Med åbningen af Louisiana Channel folder kunstmuseet i Humlebæk sig for alvor ud på Internettet. Og i en tid, da vore store gamle medier skranter, og kulturstoffet lider, er der grund til begejstring for Louisianas fremstød. Det er seriøst, og det er internationalt i sprog og snit – uden den vanlige danske vinkels nede-på-jorden-pjank og afvæbnende jovialitet. Hvad kan det ikke blive til.
Louisiana ønsker at stimulere kulturen – i museets moderne kunstneriske virkelighed, der for længst har gjort huset til en attraktiv institution, og på nettet.
“Det nye site kan aldrig erstatte museumsbesøget, men det vil skærpe sansen for, hvor vigtig kunst og kultur er i et samfund, der ønsker at udvikle sig gennem originalitet og eksperiment,” skriver Louisiana i sin pressemeddelelse.
Tal R’s og Daniel Richters kommentarer til hinandens billeder er i særklasse morsom. Og den brillante franske fløjtenist Emmanuel Pahud, som også kendes fra sin soloplads i Berliner Filharmonikernes midte, gør store sangere kunsten efter i Lenskis Arie fra Tchaikovskys Eugene Onegin.
Perspektivet er flot, så igen: Hvad kan det ikke blive til!?
Sådan er det altså her til lands: Kan man ikke præstere det geniale, kan man da bare vække opsigt ved at gøre det stik modsatte.
Hvad kan de så? Spændt på at høre, hvad den konservative Per Stig Møllers nye Radio24syv finder på at underholde os med, sad vi i nat parat ved højttalerne for at høre premieren. Vi lyttede naturligvis på DRs gamle klassiske FM-frekvens, for hvordan ville det lyde at slukke for big brother DR?
“Om lidt lytter du til Danmarks nye taleradio Radio24syv – vi glæder os,” lød det i en båndsløjfe de første fem minutter.
Så tog den tidligere DR-profil Mikael Bertelsen og Mads Brügger fat på deres velkomstshow, men ak. Deres lallende stil og udsendelsens totale indholdsløshed var så utrolig, at katten hoppede op på mit skød i et trøstende spind. Sådan er det altså blevet her til lands: Kan man ikke præstere det geniale, kan man da bare vække opsigt ved at gøre det stik modsatte. Efter en halv time fik jeg og katten nok og gik i seng.
Her formiddagen derpå står de derinde og ævler om aktiekurser og investeringer i værdipapirer. For “Money makes the world go around”, sang de jo allerede i Liza Minelli-klassikeren Cabaret fra det gamle prænazistiske Berlin.
Åh nej, så er det forbandet kære DR’s public service altså at foretrække. Jeg er simpelthen blevet for gammel til så mager en omgang small talk, som Møllers radio dyrker.
DR P2 Klassisk, som altså har mistet sin FM-frekvens til Møllers radio, er blevet digital, og er man mere til Internet-radio end DAB, høres P2 udmærket i DR’s nye webradio. Hør selv med et klik her.
Den forhenværende kulturminister, Per Stig Møller, betragter Radio24syv som en sejr, og den nye radiostation er da også det mest håndgribelige resultat af hans kulturpolitiske arbejde. Paradokset er bare, at ingen ud over Møller og hans snævre kreds af konservative privatiserings-ideologer har bedt om mere snak i æteren. At binde P1 op på myten om “DR’s røde lejesvende”, som kræver konkurrence fra en privat radiostation, stemmer jo heller ikke med virkeligheden. Og selv om den nye radiostations ejere er Berlingske Media og PeopleGroup, udstedes ingen garanti for mere blå-borgerlige udsendelser.
Så hvorfor ødsle med borgernes surt betalte skatte- og licenskroner til en ny radiostation?
Imens producerer DR mere og mere radio og fjernsyn med stadig færre medarbejdere, og jævnligt hører man, hvordan radiofolkene for åben mikrofon kæmper med at håndtere mængden af teknisk bøvl. Men lur mig om ikke “Radio Møllers” haltende udspil får den konsekvens, at “konkurrencen” fra den nye radiostation blot vil gøre DRs P1 og P2 bedre og forstærke de to gamle kanalers betydning.
Ganske vist lykkedes det for Møller & Co. at skære endnu en luns af DRs økonomi og mobbe P2 Klassisk ud af P2 FM. Til gengæld opruster DR P1 også på den gamle radios FM-bånd og sender om aftenen fra kl. 18 P2 Klassisk med de attraktive koncerttransmissioner fra ind- og udland. Radioens musikalske flagskib, DR SymfoniOrkestrers torsdagskoncerter, udsendes altså fortsat på FM, nemlig på P1-frekvensen.
Vil man høre P1 og P2 i kanalernes gamle form i henholdsvis aften- og dagtimerne, skal man over på DAB og Internetradio, som 1 million lyttere faktisk bruger i dag.
Personligt passer det musikalske ægteskab mellem P1 og P2 mig udmærket, og DR skal have al mulig anerkendelse for at have fået mest muligt ud af den tidligere regerings indgreb. P1 er nu for alvor samlingssted for voksne lyttere, mens Møllers radio er en gave til voksne pattebørn, som har fået et nyt sted at lege.
24Syv i luften – men ikke flyveklar. Mere på Journalisten.dk her.
TV skal vel ses på TV, eller skal det? Eller skal Internettet nødvendigvis ses på en computerskærm?
Da jeg udforskede mulighederne på mit nye fladskærms-TV fra Sony, dukkede Sony’s eget Internet-TV op. Man etablerer simpelthen en trådløs Internet-forbindelse til fjernsynet (den er faktisk indbygget i TDC’s router), og en alternativ verden af TV dukker op udenom de vanvittigt dyre TV-distributører, vi hærges af her i Danmark.
Sony’s system er stadig under opbygning, og endnu interesserer kun to programtilbud her i huset: Videoportalen YouTube, hvor man kan manøvrere rundt via sine egne spillelister, og Berliner Filharmonikernes Digitale Koncertsal, hvis programmer og fuldtonende spillestil er en musikalsk attraktion i særklasse. Senere i år er det Sony’s plan at åbne en filmkanal, ligesom YouTube og ejeren, Google, lægger an til et egentligt programtilbud med film, underholdning og nyheder.
Det vakte international opmærksomhed, da Berliner Filharmonikerne i 2009 åbnede sin digitale koncertsal på Internettet. Begejstret fulgte jeg på computeren chefdirigenten Simon Rattle og hans suveræne orkester i direkte Internet-TV med billeder og lyd i HD- og hi-fi-kvalitet. Det virkede faktisk lige så eventyrligt, som da vi fik fjernsyn i mit barndomshjem tilbage i 1956.
Siden er der for alvor kommet gang i den nye musikformidling på både Internet og tv. Monteverdi.tv fra Holland, Medici.tv og Arte fra Frankrig og Tyskland byder sig også til med web-stream i høj kvalitet. Samtidig eksploderer videoportalen YouTube nærmest af musikalske tilbud, hvor alle selskaber af betydning lægger smagsprøver eller hele udsendelser ud for at gøre opmærksom på deres egne tv-kanaler.
YouTube er blevet så mangfoldig, at repertoiret umiddelbart virker helt uoverskueligt, men så kan man jo bare oprette sin egen kanal med egne spillelister og abonnementer. Så slipper man for at lede efter nålen i høstakken hver gang, man er inde og kigge. Muligheden for at oprette egne spillelister har alle brugere jo, og det koster ikke en øre.
Herhjemme har DR oprustet på både Internet og tv. Portalen DR NU bugner af udsendelser, man kan se eller gense på computerskærmen, når det passer os – hvis ellers det virker, hvad det f.eks. ikke gjorde i dag. Det gælder også DR K Klassisk, som jævnligt byder på hørværdige koncertoptagelser søndag aften kl. 20. De seværdige kvaliteter på skærmen kan dog diskuteres. Ofte lader producerne deres kameraer panorere og zoome så vildt, at indtrykket bliver fuldstændig umusikalsk.
Sidste søndags wiener-show med Wiener Filharmonikerne og Valery Gergiev var sådan en produktion, som kun henvender sig til hærdede snobber, men lad os nu give DR K Klassisk en chance. Udsendelserne med DR Symfonikerne og den afgåede chefdirigent, Thomas Dausgaard, har været nærbilleder af et frodigt kunstnerisk samarbejde. Og det ville da være en kulturel fallit, hvis ikke aktiviteterne i det dyre koncerthus i DRs nye medieby blev afspejlet i fjernsynet.
Naturligvis bør man med jævne mellemrum være der selv, fordi musikkens klang og store dynamik kun udfolder sig rigtigt inde i koncertsalen. Alligevel er oplevelserne foran højttalere og skærm hjemme hos sig selv en fantastisk mulighed for at komme helt ind på livet af musikken og kunstnerne på scenen.
Teknisk løser teamet bag Berliner Filharmonikernes digitale koncertsal opgaven mest overbevisende. Deres billeder gengives ubesværet på en stor computer- eller TV-skærm , og musikken klinger forbløffende godt ud af kvalitetshøjttalere via en lydforstærker, som jeg har sluttet til både computeren og det nye Sony-TV.
Således udstyret kan man ikke bare høre, men også se dirigenterne og musikerne forme toner og musikalske strukturer. Det er ren fryd, og perspektivet er mægtigt: Et fantastisk instrument i formidlingen af den klassiske musik er på vej frem.
Besøg Berliner Filharmonikernes digitale koncertsal her.
Blandt de særlige oplevelser, jeg har haft i det nye samspil mellem Internettet, computeren og fjernsynet, er det engelske Philharmonia Orchestra og chefdirigenten Esa-Pekka Salonens fremragende formidling af den store ungarske komponist Bela Bartok, hans liv og musik.
Oplev Philharmonia Orchestras og Esa-Pekka Salonens Bartok-tema her.
Vil du lidt ud og rejse, så tænd computeren og sejl med nordmændenes Hurtigrute op over Nordkap til Kirkenes. Oplev Norges mange smukke fjorde, hvis storslåede naturpanoramaer er ren fryd for enhver naturelsker.
Du behøver dårligt nok bevæge dig, men kan følge hele rejsen hjemme fra din lænestol foran fjernsynet eller computeren. For døgnet rundt sender norsk tv hele turen direkte i den længste udsendelse nogensinde – 134 timers tv ialt på såvel fjernsyn som Internet.
Umiddelbart lyder det måske absurd, men da Bergensbanens 100 års jubilæum blev fejret med en tilsvarende medietransmission, var det en folkelig succes, som kaldte på efterfølgelse. Og da jeg i nat smugkiggede på fænomenet, fascinerede synet af den nordnorske kysts barske, billedskønne klippeformationer i den grad. Svøbt i midnatssolens glødende skær førte Hurtigrutens moderne MS NORDNORGE os gennem fantastiske farvande og smalle, dybe fjorde, hvor man sejler helt tæt på kysten.
Det er eventyrligt stort og råt, og alligevel bor her mennesker, som trods tidspunktet over midnat tilsyneladende alle var ude og nyde den lyse nat. Ved passagen af selv den mindste bebyggelse samler de sig langs kysten og vinker til skibet, mens andre pisker rundt på fjorden i deres motorbåde.
Sådan giver den virtuelle sørejse en fornemmelse af livsstilen i det nordlige Norge, som Hurtigruten binder sammen med resten af det langstrakte land.
Tænk at være der selv. Tænk at sidde der på dækket og læse norsk – Jan Kjærstad og Erlend Loe for eksempel – imens vi passerer Polarcirklen og sejler op omkring Europas nordligste næs. Kom til norge min far.
Danske reaktioner på det norske fænomen viser i øvrigt endnu engang den hjemlige provinsielle finger:
“Hvis DR nu filmede en sejltur langs de danske kyster og viste det direkte på tv over flere dage, ville du så se det?” spørger DR.dk.
Nej, svarer jeg: For Danmarks kyster er jo ikke slet så dramatiske og spændende som Norges helt enestående fjeldmiljø. Midnatssol har vi heller ikke. Så hvorfor overhovedet stille sådan et spørgsmål?
WordPress idealistiske stab og deres it-aber sender en venlig nytårshilsen, som gør status over livet her på bloggen. I følge WPs helbreds-måler har mit ydmyge skriftsted det udmærket og får betegnelsen “Fresher than ever”:
The Blog-Health-o-Meter™ reads Fresher than ever.
Ialt 21.000 kiggede indenfor i 2010, hvilket bringer bloggens samlede antal besøgende op på ca. 45.000, og da “Falk i Spurveskjul” drives som ren con amore, er jeg egentlig godt tilfreds med det.
Er du træt af larm og stress, oprørte følelser og banal julemusik, så prøv Longplayers evige ro i et af Internettets mest usædvanlige stream.
Longplayer er millennium-musik: en computerbehandlet lydverden, hvis materiale er en indspilning af “syngende skåle” fra Tibet. De milde klanges mystik skaber meditativ ro, og stemningen fremmaner indtrykket af gamle hellige rum eller af nattens klare himmel, ligesom når man nyder synet af universets blinkende stjerner.
Det ambitiøse projekt beskrives som en tusind år lang komposition. Den begyndte at spille i millennium-natten 31. december 1999 og vil uden ophør fortsætte med at spille indtil 2999. Derefter begynder hele herligheden forfra – hvis alt går som planlagt.
Naturligvis kan man ikke holde ud at have tonestrømmen kørende hele tiden, men faktisk er den behagelig at vende tilbage til med jævne mellemrum. Lydens karaktér stifter fra dag til dag, og efter at have lyttet til Longplayer i et halvt år, virker det betryggende, at tonestrømmen altid er der. Et klik i iTunes spilleliste er nok.
Gå til Longplayer – klik “Listen” og “Download Stream” og lyt i din musikafspiller her.
I forbindelse med et job i Sverige spurgte en svensk musiker mig om danskernes interesse for svensk kultur. Det var hans opfattelse, at vi danskere i bred almindelighed betragter den omliggende verden med alle mulige forbehold, som tilmed gør det traditionelle samarbejde mellem de nordiske lande til noget uvedkommende. Senest hæftede den svenske musiker sig ved nogle negative danske kommentarer til planerne om at etablere en fælles nordisk tv-kanal – et ArteNorden, som samarbejder med den kendte tysk-franske kulturkanal Arte. Arbejdsgruppen i Nordisk Råd forestiller sig, at ArteNorden skal vise de enkelte landes bedste kultur-, samfunds- og dokumentarprogrammer. Samtidig skabes “et brohoved til det europæiske skatkammer af højkvalitets-programmer”.
Gavflaben i den danske debat, Ekstra-Bladets tidligere chefredaktør Bent Falbert, taler om Ny fællesnordisk sovemedicin på tv, ligesom Politiken i sin overskrift talte til den smålige Pianist i os alle: Råd vil bruge en kvart milliard på smalt kultur-tv“.
Ambitionerne er store, men målgruppen rigtignok smal. Kun omkring fem procent af de nordiske landes befolkninger ventes at se ArteNorden. Til gengæld vises de enkelte landes bedste kultur-, samfunds- og dokumentarprogrammer for et langt større publikum end de enkelte landes, eftersom fem procent af det samlede skandinaviske publikum er en betydelig størrelse. Dertil kommer de nye muligheder for nordisk kultureksport til det fransk-tyske Arte.
“Det giver nordisk merværdi,” fastslår en af projektets danske forkæmpere, Mogens Jensen.
Den svenske musiker er begejstret for projektet, og det er jeg også. I samtalens løb viste det sig, at vi begge følger nogle af de udsendelser, Arte viser i sit Internet-tv – blandt andre optagelser fra klassiske koncerter rundt om i Europa. Og da de eksisterende tv-kanaler i Norden går stadig mere i bredden med publikum-leflende underholdning, krimier og – som en særlig dansk specialitet: genudsendelser af amerikanske B-film samt uendelige serier om de gamle tyskeres elskede fører Adolf Hitler – er behovet for en velredigeret kulturkanal, der præsterer det bedste Skandinavien formår, en rigtig god idé. Hvad kan det ikke blive til, når svenskerne, der traditionelt har højere til loftet end os, kommer med ind over i tilrettelæggelsen?
I Danmark har vi ganske vist fået DR K, og tak for det. DR K er bare så spredt en fægtning, at jeg mere betragter kanalen som et eksperiment end som en vedkommende kulturformidler. Måske kunne DR K finde sin form ved at indgå i ArteNorden.
Jeg krydser i hvert fald fingre for projektet sammen med min svenske forbindelse.
