale koncertsale: Jeg elsker at se dirigenterne forme toner og musikalske strukturer, og til at vise det er TV- og computerskærme prima. Det er en oplevelse at følge John Eliot Gardiner i Dvoraks 7. Symfoni fra Nobelpris-koncerten i Stockholm, som det franske Medici.tv viser for tiden. Samme sted dirigerer Pierre Boulez Ildfuglen af Stravinsky. Se her.
Add comment 6. januar 2009
En katedral af skrot.
I en baghave i Austin, Texas, finder man dette “kunstværk”, som får beskuerne til at måbe. Et mægtigt bygningsværk skabt af i hundredevis af gamle cykler og andet ragelse, folk smider fra sig, vidner om en usædvanlig fantasi, som får nogle til at tænke sig om ligesom ved synet af et tankevækkende kunstværk. Hvad pokker er meningen?
“I just did it for fun,” siger skaberen Vince Hanneman. Han er håndværker og ligner ellers sine naboer på vejen. Nogen dybere forklaring på hans værk er det også svært at få ud af ham. Forklaringen kommer til gengæld fra nogle af hans gæster, og på Internettet – ikke mindst på fotoportalen Flickr – er Cathedral of Junk nærmest blevet kult.
Fotografen Adolfo Isassi ser værket som et eksempel på den flygtige natur i vores moderne livsstil; hvad der er inde i dag, er ude i morgen. Så Iassi finder bidende ironi i Cathedral Of Junk: Hele denne samling af skrot er jo et produkt af vore stærkeste værdier: videnskab og teknologi, som efterhånden erstatter tro og religion. I hvilken grad svigter de nye værdier os? spørger Isassi. – Se hans billeder og læs hans ord her.
- Hør DRs P1-reportage om Cathedral Of Junk her.
Add comment 1. januar 2009
