Posts filed under 'Musikliv'
Gustavo Dudamel fortsætter i Göteborg.
I skæret af det stjernespækkede show, der for en måned siden omgav modtagelsen af Gustavo Dudamel som Los Angeles Philharmonikernes nye chefdirigent, er det nærmest gået upåagtet hen, at Stjernen fra Venezuela samtidig fortsætter som chefdirigent oppe i Göteborg. Anderledes diskret end i USA har Dudamel fornyet sin kontrakt med Göteborg Symfonikerne for yderligere tre år. For også svenskerne elsker ham. Og på sin side har den 27-årige dirigent gavn af at kunne indarbejde et repertoire, som ellers har været mere eller mindre ukendt for ham – Carl Nielsens musik for eksempel.
Her i Danmark er Gustavo Dudamel derimod nærmest ikke eksisterende. Alligevel kan jeg ikke lade være at lege med tanken om, hvad der sker, når DR SymfoniOrkestrets chefdirigent Thomas Dausgaard i 2011 siger farvel til DR. Kunne man forestille sig en type som Gustavo Dudamel som Dausgaards afløser?
Øhhh…
Add comment 4. november 2009
Kvindelig power på dirigentpodiet.
Oplevelsen af den amerikanske dirigent Marin Alsop’s koncerter er som regel betagende, så her i huset er hendes navn et kvalitets-stempel. Som musikalsk fortolker er hun af typen no nonsense, hvilket aldeles ikke forhindrer hende i at spænde buen til det yderste, eller at bevæge en solistisk, kammermusikalsk episode med udsøgt nænsomhed og varme. Hun leverer faktisk eksemplet på meget af det, som hendes mentor og store inspirationskilde, Leonard Bernstein, arbejdede for: Opfattelsen af klassisk musik som en kreativ energi, der kan forandre menneskers liv, inspirere og bevæge.
Continue Reading Add comment 23. oktober 2009
Eventyreren Joshua Weilerstein.
Så har man hørt det med: En 21-årig musikstuderende fra New England Conservatory i USA går på scenen og dirigerer DR Symfonikerne i en lidenskabelig torsdagskoncert, der virkede som begyndelsen til en storstilet karriere.
Navnet er Joshua Weilerstein, dirigent og violinist. Med sin unge alders ret er han som eventyreren, der uforfærdet går løs på de største udfordringer. At han er musiker til fingerspidserne, viste han straks i Anders Hillborgs delikate appetitvækker Four Transitory Worlds, skrevet til årets Malko-konkurrence for unge dirigenter, som Joshua til sin egen overraskelse vandt. Selv “Valse-maskinen”, som spiller to valse samtidig i forskellige tempi, fik han til at leve og swinge som en fornøjelse.
Alle parter lød også til at nyde samarbejdet i Rakhmaninovs sydende heksebryg af en Paganini-rapsodi, som den armensk fødte pianist, Marianna Shirinyan, kronede med sit spræl levende solospil. Derpå var Josh og hans danske orkester varmet op til aftenens store fortælling, Brahms Fjerde Symfoni, som jeg har hørt erfarne dirigenter fortolke så perfekt, strømlinjet og kedsommeligt, at man var ved at gabe kæberne af led. Ikke her. Vi hørte et spændende forløb spræng fyldt af musikalsk fortællelyst og rørende gåpåmod. Joshua Weilerstein lyste som en sol, og hans manglende erfaring blev i de fleste stræk opvejet af orkestrets musikere, der gav ham deres bedste.
Som violinist har han spillet i det succesombruste Simon Bolivar Ungdomsorkester fra Venezuela under dirigenter som Gustavo Dudamel, Simon Rattle, James Levine, David Robertson og John Williams. Han ved, hvad musikken og musiklivet handler om, og det skal blive interessant at se, hvilken metier han ender med at vælge: Dirigentens eller violinistens – eller begge dele?
Add comment 2. oktober 2009
Royal pris til Andreas Brantelid.
Det er alt for sjældent, en dansk tv-kanal inspirerer landets musikalske sjæle med musikkens guld, men i aftes skete det i DR2, hvor musikerne tilmed var aftenens eneste normale indslag. Jeg mener: Værten Mikael Bertelsens underfundige stil kan næppe kaldes normal, ligesom det er unormalt, når kronprins Frederik træder til og hjælper med at skubbe et koncertflygel til side på scenen, men hvorfor ikke? Alt for kunstnerne altså – respekt!
DR2 sendte uddelingen af Kronprinsparrets Kulturpris 2009 fra DR Byens Koncerthus, og da den 22-årige prismodtager, cellisten Andreas Brantelid, kom på scenen, tændtes der et lys, som strålede af lige dele skønhed og perfektion. Hvor er han dog god.
Med DR Symfoniorkestret var Andreas Brantelid solist i Edward Elgars Cellokoncert, hvor komponisten begræder Første Verdenskrigs tragedier, som ødelagde hans gamle verden. Musikkens melodiske strøm af dybe følelser kalder på den største indlevelse, og den evne har Andreas Brantelid. Han spillede, så musikken overstrålede alt andet og zoomede vore ører ind på hans cello og orkestret fra første til sidste node.
DR2 afrundede udsendelsen med en herlig optagelse hjemme fra privaten, hvor Andreas spillede duet med sin far, Ingmar Brantelid, der selv er cellist i Det kongelige Kapel. Sådan fik vi forklaringen på, hvorfor musikalsk format og naturlighed ikke er uforenelige størrelser.
- Mere om Andreas Brantelid her.
Inden priskoncerten morede jeg mig over den ærke-engelske festkoncert Last Night of the Proms fra Royal Albert Hall i London, som i år blev dirigeret af den sympatiske amerikaner David Robertson. Mere om ham her.
Add comment 20. september 2009
Rattle og Dudamel i Göteborg.
Måske skulle man tage på koncertbesøg i Göteborg, hvor byens symfonikere de kommende dage spiller med to af det internationale musiklivs mest interessante personligheder: Simon Rattle og Gustavo Dudamel.
Simon Rattle har ellers hænderne fulde som Berliner Filharmonikernes chefdrigent, men et gammelt venskab med Göteborgs Symfonikere og orkestrets leder, Edward Smith, fører ham denne uge til Göteborg. Torsdag og fredag dirigerer han Ravels Shéhérazade og Gustav Mahlers mægtige 3. Symfoni. Mezzosopranen Magdalena Kozena er solist – det bliver sikkert stort.
Simon Rattle var også en af de første til gøre opmærksom på “miraklet fra Venezuela”, hvor et system af musikskoler har udviklet sig til en dynamisk ungdomsbevægelse med orkestre og kor. Gustavo Dudamel er selv barn af El Sistema, og nu kan han krone sin unge karriere som chefdirigent for symfonikerne i både Göteborg og Los Angeles.
Næste uge dirigerer Gustavo Dudamel Göteborgs Symfonikere på orkestrets turné til Hamburg, Bonn, Amsterdam og Bruxelles. På programmet er blandt andet Carl Nielsens 4. Symfoni “Det Uudslukkelige”, som de gav en stærk opførelse sidste sæson.
Add comment 15. september 2009
Dudamel’s stærke livtag med Nielsen.
Göteborg-symfonikernes utraditionelle præsentation på Internettet.
Stjernen fra Venezuela, Gustavo Dudamel, gentager 9. og 10. september sin succes med Carl Nielsens stridbare 4. Symfoni “Det Uudslukkelige” i Göteborg, men allerede i aften kan vi høre opførelsen fra sidste sæson i Sveriges Radios P2 Live. Jeg optog koncerten, så værsgo’ – hør her første del af symfonien:
Carl Nielsen: Symphony No. 4 – first part. Gustavo Dudamel & Gothenburg Symphony Orchestra. Recording from SR P2.
Dudamel går til biddet i stormende tempo. Samtidig fascinerer det mig, at han musicerer med både disciplin og god smag, hvor han og orkestret i lange stræk betoner de lyriske kontraster med rørende omhu for detaljen.
Sådan får Dudamel i Göteborg mulighederne for rigtig at trænge ind i den nordiske musiks univers. Måske var det første gang, han dirigerede Carl Nielsens Fjerde Symfoni. Næste gang bliver det måske med filharmonikerne i Los Angeles, hvor han nu efterfølger Esa-Pekka Salonen. Dudamels første koncert som chefdirigent for LA Phil. er 8. oktober med Gustav Mahlers 1. Symfoni og et nyt værk af John Adams på programmet. Mere om den koncert her.
Den 27. august dirigerer Dudamel også Wiener Filharmonikerne ved Festspillene i Salzburg. De opfører Tchaikovsky’s Violinkoncert med Nikolaj Znaider som solist, og “Le sacre du printemps” af Stravinsky.
Add comment 6. august 2009
Lang Lang – tidens nye idol.
Musikken har altid haft sine idoler – sangere og musikere, der i den grad bevæger det store publikum, at man gerne lægger alt andet til side for at opleve dem. I den klassiske musik var det Luciano Pavarotti, og før ham Maria Callas. Den højeksplosive dirigent Arturo Toscanini var også en af dem, ligesom Enrico Caruso begejstrede det store publikum så meget, at han blev historiens første best-seller på plade.
Det var i sidste århundrede. Hvem er publikums favorit i dagens verden? Jeg ser tre kandidater: Den dirigerende komponist Esa-Pekka Salonen, pianisten Lang Lang og den unge fremstormende dirigent Gustavo Dudamel.
Af de tre skiller kineseren Lang Lang sig ud med en appeal, der trækker i den helt store stil. Som vi ser og hører i et YouTube-klip fra Berliner Filharmonien (klik billedet), spiller han Chopins Etude Nr. 3 med en virtuost kalkuleret udtryksfuldhed, der får følelserne til at skylle gennem folk, men ikke alene det:
“Yes-we-can”-symbol
Lang Lang er barn af Riget i Midten, det nye Kina, hvis appetit på vores klassiske musik er stigende. Kinesiske symfoniorkestre har høj status, og nye koncerthuse bygges i dyre domme til dem – og til solister som deres egen Lang Lang. Han sætter niveauet i Kina som et “yes-we-can”-symbol for den kommende supermagt.
Pavarotti døde i 2007 og efterlod det internationale musikliv uden en klar favorit-stjerne, men ikke længe: Ved åbningen af de Olympiske Lege i Beijing sidste sommer medvirkede Lang Lang og gjorde sin entré i en stil, der var en rock-stjerne-millionær værdig. Milliarder af mennesker fulgte det olympiske åbnings-show i TV og huskede Lang Lang. Verden havde fundet sit nye idol.
16. juni spillede Lang Lang i Tivolis Koncertsal, og anmelderne var begejstret:
Add comment 18. juni 2009
