Tilbage til naturen.

I et halvt år boede Nick Weston, 28, i et primitivt træhus ude i en skov i Sussex i det sydlige England. Han skød sig så at sige tilbage til stenalderen og levede af naturens spisekammer. Forudsætningerne var hans uddannelse som kok og interesse for fiskeri, jagt og camping i naturens vilde egne.
Nu er han vendt tilbage til kæresten og civilisationen. Og den dagbog, han skrev de lange aftener ude i huset, udmønter sig nok i en bog.

Det fascinerer mig altid, når mennesker realiserer deres drømme og bevarer den kerne af naturlighed, som livet i den rige verden truer. Nick Westons historie minder os om, at vores moderne kultur ikke må ende som en industri for unaturlige behov og absurde meninger.
Et lignende eksempel leverer bonderøven Frank jo for øvrigt i DR 2.

• Besøg Nick Weston her.
• Se dansk indslag på Politiken TV her.
• Besøg Bonderøven Frank her.

Nettos humørbombe fra Sudan.

Efter sin sommerferie hjemme i Afrika er Lobolo-Hitti tilbage på sin plads i Nettos kasse, og hans humør er bedre end nogensinde.
“Jeg blev gift i Afrika,” fortæller han glad, imens han kører mine varer gennem kassen.
“Stort tillykke!”
“Tak tak.” Og så griner han lystigt og får os andre til at grine med, uden at jeg rigtig forstår hvorfor. Måske er det kontrasten til begivenhederne i Afrika og hans tilstedeværelse i Nettos rummel i en helt anden verden, som udløser munterheden.

Lobolo-Hitti er en solstrålehistorie. Den gæve afrikaner gnistrer af liv og overskud. Han udstråler en venlighed og humor, hvormed han samler et helt hof af kunder ved sin kasse. Sure danskere lyser pludselig op og finder munterheden frem. Slagfærdige bemærkninger fyger gennem luften, og ofte afsluttes ekspeditionen med hjertelige håndtryk. Al sædvanlig snak om indvandrere og integration forstummer, for hvem kan modstå et venligt menneske med et stort bankende hjerte.

Den lynende godt begavede afrikaner kommer fra det sydlige Sudan. Han taler pletfrit dansk og studerer landbrugs-økonomi på Landbohøjskolen. For 10 år siden kom han hertil med sin familie, som bor andre steder i Danmark. Her fra deres danske eksil følger de bekymret udviklingen i Afrika.
“Har du hørt om urolighederne i Somalia,” spurgte han en dag. Jovist havde jeg det.
“Forstår du, selv om det ikke er mit land, gør det ondt at høre om de frygtelige forhold. Somalia er jo også et afrikansk land.”

Hans hjerte tilhører Afrika, og jeg er overbevist om, at han sørger for at få det bedst mulige ud af sin danske uddannelse – ikke bare for sin egen, men for Afrikas skyld. Tillader forholdene det, finder vi ham sikkert en dag hjemme hos sin kone i Sudan, travlt beskæftiget med et godt arbejde. Jeg og hans øvrige Netto-kreds ønsker ham og familien held og lykke.

Svend Auken er allerede savnet.

Det gør altid indtryk, når kendte politikere dør, men nogle mere end andre. Den sørgelige nyhed om Svend Aukens død her til morgen i en alder af kun 66 år er næsten ikke til at bære, fordi han var så stærkt et medlem af den danske familie.

Ligesom Sveriges legendariske statsminister Olof Palme havde han sine meningers mod, og selv for mennesker på højrefløjen, som var det modsatte af venstredrejet socialdemokrat, havde han betydning, fordi hans argumenter og den menneskelige vægt han lagde bag sine ord, hævede debattens kvalitet.

Han virkede som den statsminister, han aldrig blev. I tiden op til det historisk gode valg, han som Socialdemokraternes formand sikrede partiet, var jeg ved en selskabelig lejlighed sammen med ham, og i dag husker jeg klart vores indtryk af manden: Dér sidder en kommende statsminister!

Det lille nøgleparti, De Radikale‚ ville bare ikke have ham, hvilket skulle vise sig at blive skelsættende: Svend Auken tabte både værdigheden som statsministerkandidat og partiformand. Hans format var imidlertid af en kaliber, som ikke lod sig knække af nederlagene. Han arbejdede videre og blev en fremragende miljøminister, der placerede Danmark som opfindsomt foregangsland i verden. Og sandelig om ikke han kæmpede videre, selv da regeringen Fogh marcherede ind og rev hans livsværk ned med en grad af hadefuld dumhed, man skulle tro var løgn. Kun den forbandede kræftsygdom, han døjede med sine sidste år, kunne lægge ham ned. Det er egentlig en virkelig heroisk historie.

Kære Svend Auken, du er allerede savnet.

• Genhør Svend Auken i Politisk Debat på P1, hvor han bekender sig til næstekærligheden som bærende princip, her.
• Svend Auken hyldet i USA’s kongres – se her.

Foto: Morten Langkilde, Politiken.

Peders blik.

I dag i Karlebo Kirke tog vi bevæget afsked med en gammel ven og forbundsfælle, kunstmaleren Peder Rosenstand, som stille og roligt endte sit tornede liv i en alder af 73 år. Mødre og veninder, børn og børnebørn, familie og venner, fyldte kirken og sagde farvel til dette menneske, der i afgørende perioder af vores liv havde betydet meget for os. Vi holdt af ham, selv om han var skruet sådan sammen, at normalt samspil og samliv ikke var muligt. I den grad zig-zagede han ind og ud af både vores og sit eget liv, at han blev lige meget ånd og fænomen som medmenneske – fjern og nær, og dog altid aktør i vores liv. For i den sære blanding af skabende liv, varme og fravær, der udgik fra ham, tvang han os til at tage stilling – til ham og til os selv.

Ingmar Bergman, den svenske iscenesætter som drog i eksil på Fårö, var hans imaginære lidelsesfælle. Selv trak Peder sig tilbage til sit lille Blå Hus i Rødvig på Stevns, hvor han indrettede et smukt hjem. Dér levede han sine sidste år som konge i sin egen ensomme verden, men når han åbnede døren og tog imod, blev man mødt af det glødende blik, du ser her.

Uhyret
“Hans eget personlige uhyre står på lærredet. Kunstneren må slå sig selv i stumper og stykker. For atter engang at samle alle sine sønderskudte sinds-dele i et skønhedsmættet puslespil,” forklarede Virtus Schade i bogen om Peder Rosenstand: “Det exploderende sind”.
“Tribadernes nat” (billedet herunder) er med i bogen. Det er et af hans rigtig gode malerier, som siger mere om Peder end mange ord. Man fascineres af bevægelighedens drama og de æstetisk dybe farver, alt imens man stadig stærkere oplever den tilstand, billedets tre personer befinder sig i. Der er snert i spændingerne, musik i formerne, skønhed i farverne.

På gulvet i sit atelier på Auderødgård noterede han med sort maling på en tyk pensel ordet Angsten. Den lurede altid og udløste jævnligt rablende falbelader, hvoraf nogle kendes fra filmens verden. Ikke desto mindre bænkede man sig hyggeligt i nærheden af det grumme memo og lod sig beværte med øl fra kassen. Sort humor og megen latter fyldte rummet, kloge ord blev udvekslet, frygtsomheden afvæbnet i det gode selskab.
Peders lærreder omgav os. Pensler, farver, store bogværker og vaser med friske blomster var indenfor rækkevidde i en duft af terpentin, piberøg og Old Spice, og udenfor bredte Auderøds milde marker sig. I en vis forstand fristes man til at sige, at Peders atelier på Auderødgård var hans største kunstværk: Den perfekte iscenesættelse af en drøm om liv og skabelse, mulighedernes kunst.

Han malede øjne, der så på os, ofte provokerende eller anklagende. Runde former af sanselig frodighed, øjne, sol og kvindebryster, men også værker i det helt store format. Jeg elsker hans solmættede, røde landskab, der prydede væggen i hans stue i Rødvig. Måske malede han til sidst kun for sig selv og hengav sig til “fantasiens umættelige filmspole”, hvor drømmene og den svære virkelighed smeltede sammen og blev den historie, der var ham.

Trods alle modsætninger og paradokser vidner kredsen af søde børn og børnebørn om stor frodighed, og jeg kan ikke mene andet, end at en skæv personlighed, der efterlader sig sådanne gaver, aldrig kan kaldes umulig. – Vi vil savne dig og dit stærke bliks omfavnelse, Peder! Jeg kan slet ikke forlige mig med, at du har forladt dit Blå Hus, men naturligvis: På gensyn i dine billeder.

"Tribadernes nat" fra 1977.