Posts filed under 'Verden'
I Berlin kørte man altid mod øst.
I disse timer er det 20 år siden, Muren faldt i Berlin. Og det er 40 år siden, jeg første gang besøgte DDR, som byggede den for at forhindre sit eget folk i at flygte.
Erindringens billeder myldrer frem og udløser blandede følelser. For selv om Muren var et af den nyere civilisations mest ækle bygningsværker – selve symbolet på en umenneskelig situation – virkede det hovedløst, da Vesttyskland og det øvrige Vesten i tiden efter satsede alt på bare at udslette DDR så hurtigt som muligt. Kunne man ikke til en begyndelse have koncentreret indsatsen om at smide det diktatoriske regeringsapparat og de russiske soldater ud, for så til gengæld at lade østtyskerne akklimatisere sig over en årrække?
DDR var jo trods alt mere end Stasi, statskapitalisme og småborgerlige bureaukrater. Det var 40 års levet liv for millioner af mennesker med alle de erfaringer, tanker, håb skuffelser og fænomener, DDR-borgerne oplevede.
På flere besøg i landet blev jeg vidne til, hvordan en stadig stærkere folkelig kultur banede sig vej frem gennem systemets konforme labyrint. Folk udviklede en rørende medmenneskelighed og agerede med en opfindsomhed, som gjorde stort indtryk på den nysgerrige gæst fra Danmark.
De var både venlige og uhyre åbenhjertige om deres tilværelse og drømme. I årene op til Murens fald følte jeg mig derfor overbevist om, at den folkelige kultur ville sejre, men at den væltede Muren i det gigantiske ryk, vi blev vidne til 9. november 1989, var en lyksalig overraskelse. Regimet endte som en regering uden et folk.
En varm sommerdag året før besøgte jeg den østberlinske forstad Köpenick, hvor en arbejdsløs skomager engang udklædte sig som preussisk kaptajn. Derpå tog han kommandoen over en gruppe soldater, indtog byens rådhus og beslaglagde kommunekassen. – Den historie hørte jeg allerede om i den danske folkeskole, hvor læreren fremhævede den som et eksempel på blind tysk autoritetstro.
En regnbyge jog os indenfor i et velbesøgt værtshus – en gammel knejpe, som emmede af alt andet end autoriteter. Folk drak fadøl i stride strømme, og en folkelig herre, der præsenterede sig som Wolfgang, inviterede os gemytligt til at sidde ved hans og kammeraternes bord. Begejstret modtog han vores oplysning om, at vi kom fra København.
“Ach ja, Kopenhagen,” sukkede han. “Den by ville jeg så gerne besøge – ligesom Amsterdam og Paris. Det går bare ikke.”
“Hvorfor ikke?”
“Vores regering har for ringe tillid til os DDR-borgere.”
Wolfgangs enkle svar sagde mere end mange fine ord. Hans gamle far boede i VestBerlin og var blevet for svag til at foretage rejsen gennem Muren til sønnen i DDR. Omvendt måtte Wolfgang ikke besøge faderen. For myndighederne troede ikke på, at folk vendte tilbage, når først de var kommet ud. Det var langt fra altid sandt. I tiden op til Murens fald var levestandarden i DDR jo nået op på så acceptabelt et niveau, at indespærringen bag Muren og Jerntæppet, der delte Europa i Øst og Vest, var hovedproblemet for almindelige mennesker.
Galskaben gik for vidt. Da berlinerne i 1987 fejrede byens 750 års jubilæum, foregik det ved to parallelle, skarpt adskilte fester, som udstillede to konkurrerende politiske systemer. Begge parter gav den hele armen, og DDR høstede fordelene ved ØstBerlins historiske status som byens gamle centrum.
I det overdådigt restaurerede Schauspielhaus hørte jeg Danmarks Radios Symfoniorkester spille under Lamberto Gardelli. Den store sal er en elegant kopi af Wiens Musikverein, hvor Wiener Filharmonikerne spiller. Imens forfaldt store dele af det øvrige DDR. Hvorfor denne dyre luksus i en såkaldt arbejder- og bondestat? Så imponerende det end var, virkede det sygt.
Selv bevæbnede berlinerne sig både øst og vest for Muren med en humor, hvis ironiske vid drev ud af deres teaterstykker og film. I VestBerlin, der jo var omsluttet af DDR, gik jeg en aften i Grips Theater og oplevede den sprudlende musical “Linie 1″. Den brugte metroens Linie 1 som scene for sit portræt af berlinernes særlige adfærd i en dybt unaturlig situation, og en af replikkerne er blevet siddende lige siden:
“Berlin er det eneste sted i verden, hvor man altid kører mod øst.”
Ingen havde fantasi til at forestille sig, at den situation nogensinde ville høre op. Og det er nok det mest tankevækkende ved Murens fald: Intet i denne verden fortsætter bare i al evighed, som det er.
Es geht alles vorüber, es geht alles vorbei.
Add comment 9. november 2009
Stærk film-symfoni om Jorden.
Denne 5. juni er ikke kun Grundlovsdag i Danmark; det er også FN’s mærkedag for hele verdens naturmiljø. I den anledning har fotografen og naturjournalisten Yann Arthus-Bertrands smukke dokumentarfilm Home global premiere på YouTube, som dermed fortsætter sine bestræbelser på at blive seriøs i det store format – bogstavelig talt: Home kan faktisk ses på TV, hvis man tilslutter sin skærm computeren.
Filmet i fugleperspektiv vil Home ændre vores perspektiv på verden og engagere os i den Jord, vi lever på og lever af. Billeder af Jordens skønhed og mange naturskatte veksler med optagelser af menneskets grådige fremturen, som truer med at ødelægge den økologiske balance. Billederne er overbevisende stærke: Hvis ikke vi evner at bringe vores civilisation i harmonisk samspil med naturen, går det galt.
Yann Arthus-Bertrand har i forvejen udgivet over 60 bøger med landskabsfotografier, taget fra helikoptere eller luftballoner. Store dele af billedsamlingen viser han på sin hjemmeside, som er en af Internettets mest storslåede, hvis ikke den smukkeste af alle. Oplev den her.
Klik HD-ikonet og se filmen på fuld skærm.
Add comment 5. juni 2009
Amnesty kritiserer Danmark.
Den danske regerings behandling af flygtninge kritiseres igen i Amnesty Internationals nye årsrapport. Samtidig fastslår Dansk Flygtningehjælp, at Danmark har håndteret de irakiske asylansøgere, der søger ly i Brorsons Kirke på Nørrebro, forkert fra starten. Derfor står Danmark nu med en gruppe nedbrudte mennesker, der er så klemt af omstændighederne, at de ikke ser andre muligheder end at forskanse sig i en kirke, hvor de håber at bringe medmenneskeligheden frem i politikerne.
“Mange af de irakiske asylansøgere, Danmark nu vil sende tilbage til Irak, har været her i landet i 5 – 10 år. I hovedparten af den tid har situationen i deres hjemland været så ustabil, at UNHCR, FNs Højkommissariat for flygtninge, har anbefalet, at lande som Danmark gav dem beskyttelse. Det har Danmark ignoreret. I stedet har politikerne insisteret på, at folk da bare kunne tage hjem til et land, der åbenlyst stod i flammer,” fastslår generalsekretær i Dansk Flygtningehjælp, Andreas Kamm.
Sådan ser vi endnu engang resultatet af en mindretals-regering, hvis eksistens knytter sig til det sure bagstræb i dansk politik, Dansk Folkeparti. Oh, I lede kræmmere…
1 comment 28. maj 2009
Europa gør fiskere til pirater.
“Problemerne med pirater ud for Afrikas Horn skyldes delvist europæiske fiskeres overfiskeri i selv samme farvande. Europa har med andre ord taget føden ud af munden på somaliske fiskere og skubbet dem ud i en tilværelse som pirater,” skriver Margrete Auken i sit sidste nyhedsbrev fra arbejdet i EU-Parlamentet.
Det er godt, Margrete Auken gør opmærksom på dette aspekt af pirat-krigen ved Somalias kyst. I fjor angreb pirater i farvandet flere end 130 skibe for at kapre dem og afkræve løsepenge, og mediernes reportager giver som regel bare det enkle syn på sagen, at piraterne slet og ret er afsporede kriminelle fra et anarkistisk afrikansk land. Nu bidrager Margrete Auken og EU-Parlamentets Grønne Gruppe med nogle flere nuancer.
- Læs Margrete Aukens hjemmeside her.
2 comments 1. maj 2009
Fotosafari i kosmos.
Gys, hvor er billederne af rummets stjernetåger og galakser smukke. Fantasien vækkes til bristepunktet, samtidig også respekten for det vi har her på vores kære Jordklode.
Denne vækkelse af respekt er også meningen med de billeder, fotoportalen Flickr henviser til på sin blog. For 2009 er kåret til Internationalt Astronomiår, som skal lære os at forstå vores plads i universet. Selv om vi normalt holder os til nære gøremål her på Jordens overflade, er vores oprindelse, verdensbillede og daglige liv jo i virkeligheden tæt knyttet til Kosmos. Derfor virker vores adfærd også besynderlig.
Hvorfor opfører det intelligente menneske sig som om, vi ejer Jorden? Hvilket svælg er der ikke mellem den civiliserede menneskeheds egoistiske livsstil og den viden og indsigt, videnskaben har opbygget? Hvorfor udkæmper man religionskrige i en tid med så megen viden? Hvornår bliver vi voksne? Spørgsmålene tårner sig op.
Add comment 27. marts 2009
Forårets violin.
Kom ud, spil bold, gør kloden til din, så hører du forårets violin! skrev Klaus Rifbjerg i sit digt.
Kom til at tænke på de lyse ord, da jeg i morges gik udenfor i solen og fodrede katten. Endnu er de første dagtimer kolde, men lyset lover varme, og inde i skovbrynet synger fuglene alle om forår.
Ah, så overlevede vi endnu en grå vinter, tænkte jeg, imens katten sugede sol på sin sorte pels, og egernet løb rundt i det gamle træ. Det er som at begynde forfra på en frisk. Modet på det hele vender tilbage, og selv om papiraviserne og radioaviserne beskriver den ene krise efter den anden og sætter alt til diskussion, er oplevelsen af naturens processer svært beroligende:
Nej, vores civilisation er endnu ikke bukket under. Og nej: Naturens vækst er trods alt endnu ikke ødelagt af det skidt, grådige mennesker efterlader sig.
Jeg er slet ikke enig med Ole Jastrau, som i Tom Kristensens Hærværk mente, at der er noget “svindel med foråret”. Måske er der noget svindel med med regeringen og andre anløbne typer, men ikke med naturen og dens forår. Og det er netop det stærke, som giver håb.
Add comment 19. marts 2009
