Posts filed under 'Musik'
Mazurka i sne.
Martha Argerich’s encore at the Nobel Prize Concert in Stockholm: Chopin’s Mazurka no. 15 in C. Radio recording from SR P2 Live.
Den nyfaldne sne er et opmuntrende smukt syn. Den lyser op, og den isolerer husets stråtækte tag, så det er lettere at varme op.
Indenfor i min varme stue buldrer ilden i ovnen, ledsaget af aftenens koncertoptagelse fra Stockholm med Martha Argerich, der var solist i Ravels fortryllende Klaverkoncert i G-dur. Publikum tiljublede varmt den temperamentsfulde argentinske pianist, og hun kvitterede for bifaldet med det mirakel af et ekstranummer, Chopins Mazurka nr. 15 i C, som du kan høre i optagelsen herover – et perfekt akkompagnement til sneflokke, der kommer vrimlende.
Add comment 17. december 2009
En flodstrøm af guld.
En rigtig aha-oplevelse – intet mindre. Alle sanser borer sig ind i det Internet-stream, som Det Kongelige Teaters for tiden viser af Rhinguldet, første del af Wagners 15 timer lange operadrama Nibelungens ring. Se og hør det time-lange uddrag her. Jeg supplerer med Valkyrien fra samme produktion.
Anledningen er kåringen til “Årets DVD”, som det ærværdige engelske musikmagasin Gramophone i oktober tildelte Det Kongelige Teaters udgivelse af operachefen Kasper Holtens Ring. De sidste 30 år har Patrice Chereau’s og Pierre Boulez’ berømte Bayreuth-opsætning, foreviget på video i 1980, ellers været min foretrukne udgave af Ringen. Det var dér, det store drama om kærlighedens pris fik form som en både fortryllende og skæbnetung helhed, der tilmed åbenbarede de aller sidste toner i Ragnarok som den skønneste musik, jeg nogensinde havde hørt – den smukkeste udklang af et langt, blodigt drama, det mest bedårende håb. Det var også dér, sangeren Heinz Zednik gav den opfindsomme Loge, ildens gud, sprudlende vitalitet og vægt som hovedperson i Rhinguldet – en rolle som Kasper Holten forstærker ved at lade Loge repræsentere den kritiske frie presse.
Da Det Kongelige Teater så – omsider – lod tæppet gå op for Kasper Holtens og dirigenten Michael Schønwandts Ring, fik vi en helt anden, men lige så oplevelsesmættet udgave, humoristisk, tankevækkende og diskutabel, sådan som den personlige tolkning af et klassisk værk vil være.
Endnu har jeg ikke anskaffet den priste dvd-udgivelse af The Copenhagen Ring, men var med i teatret og har altså et indtryk at sammenligne med.
Efter den streamede oplevelse af Rhinguldet på teatrets hjemmeside er appetitten i hvert fald stor. For optagelsen zoomer suverænt ind på alt det, der giver mening i værket. Vi kommer tættere på, også på de stærke billeder af den nøgne unge mand, som svømmer rundt i Rhinens vand. Vi ser skarpere og forstår mere. Og man fryder sig over sangere i international klasse, som tilmed præsterer stort skuespil. Dørene åbnes til underbevidsthedens eventyrlige mørkekammer – det er mageløst, næsten endnu bedre end i teatret!
Add comment 25. november 2009
Brahms fra Sibirien.
Vadim Repin in Johannes Brahms’ Violin Concerto. Michael Schønwandt & The Danish Radio Symphony Orchestra. Radio recording from DR P2.
Så smukt spillede den store russiske violinist fra Sibirien Brahms’ Violinkoncert ved en Torsdagskoncert sidste sæson, som radioens P2 i aften genudsender. Hør den!
DR SymfoniOrkestret og Michael Schønwandt er Vadim Repins tro medspillere, og i lange stræk, som i eksemplet herover, musicerer de så udsøgt kammermusikalsk, at man forstår Repins udtalelse om, at “Brahms moves me to the very depths of my being”.
Typen Vadim Repin er i et og alt helt usædvanlig. Og da han stammer fra det fjerne Sibirien er det nærliggende at forestille sig, at han er i besiddelse af nogle skarpere, mere naturlige instinkter end mennesker, der fra vugge til grav lever i de store byers kulturelle metropoler.
Som få andre i verden i dag tilfører han de velkendte klassiske toner en indtrængende varme og lidenskab, som var han i direkte kontakt med Brahms, Tchaikovsky og Sibelius og deres natur. Hvor en brillant ung violinist som Hillary Hahn spiller med en god Apple-computers perfektion, fremkalder Repin selve den musikalske ånd, som skabte værket. Det giver i glimt hans spil en søgende karakter – skal jeg alligevel tage den i 7. position på A-strengen, synes han pludselig at spørge sig selv midt i en frase. Tonen eller grebet vakler en smule, men lad være at kalde det usikkerhed. Nej, det er skabelsens liv her og nu – nærmest en kvalitet altså, som sikrer at den klassiske musik ikke ender på museum.
Fra Repin til Nikolaj Znaider
Fra rækken af tidligere oplevelser med Repin gjorde han forrige sommer Sibelius’ Violinkoncert til en stjernestund ved Verbier-festivalen i Schweiz. Jeg hørte opførelsen i DRs P2 og optog den til alt held på computeren. Siden er den opførelse af Sibelius-koncerten blevet nr 1. Sammenholdt med diverse CD-produktioner er det egentlig kun David Oistrakhs berømte indspilning fra 1965, der gør Repin rangen stridig.
Brahms-koncerten har jeg det sværere med at kåre en absolut favorit-fortolker til. Så megen tradition og “fed” udtryksfuldhed klæbede tidligere til den tyske komponist, at ikke én eneste af fortidens store violinister banker på den dør. Til gengæld glæder deres efterfølgere med en mere naturlig omgang med Brahms, danskeren Nikolaj Znaider ikke mindst. På sin nye CD med Wiener Filharmonikerne og Valery Gergiev skaber han et ideal af en fortolkning – en stor musikalsk fortælling båret af lige dele intimitet, virtuositet og symfonisk mesterskab.
Add comment 12. november 2009
Indgang til vinteren.
Frederiksdal Skov 29. oktober 2009.
Jean Sibelius: Lemminkäinen In Tuonela – Lemminkäinen Suite, Op. 22. Esa-Pekka Salonen & Los Angeles Philharmonic Orchestra. Sony Classical.
Add comment 1. november 2009
Ung pianist på Djævelens trappe.
Forestil dig du er i helvede, og du vil ud:
Sådan baner en ny generation unge musikere vejen for en ny stil på tribunen. Eksemplet her er med pianisten Greg Anderson fra USA. Hans video The Devil’s Staircase er stærkt spillet og spændende formidlet. Og så er den indtil videre set over 200.000 gange på YouTube.
Musikken er den ungarske komponist György Ligeti’s Etude nr. 13 “L’escalier du diable”, hvilket medvirker til min interesse for Gregs video. For Ligeti opfandt et univers, der fuldstændig nyfortolkede selve det musikalske rum. Fascineret brugte filmmageren Stanley Kubrick derfor Ligeti’s musik i sit berømte mesterværk 2001: A Space Odyssey – Rumrejsen År 2001.
Befandt Ligeti sig selv på Djævelens trappe?
Jo, mildt sagt! Det forunderlige ved Ligeti’s musik er bruddet med hans livs tragedier, der knyttes til nazisternes hærgen under Anden Verdenskrig: Kun hans mor overlevede Auschwitz, og hans bror og far myrdede tyskerne. Årene efter fulgte tiden med kommunisme og det politiske Jerntæppe, der skarpt adskilte Østeuropæerne fra Vesten. Ligeti og hans kone ville væk, ud til os Vesten. Og under folkeopstanden 1956 i Budapest flygtede de, skjult under postsække, i et tog til Wien. Dermed begyndte Ligeti’s liv som et vigtigt medlem af den internationale avantgarde.
Add comment 19. oktober 2009
Dudamania og KafKapriccio.
John Adams: City Noir – 3. Boulevard Night. October 8th, the Los Angeles Philharmonic played the inaugural concert conducted by its new Music Director, Gustavo Dudamel. First performance broadcasted by KUSC, LA.
Ugens koncerter kom fra Disney Concert Hall i Los Angeles og Diamanten i København. I Los Angeles tog det unge venezuelanske dirigent-fænomen, Gustavo Dudamel, fat som chefdirigent og ikon for byens filharmonikere, og det blev fejret med en galla-koncert efter alle den amerikanske medieverdens opblæste regler. Hysteriet nåede tilmed op på en grad af højtryk, der har skabt “genren” Dudamania.
Ligemeget hvad, så er Gustavo Dudamel altså leveringsdygtig i musikalske resultater, og uropførelsen af John Adams 35 minutter lange symfoni i tre satser, City Noir, var en spændende musikalsk begivenhed, som kan anbefales at høre på radiostationen KUSC’s hjemmeside her.
Inspirationskilden er i følge John Adams byen selv – 1940ernes og ‘50ernes mystiske, mørke Los Angeles, forfatteren Raymond Chandler’s by, samt film noir fra den periode. Symfonien klinger umiskendeligt af Adams’ både effektfulde og poetiske instrumentation, hvis dramatiske bid hager sig fast i lytteren straks fra første node. Læg mærke til trompetens og saxofonens soli, der – uden sammenligning i øvrigt – får mig til at tænke på Gershwin.
De tre satser har Adams givet titlerne The City and Its Double, The Song Is for You, mens Tredje sats, som du kan høre i musikeksemplet herover, hedder Boulevard Night.
- Læs Los Angeles Times’ udmærkede anmeldelse her.
Tirsdag i København var Athelas Sinfonietta’s koncert en rigtig ørebasker. Den underholdende, nærmest surrealistiske musik af Poul Ruders og György Ligeti klæder hinanden, og ét af værkerne har besat mine ører: Ruders KafKapriccio. Den er et super raffineret destillat af komponistens opera Proces Kafka. KafKapriccio har tilmed stærke indslag af det gamle østeuropas jødiske klezmermusik, som forfatteren Franz Kafka satte stor pris på – for fuld udblæsning og herligt spillet i bedste internationale standard under sikker ledelse af Athelas nye chefdirigent Pierre-André Valade. Satans godt, ærlig talt!
Et galehus
“Læsere af Franz Kafkas Processen vil vide, at Josef K. i romanens sidste scene føres ud af byen til et stenbrud, hvor han bliver henrettet af to dystre herrer iført bowlerhatte. Selv på dette fremskredne stade af processen har Josef ingen anelse om, hvad der foregår, og hvorfor han retsforfølges, men forløbet har ikke desto mindre overbevist ham om, at han fortjener at dø. Hans dødsscene beskrives i musikken til denne femte og sidste sats: Henrettelsen,” fortæller Poul Ruders og tilføjer:
“Situationen i dagens Danmark minder om Kafkas Processen. Det er et galehus, ingen ved hvad der foregår.”
3 comments 10. oktober 2009
Bartoks magiske billeder.
Bartok: Two pictures – Village dance. Danish Radio Symphony Orchestra & Sylvain Cambreling. Concert recording from DR P2.
DR Symfonikernes og Sylvain Cambrelings Torsdagskoncert begyndte og sluttede for mig med Bela Bartoks To billeder for stort orkester. Hverken Franz Liszts 2. Klaverkoncert, pianisten Jean-Yves Thibaudet eller Mozarts Jupiter-symfoni kunne leve op til det atmosfæremættede tonetrylleri i Bartoks musik – eller sagt på en anden måde:
Svagheden ved sådan et “noget-for-enhver-smag”-program er, at koncertoplevelsen kun knytter sig til ét af værkerne, mens resten fortoner sig som underholdning. I hvert fald havde det unægtelig givet Torsdagskoncerten et mere progressivt perspektiv, hvis vi havde fået en af Bartoks egne klaverkoncerter eller nyere musik, gerne af Bartok-apostlen Lutoslawski, i stedet for blot at søge bagud i tiden til Liszts romantiske virtuoseri.
Tilrettelæggerne i DR kunne også have valgt Debussy som omdrejningspunkt, sådan som den franske komponist var det for Bartok i hans udtryksfulde billeder fra 1910. For netop inspirationen fra Debussy medvirkede til at give den unge Bartok de greb, som gjorde det muligt for ham at udvikle sig sin egen stil.
Debussy lærte Bartok at forbinde klange uden hensyntagen til deres traditionelle harmonisk-tonale funktion. Debussys musik interesserede også Bartok, fordi dens ofte kirketonalt prægede melodik viste slægtskab med folkemusikken, som for Bartok var en frisk kilde i hans stræben efter ægte musikalske udtryk.
De To billeder er en milepæl på denne vej, og allerede året efter, i 1911, triumferede Bartok med den stærke én-akts opera Hertug Blåskægs Borg. Klassisk dur-mol fortoner sig til fordel for personlig frihed til at formulere sine egne drømme og sanseindtryk, hvilket Bartok gjorde med en indlevelse, hvis sensuelle glød og menneskelige vitalitet går lige ind.
Så tak til DR Symfonikerne og Sylvain Cambreling for en fremragende opførelse af Bartoks alt for sjældent spillede billeder.
Add comment 27. september 2009
