Posts filed under 'Medier'
DR K som kulturmuseum.
Det lød nærmest uhyggeligt, da DR’s mediedirektør Lars Grarup i foråret fortalte, at DR i løbet af de sidste otte år har øget produktiviteten med 200 procent. Og det på trods af de tragiske massefyringer af medarbejdere som følge af de store budget-overskridelser på DR Byens byggeregnskab. I de kommende år skal DR tilmed producere endnu mere med endnu færre folk.
Resultatet er naturligvis derefter, og det ER altså uhyggeligt. Fjernsynets nye kulturkanal DR K, som jeg håbede ville blive en oase for kulturinteresserede danskere, er et lavmål af uopfindsomhed. Som en anden fjern landsbyskolelærer mener DR K’s redaktion åbenbart, kulturen er historie, hvilket derfor gør det unødvendigt at se fremad.
Jo, jeg nød Puccini’s klassiske operadrama Tosca – også genhøret med Stravinsky’s Sacre fra sidste sæsons markante opførelse i DR’s famøse Koncerthus. Ganske fascinerende var det også at gense den danske krimiserie fra 1967 Ka’ De li’ østers? og Fassbinder’s tv-klassiker Berlin Alexanderplatz, men altså: Kun som historiske tidsbilleder. Begge serier virker mere som studier i fortiden end som oplevelse. Er vi ikke kommet videre? Jo vi er. I dag er behovet for en vis mening med galskaben til gengæld blevet skrigende. Den mening skaber DR K ikke – desværre.
Hvad har DR K ellers budt på af interessant stof, som ikke lige så godt kunne vises på DR2? Hvor er det vindue til kulturens kreative verden, som burde være hovedsagen for en nichekanal som DR K, hvis elles det handlede om mere end lidt småkultiveret tidsfordriv?
Jo, den amerikanske portrætserie Stjernemøde har for alvor fanget interessen – senest med topdesigneren Tom Ford og kunstneren Jeff Koons, som gerne provokerer for at få omverdenen til se anderledes på samfundet og verden. Men ellers?
“Kultur er godt! Mere kultur er ikke nødvendigvis så fandens godt. Især ikke når DR – med samme syn som den herskende regering – mener at kultur ikke må koste penge. Tilbage står vi med en kulturkanal, der til forveksling ligner et kulturmuseum,” anmelder Per Theil i Politiken.
Ak, jeg er stort set enig med den gode mand – desværre. Eftersom DR’s tv-kanaler i forvejen bugner af genudsendelser, virker DR K egentlig overflødig. Der er jo rigelig plads på 1′eren og 2′eren til friske udsendelser i stedet for alt det genbrug.
Add comment 10. november 2009
Longplayer.
Er du træt af larm og stress og oprørte følelser, så prøv Longplayers evige ro i et af Internettets mest usædvanlige stream.
Longplayer er millennium-musik: en computerbehandlet lydverden, hvis materiale er en indspilning af “syngende skåle” fra Tibet. De milde klanges mystik skaber meditativ ro, og stemningen fremmaner indtrykket af gamle hellige rum eller af nattens klare himmel – ligesom i aftes, da jeg gik udenfor og nød synet af universets blinkende stjerner.
Det ambitiøse projekt beskrives som en tusind år lang musikalsk komposition. Den begyndte at spille i millennium-natten 31. december 1999 og vil uden ophør fortsætte med at spille indtil 2999. Derefter begynder hele herligheden forfra – hvis alt går som planlagt.
Selv om jeg normalt finder sådan et projekt rigeligt fancy, så har jeg det godt med Longplayer. Naturligvis kan man ikke holde ud at have tonestrømmen kørende hele tiden, men faktisk er den behagelig at vende tilbage til med jævne mellemrum. Lydens karaktér stifter fra dag til dag, og efter nu at have brugt Longplayer i nogen tid oplever jeg det betryggende, at tonestrømmen altid er der. Et klik i iTunes spilleliste er nok.
- Gå til Longplayer – klik “Listen” og “Download Stream” og lyt i din musikafspiller her.
Add comment 16. september 2009
Hav en fortsat god aften på DR.
Mediernes publikumleflende jagt efter høje seer- og lyttertal, skarpe spareknive og politikernes spil for galleriet er blevet en farlig cocktail, som truer med at trække tænderne ud på vores vigtigste formidler af nyheder og kultur, Danmarks Radio. For en uge siden gjorde Information situationen op under overskriften DR-ledelsen evner ikke at håndtere det politiske pres:
Radioværten Per Juul Carlsen er ikke den eneste DR-medarbejder, som mener, at selvcensur og politisk pres breder sig fra DR’s chef-etage. For DR frygter at blive opfattet regeringskritisk, fastslår medarbejdernes tillidsmand.
Georg Metz trumfede med sin ætsende kommentar Censurens pest, der tager afsæt i DR’s idiotiske undskyldning til Dansk Folkepartis evigt forurettede formand, Pia Kjærsgaard, fordi en sprogforsker i et sprogprogram udtalte sig om nogle politikeres brug af nedsættende skadedyrs-metaforer. DRs gæst kom for skade at citere Pia K. for at skulle have sagt, at Indvandrere formerer sig som rotter, hvor han burde have sagt kaniner. Undskyld!
Behagesyge
Undskyldningen demonstrerer ubehageligt klart, hvor langt Danmarks nationale radio- og tv-selskab går for at behage alt og alle. Var det så bare en almindelig høflighedsgestus, kunne man nøjes med at lade ironien råde i et grin og lade den passere. Problemet er, at uanset hvor meget, DR arbejder for at behage os, mærker man udvandingens hærgen overalt i udsendelserne.
Bedømmer man DR efter husets samlede tilbud af radio, TV og Internet vil man formentlig konstatere, at DR formelt lever op til sine public service-forpligtelser, hvor en daglig radioudsendelse som Orientering faktisk stadig leverer meget godt kritisk stof. Det samme gør den alternative tv-kanal DR2 – i hvert fald i vinterhalvåret. Alligevel er tendensen klar:
Selvstændig personlighed erstattes af smil og “politisk korrekthed”, sådan som det ses i flagskibet, tv-kanalen DR1, der er blevet en lind omgang familiejournal. Selv TV-Avisen serveres så yndigt, farvestrålende smart og kort klippet, at alt glider i ét som lige gyldige begivenheder. Pyt, livet går jo bare videre her i gode gamle Danmark; hav en fortsat god aften, synes budskabet at være. Og om lidt genudsendes endnu en romantisk B-film fra USA.
Smart arbejde
Selvcensur eller behagesyge kommer for vidt ud ud på ét. For virkningen af det politiske pres bliver jo ligeså problematisk, hvis nyheds- og kulturformidlingen afvæbnes og udvandes ved at nedtone det, nogle ikke kan lide at høre. I stedet for kvalitet tilstræber DR kvantitet. Og det lyder nærmest uhyggeligt, når DR’s mediedirektør Lars Grarup fremhæver, at DR i løbet af de sidste otte år har øget produktiviten med 200 procent – på trods af de tragiske massefyringer af medarbejdere som følge af de store budget-overskridelser på DR Byens byggeregnskab.
I de kommende år skal DR tilmed producere mere med endnu færre folk. Mediedirektør Lars Grarup kalder det i Politiken “at arbejde smartere”. – Er det bedre? Har vi fået bedre radio og fjernsyn under de nye “smarte” arbejdsprocedurer i DR Byen? Nej, vi har ej. Vi har bare fået flere smarte udsendelser, mere stresset snik-snak, flere genudsendelser og et væld af digitale kanaler med noget for enhver smag – næsten.
Pinligt overgangsfænomen
Oplevelsen af DR handler i dag meget om at bruge husets nye digitale tilbud med DAB- og Internet-radio, -TV og podcast. Det er alt sammen så nyt, at både publikum og medierne selv endnu befinder sig i den indledende, usikre fase. Lad os derfor håbe, at DRs nuværende udvanding er et overgangsfænomen.
Fortsætter udviklingen derimod med mere smart underholdning og mindre substans kan de danske medier rende mig. Så går jeg på Internettet og trækker det bedste fra omverdenens radio og TV ind på skærm og højttalere. Det samme gør de unge allerede nu, hvilket er endnu et aspekt i debatten om DR. Den store omverden kalder, og den bliver uimodståelig, hvis den særlige danske vinkel ender som et smart smil eller en dum bøvs. Det kan heller ikke Dansk Folkeparti lave om på.
Add comment 13. juli 2009
Stærk film-symfoni om Jorden.
Denne 5. juni er ikke kun Grundlovsdag i Danmark; det er også FN’s mærkedag for hele verdens naturmiljø. I den anledning har fotografen og naturjournalisten Yann Arthus-Bertrands smukke dokumentarfilm Home global premiere på YouTube, som dermed fortsætter sine bestræbelser på at blive seriøs i det store format – bogstavelig talt: Home kan faktisk ses på TV, hvis man tilslutter sin skærm computeren.
Filmet i fugleperspektiv vil Home ændre vores perspektiv på verden og engagere os i den Jord, vi lever på og lever af. Billeder af Jordens skønhed og mange naturskatte veksler med optagelser af menneskets grådige fremturen, som truer med at ødelægge den økologiske balance. Billederne er overbevisende stærke: Hvis ikke vi evner at bringe vores civilisation i harmonisk samspil med naturen, går det galt.
Yann Arthus-Bertrand har i forvejen udgivet over 60 bøger med landskabsfotografier, taget fra helikoptere eller luftballoner. Store dele af billedsamlingen viser han på sin hjemmeside, som er en af Internettets mest storslåede, hvis ikke den smukkeste af alle. Oplev den her.
Klik HD-ikonet og se filmen på fuld skærm.
Add comment 5. juni 2009
Composers Datebook.
Man kan sagtens leve uden at vide, at Paul Dukas tonedigt “Troldmandens lærling” havde verdens-premiere den 18. maj 1897 i Paris, og at to kendte komponister døde i dag for henholdsvis 98 og 34 år siden: Gustav Mahler forlod os i Wien kun 50 år gammel, mens Leroy Anderson endte sit liv i en alder af 66. På den anden side er det både nyttigt og underholdende at følge komponisternes mærkedage, sådan som Composers Datebook tilbyder på Internettet. Faktisk er denne daglige dosis mærkedage fra USA blevet et fast ritual her i huset.
Som et fremragende eksempel på ultrakort musikformidling kan man tilmed abonnere på et podcast, der på bare 2 daglige minutter indrammer en udvalgt begivenhed. I går handlede det om Leonard Bernstein, der for 40 år siden gik af som New York Philharmonic’s chefdirigent for at få tid til at komponere. Den 14. maj var den finske komponist Einojuhani Rautavaara tema med anledning i uropførelsen af hans 5. Symfoni i Helsinki, hvor Esa-Pekka Salonen dirigerede hans “Engle-trilogi”.
Hvorfor engle? Jo, fordi Rautavaara troede, hans musik allerede eksisterede i en anden virkelighed – hans opgave var blot at bringe den ind i vores verden i ét stykke…
Det er faktisk morsomt sådan at blive mindet om komponister og musik, man har glemt eller ikke anede eksistensen af – kender du eksempelvis komponisten Joan Tower?
Abonner på komponisternes daglige podcast ved at kopiere følgende adresse ind i iTunes (Abonner på Podcast i menuen Avanceret):
http://composersdatebook.publicradio.org/podcast.xml
- Besøg Composers Datebook her.
Add comment 18. maj 2009
YouTube’s orkester viser vejen.
Meningerne om YouTube Symphony Orchestra’s premierekoncert onsdag aften i New York’s Carnegie Hall er delte. Washington Posts anmelder mener, at “YouTube’s Carnegie Hall fantasi kolliderer med realiteten”, nemlig at det enestående projekt gik bedre an som videoklip end som koncert. Omvendt mener New York Times anmelder, at projektet lykkedes – de 96 musikere, udtaget blandt 3.000 video-ansøgninger fra hele verden, spillede imponerende i betragtning af kun to dages samlet prøvetid. Hovedsagen er, at det overhovedet lykkedes at samle orkestret i New York via YouTube.
Flere berømte kunstnere bakkede dem op på scenen. Hør f.eks. i koncertens Anden del den herlige sopran Measha Brueggergosman, der også medvirkede ved åbningen af DR Koncerthuset i København, trykke stemmen af i John Cage’s ironisk/eksalterede Aria Renga - ikke kedeligt! Nyd indslaget her.
Selv om de time-lange koncertoptagelser, som YouTube viser nu, er skuffende middelmådige som produktion, er YouTube Symphony Orchestra et interessant eksempel på, hvad videoportalen faktisk kan. YouTube er i dag så spækket med bidrag fra både amatører og professionelle aktører kloden rundt, at portalen er blevet en kulturel central for underholdning og information. Successen med at samle et helt symfoniorkester i New York kroner værket.
Musikproducenter laver egne YouTube-kanaler
I nogle tilfælde kan man bruge YouTube ligesom søgemaskinen Google, der i øvrigt ejer videoportalen. Resultaterne virker måske som en spredt fægtning af ofte tvivlsom kvalitet, men på det seneste er flere store selskaber kommet på banen og har oprettet deres egne videokanaler på YouTube. Det gælder eksempelvis svenskernes Nationalorkester i Göteborg, Berliner Filharmonikerne, der præsenterer klip fra orkestrets nye digitale koncertsal, og det franske Medici.tv med klip fra sine video-stream og DVD-produktioner fra det klassiske musikliv. Her er kvaliteten af både indhold, billeder og lyd ofte høj, og i flere tilfælde kan videoerne vises på fuld skærm via klik på HQ- og Fuld Skærm-ikonerne.
Ved at registrere sig på YouTube får man tilmed sit eget bibliotek, hvor man kan abonnere på selskabernes spillelister og systematisere sin favorit-samling. Denne feature viser sig i praksis at være virkelig brugbar. Ovenikøbet modtager man en mail, når der er nyt i biblioteket, og det koster ikke noget.
Hvad kan det ikke blive til? Måske ender fjernsynet med kun at være for dem, der ikke kan finde ud af bruge en computer.
Add comment 17. april 2009
Har pladebutikkerne en fremtid?
Der er behov for at tænke nyt, så vi får nogle butikker, vi har lyst til at købe musik i. Ellers tager Internet-handelen det hele.
Lukningen af Axel Music, en af landets større CD-butiks-kæder, ligner pladehandelens sidste krampetrækninger på gadeplan. Krisen er total, og direktøren for pladeselskabernes brancheorganisation IFPI, Jesper Bay, forudser at pladebutikkerne helt vil forsvinde i Danmark, hvis ikke de omstiller sig og skaber miljøer, folk får lyst til at komme i.
“Særligt lukningen af en af landets få tilbageværende specialbutikker for klassisk musik – Axel Klassisk på Frederiksberg – er mange trofaste kunder kede af. Her var rent faktisk en pladebutik af den gode, gammeldags slags, hvor et stort, både bredt og dybt udvalg blev matchet af kompetent betjening,” skriver Jesper Bay på sin weblog.
Selv kan jeg ikke lade være med at tænke længere tilbage på Fonas og Irene Hansens legendarisk fine afdeling for klassiske plader på Vimmelskaftet i København. Det var dér, kunderne i efteråret 1965 pressede sig sammen i en tæt kø for at få fat i plademarkedets store begivenhed på det tidspunkt: Den helt nye CBS-indspilning af Carl Nielsens 3. Symfoni “Espansiva” med Det Kongelige Kapel og Leonard Bernstein. Men så lukkede Fona sin afdeling på Vimmelskaftet til fordel for Fona 2000 længere oppe ad Strøget ved Nikolaj Plads. Kyndig betjening blev afløst af en upersonlig, indelukket supermarkedsstil, som frastøder klassiske kunder.
Pladebranchens nedtur ligner en blanding af talentløshed og deroute for den klassiske musik som helhed: Ikke alene lukker pladeforretninger med klassisk musik. Danmarks Radios Pladeforum og andre musikalske specialmagasiner på P2 er lukket for at spare penge til Koncerthuset “live de lux”. Og den danske presses dækning af klassisk musik har længe været en spredt fægtning i skyggen af rock og pop. På avisernes Internet-sider findes ikke engang en samlet, appetitvækkende oversigt over deres egne musikanmeldelser på CD, DVD og MP3. Grundlaget for sådan en oversigt præsterer den musikalske gratisavis Optakt, som til gengæld ikke kunne finde økonomi til at fortsætte sin papirudgave. Nu prøver Optakt så at holde stand på Internettet – se her.
Er den ædle kunstart da ved at dø?
Næ, tværtimod. Næppe nogensinde før er der blevet produceret så megen klassisk musik på CD, DVD og MP3. Omfanget af koncerter og klassisk musik i radioen slår vel også alle rekorder. Situationen er egentlig bare den, at de store gamle giver op, fordi de holdt sig til traditionerne og blev overhalet af tiden.
De gamle pladeselskaber og deres købmænd i gadernes butikker havde virkelig ikke megen sans for fremtidens muligheder. Tilbage i CD’ens barndom i 1980erne tøvede en stor producent som EMI længe med overhovedet at tro på CD-mediet som LP’ens afløser. Og da Internettet udbredte sine muligheder med nye spillere, der skabte den nye musikformidling, gjorde pladeselskaberne i begyndelsen ikke meget mere end at kæmpe for deres gamle rettigheder. Først da den opfindsomme computergigant Apple åbnede iTunes Music Store, kom der retning og perspektiv i udviklingen.
Hvor handler jeg selv?
I januar købte jeg to CD-skiver med Per Nørgårds musik: Kroger-Kvartettens indspilning af Nørgårds seneste strygekvartetter og DR-symfonikernes produktion af 3. og 7. Symfoni dirigeret af Thomas Dausgaard. Senest købte jeg på MP3 Nikolaj Znaiders og Valery Gergievs indspilning af Brahms og Korngolds Violinkoncerter med Wiener Filharmonikerne. CD-skiverne blev handlet over Internettet direkte hos pladeselskabet Dacapo, mens MP3-filerne blev købt i iTunes Music Store, altså igen på Internettet. På intet tidspunkt overvejede jeg at handle i en pladebutik – det har branchen for længst vænnet mig fra.
Så har pladebutikkerne overhovedet en fremtid? Jesper Bay har indlysende ret i sit svar:
“Der er behov for at tænke nyt, så vi får nogle butikker, vi har lyst til at købe musik i – hvor et målrettet musiksortiment måske blandes med andre interessante produkter (fx bøger, DVD’er, spil osv), cafédrift eller hvad, der nu skal til, for at gøre virksomheden mindre sårbar og kunderne mere tilfredse.”
Cafédift – et socialt mødested som en musikcafé! Ja tak, gerne.
Snak med boghandlerne og bibliotekarerne
Faktisk viser bibliotekerne vejen – i det omfang altså, de ikke er sparet ned som følge af regeringens politik. Mine jævnlige besøg i bog- og musikmiljøet på vores lokale bibliotek i Lyngby nord for København er en både inspirerende og hyggelig oplevelse, hvor man som regel finder det, man søger på hylderne, i kombination med en god snak med kyndige bibliotekarer og en kop kaffe fra baren.
Hvem tør satse? Når nu musikfolkene har spillet fallit, var det så ikke en udfordring for en musikinteresseret boghandler at tage op? Boghandlerne har jo faktisk vist større evne for at overleve og holde skansen.
- Læs hele Jesper Bay’s indlæg her.
Add comment 12. april 2009
