Longplayer.

Er du træt af larm og stress og oprørte følelser, så prøv Longplayers evige ro i et af Internettets mest usædvanlige stream.
Longplayer er millennium-musik: en computerbehandlet lydverden, hvis materiale er en indspilning af “syngende skåle” fra Tibet. De milde klanges mystik skaber meditativ ro, og stemningen fremmaner indtrykket af gamle hellige rum eller af nattens klare himmel – ligesom i aftes, da jeg gik udenfor og nød synet af universets blinkende stjerner.
Det ambitiøse projekt beskrives som en tusind år lang musikalsk komposition. Den begyndte at spille i millennium-natten 31. december 1999 og vil uden ophør fortsætte med at spille indtil 2999. Derefter begynder hele herligheden forfra – hvis alt går som planlagt.

Selv om jeg normalt finder sådan et projekt rigeligt fancy, så har jeg det godt med Longplayer. Naturligvis kan man ikke holde ud at have tonestrømmen kørende hele tiden, men faktisk er den behagelig at vende tilbage til med jævne mellemrum. Lydens karaktér stifter fra dag til dag, og efter nu at have brugt Longplayer i nogen tid oplever jeg det betryggende, at tonestrømmen altid er der. Et klik i iTunes spilleliste er nok.

• Gå til Longplayer – klik “Listen” og “Download Stream” og lyt i din musikafspiller her.

Jakriborg er moderne fortid.

Drømmen om et tilflugtssted fra den moderne verdens larmende puls lever i Jakriborg mellem Malmø og Lund. Fra Hjärup Station, hvortil vi ankom med det lilla-farvede lokaltog fra Malmø, træder man direkte ind i en helt ny lille købstad, der ligner det gamle miljø, grandoldemor blev født i.
Arkitekturen tager bestik af den sene middelalders byggestil med store og små huse bygget sammen i et velordnet mønster, der samtidig udtrykker megen individualitet. Farvekortet synes arkitekterne at have hentet i Dragør på Amager.

Den dansk orienterede Axel Nelson, der viser en god hjemmeside om Lund, taler sågar om “middelklassens svar på fristaden Christiania i København”! Jeg oplever Jakriborg som et fantastisk eventyr: et top-moderne boligmiljø i old gammel stil, som giver det, mange mennesker søger: De nedarvede gamle former og farver, fred og ro uden biltrafik inde i byen.

En lun, solbeskinnet eftermiddag sidder folk i deres bitte små haver og nyder freden.
“Her er hyggeligt og rart at være,” lyder meldingen.
Ca. 6.000 danske kroner i månedlig husleje for 68 kvadratmeter er heller ikke voldsomt. Og en dansk beboer lægger vægt på, at hun er i København på under en time med den gode, hurtige togforbindelse. Det eneste hun er ked af er, at hun ikke længere kan stemme til de danske folketingsvalg. Den ret taber man uden adresse i Danmark, selv om man fortsat er dansk statsborger. Og det virker i dag ret meningsløst, fordi vi har fået en fælles dansk-svensk Øresundsbro i en ny Øresundsregion, der tilmed er præget af EUs regions-politik.

Er vi på flugt fra den moderne “globale” nutid? Nej, man går bare i ly for ensformigheden og konformiteten i det triste, firkantede byggeri, hvormed teknokratiske planlæggere de sidste mange år har hærget alverdens byer. Ikke fordi det moderne altid er grimt – tværtimod. Alt for meget nybyggeri bare kun rationelt, uden atmosfære, uden en hyggelig æstetik.

• Besøg Jakriborgs hjemmeside her.
• Flere billeder her.

Vandliv.

Sommerens badeture i Tisvilde er ren lykke, selv om det kræver sin mand at nå dertil. Men efter at have lagt civilisationens trafikale ophobning af mennesker og biler bag os tager havet imod med alt opslugende kraft. Det solbeskinnede Kattegats salte dufte og vandspejlets glitrende blå-grønne farvespil fylder sanserne. Kullens klipper anes østpå i horisonten, og oppe nordpå ligger Norge – ahhh.

Så går vi i vandet og skriger, fordi det er så koldt: Kun 17 en halv grad – uhhh. Blæser gør det også. Alligevel lader vi os favne af vandet og glider i ét med det friske, salte hav, og efter at have svømmet, pjasket og leget sidder man dér på stranden og føler sig genfødt.

Vore dages fornuftige mennesker henviser nok glæden ved vand til det faktum, at vand udgør over halvdelen af det stof, vi selv består af – 60 procent så vidt jeg husker – så naturligvis nyder vi vandet. Da jeg søgte stof om sagen, dukkede en kronik af Klaus Rifbjerg op:

“En klog mand eller kone har sagt, at grunden til, at det er så dejligt at bade i havet, er afionisering. Man skulle angiveligt i dagens løb opsamle så megen statisk elektricitet, at det bliver til en hel ekstra sæk af spændinger og belastninger at slæbe rundt på. Jeg ved ikke, om det er sandt, men når et legeme nedsænkes helt i vand, fuser spændingerne af som det ekstra panser, man har følt sig spærret inde i. Jeg vil påstå, at jeg af og til når jeg kaster mig i bølgen, ligefrem har hørt en syden, der kunne tyde på, at der er noget om snakken,” skrev Rifbjerg i sin morsomme Politiken-kronik.

Tidligere tiders kulturer og civilisationer viste vandet stor respekt, og fantasien kendte ingen grænser, når datidens viden skulle omsættes i billeder, myter og legender. Havet var både en mystisk kraft og en kilde til liv. Tænk blot på komponisten Richard Wagners omgang med Rhin-flodens døtre i Nibelungens Ring.

Flere komponister har bidraget med musikalsk vandkraft. Et af mine yndlingsstykker er Ravels stemningsladede spil om sejlskibet på havet, Un Barque sur l’Ocean, for orkester. Et andet eksempel er Debussys mesterværk La Mer, som får en til at forstå alvoren i livreddernes slogan: Kun en tåbe frygter ikke havet.

Ali Ufki og de hellige broer.

Sacred Bridges: Psalm 9. King’s Singers & Sarband. Signum Records.

Lad os en stund glemme konflikterne og lytte til det grundlæggende: King’s Singers’ musikprojekt “Sacred Bridges” er en udtryksfuld musikalsk markering af forbindelserne mellem tre af verdens store religioner: Jødedom, Kristendom og Islam. Hensigten er at vise, hvordan jøder, kristne og muslimer synger og lytter til de samme menneskelige budskaber om sorger og glæder, tilståelse af synder og lovprisning af Gud. Man lytter betaget, og er man ikke helt blokeret af de aggressive politiske konflikter, der skiller os fra medmennesker i andre dele af verden, er det umuligt at acceptere de hellige broers fald.

Størst indtryk gør salmerne af Ali Ufki, især Psalm 9, som høres i musikeksemplet herover. Hans historie er i det hele taget bemærkelsesværdig:
Ali Ufki kom fra Polen og hed egentlig Wojciech Bobowski. Han blev født 1610 for sidenhen at blive kendt som den lærde Ali Ufki i Konstantinopel. Som et fascinerende eksempel på øst-vestlig kulturformidling i det 17. århundrede blev han guide i det nære Østens forhold gennem sit arbejde som ottomansk oversætter af europæiske sprog for tyrkiske og arabiske autoriteter. I dag kendes han især for sine bibel-oversættelser og salmer, som han noterede i det modale tyrkiske system.

Solgt som slave til sultanen.
Hvad bragte Bobowski til Konstantinopel? Som dreng voksede han op i en protestantisk familie i byen Lvov, hvor han blev uddannet som kirkemusiker. Det fredelige arbejde sikrede ham dog ikke imod uro fra omverdenen. Krims tatarer var på krigsstien, og under et angreb blev den 18-årige Bobowski taget til fange.
Hvad kunne tatarerne mon bruge sådan en fredelig musikalsk fyr til? Jo, han var penge værd. Grundet sin musikalske uddannelse kunne han sælges, og sultanen Mehmed IV’s hof i Konstantinopel kunne bruge ham.
Sultanen gav ham en omfattende uddannelse, hvorefter Bobowski fandt sin plads som en af hoffets mest skattede kulturformidlere. Selv blev han så fascineret af tyrkernes religion og kultur, at han konverterede til Islam og tog navnet Ali Ufki.

Det lyder som en historie fra 1001 Nats eventyr, men er ganske vist. Selv efter at sultanen gjorde ham til en fri mand, blev han i Mellemøsten og fortsatte sine religiøse studier. I et forsøg på at skabe forståelse mellem den østlige og vestlige verden oversatte han flere hovedværker. I et skrift på latin forklarede han Islam for den vestlige verden, mens hans oversættelse af Bibelen til tyrkisk længe var den eneste komplette udgave i Mellemøsten.
Ali Ufki tilhørte det mindretal af begavede menneske, som finder ro og inspiration i alt det, mennesker har til fælles – frygt og had leder os jo kun ad Helvede til. King’s Singers Hellige broer kan derfor varmt anbefales.

• King’s Singers og ensemblet Sarband’s cd-produktion udgives af Signum Classics. Læs mere om den her.
• Jeg købte indspilningen i iTunes Musikbutik her.

Har pladebutikkerne en fremtid?

Der er behov for at tænke nyt, så vi får nogle butikker, vi har lyst til at købe musik i. Ellers tager Internet-handelen det hele.

Lukningen af Axel Music, en af landets større CD-butiks-kæder, ligner pladehandelens sidste krampetrækninger på gadeplan. Krisen er total, og direktøren for pladeselskabernes brancheorganisation IFPI, Jesper Bay, forudser at pladebutikkerne helt vil forsvinde i Danmark, hvis ikke de omstiller sig og skaber miljøer, folk får lyst til at komme i.
“Særligt lukningen af en af landets få tilbageværende specialbutikker for klassisk musik – Axel Klassisk på Frederiksberg – er mange trofaste kunder kede af. Her var rent faktisk en pladebutik af den gode, gammeldags slags, hvor et stort, både bredt og dybt udvalg blev matchet af kompetent betjening,” skriver Jesper Bay på sin weblog.

Selv kan jeg ikke lade være med at tænke længere tilbage på Fonas og Irene Hansens legendarisk fine afdeling for klassiske plader på Vimmelskaftet i København. Det var dér, kunderne i efteråret 1965 pressede sig sammen i en tæt kø for at få fat i plademarkedets store begivenhed på det tidspunkt: Den helt nye CBS-indspilning af Carl Nielsens 3. Symfoni “Espansiva” med Det Kongelige Kapel og Leonard Bernstein. Men så lukkede Fona sin afdeling på Vimmelskaftet til fordel for Fona 2000 længere oppe ad Strøget ved Nikolaj Plads. Kyndig betjening blev afløst af en upersonlig, indelukket supermarkedsstil, som frastøder klassiske kunder. 

Pladebranchens nedtur ligner en blanding af talentløshed og deroute for den klassiske musik som helhed: Ikke alene lukker pladeforretninger med klassisk musik. Danmarks Radios Pladeforum og andre musikalske specialmagasiner på P2 er lukket for at spare penge til Koncerthuset “live de lux”. Og den danske presses dækning af klassisk musik har længe været en spredt fægtning i skyggen af rock og pop. På avisernes Internet-sider findes ikke engang en samlet, appetitvækkende oversigt over deres egne musikanmeldelser på CD, DVD og MP3. Grundlaget for sådan en oversigt præsterer den musikalske gratisavis Optakt, som til gengæld ikke kunne finde økonomi til at fortsætte sin papirudgave. Nu prøver Optakt så at holde stand på Internettet – se her. 

Er den ædle kunstart da ved at dø? 
Næ, tværtimod. Næppe nogensinde før er der blevet produceret så megen klassisk musik på CD, DVD og MP3. Omfanget af koncerter og klassisk musik i radioen slår vel også alle rekorder. Situationen er egentlig bare den, at de store gamle giver op, fordi de holdt sig til traditionerne og blev overhalet af tiden. 

De gamle pladeselskaber og deres købmænd i gadernes butikker havde virkelig ikke megen sans for fremtidens muligheder. Tilbage i CD’ens barndom i 1980erne tøvede en stor producent som EMI længe med overhovedet at tro på CD-mediet som LP’ens afløser. Og da Internettet udbredte sine muligheder med nye spillere, der skabte den nye musikformidling, gjorde pladeselskaberne i begyndelsen ikke meget mere end at kæmpe for deres gamle rettigheder. Først da den opfindsomme computergigant Apple åbnede iTunes Music Store, kom der retning og perspektiv i udviklingen.

Hvor handler jeg selv? 
I  januar købte jeg to CD-skiver med Per Nørgårds musik: Kroger-Kvartettens indspilning af Nørgårds seneste strygekvartetter og DR-symfonikernes produktion af 3. og 7. Symfoni dirigeret af Thomas Dausgaard. Senest købte jeg på MP3 Nikolaj Znaiders og Valery Gergievs indspilning af Brahms og Korngolds Violinkoncerter med Wiener Filharmonikerne. CD-skiverne blev handlet over Internettet direkte hos pladeselskabet Dacapo, mens MP3-filerne blev købt i iTunes Music Store, altså igen på Internettet. På intet tidspunkt overvejede jeg at handle i en pladebutik – det har branchen for længst vænnet mig fra.

Så har pladebutikkerne overhovedet en fremtid? Jesper Bay har indlysende ret i sit svar:

“Der er behov for at tænke nyt, så vi får nogle butikker, vi har lyst til at købe musik i –  hvor et målrettet musiksortiment måske blandes med andre interessante produkter (fx bøger,  DVD’er, spil osv), cafédrift eller hvad, der nu skal til, for at gøre virksomheden mindre sårbar og kunderne mere tilfredse.” 

Cafédift – et socialt mødested som en musikcafé! Ja tak, gerne.

Snak med boghandlerne og bibliotekarerne
Faktisk viser bibliotekerne vejen – i det omfang altså, de ikke er sparet ned som følge af regeringens politik. Mine jævnlige besøg i bog- og musikmiljøet på vores lokale bibliotek i Lyngby nord for København er en både inspirerende og hyggelig oplevelse, hvor man som regel finder det, man søger på hylderne, i kombination med en god snak med kyndige bibliotekarer og en kop kaffe fra baren. 

Hvem tør satse? Når nu musikfolkene har spillet fallit, var det så ikke en udfordring for en musikinteresseret boghandler at tage op? Boghandlerne har jo faktisk vist større evne for at overleve og holde skansen. 

• Læs hele Jesper Bay’s indlæg her.

P2-rygte som spind og vildledning.

Selv om aktionen sandsynligvis er en storm i et glas vand, er musikeren Peter Abrahamsens underskriftindsamling Bevar P2 hos DR blevet et godt eksempel på inspiration imellem nye og gamle medier som weblogs og aviser. Det har fået Lisbeth Klastrup, som underviser ved IT Universitetet i København, til at gennemgå sagen i et omfattende indlæg på sin blog, hvor hun drager denne foreløbige konklusion:
“Det lader altså til, at synergien (samvirke og samspil) mellem de nye og de gamle medier i denne foreløbigt sidste fase har en vis effekt i forhold til at skabe opmærksomhed om historien, også selv om det ud fra mediedækningen og politikernes udmeldinger er svært at vurdere graden af trussel.”

• Læs hele Lisbeth Klastrups indlæg her.

Rygter og virkelighed
Peter Abrahamsens aktion er nu nået op på 14.647 underskrifter. Og indsamlingen lever så længe, det tager kulturministeren at træffe den endelige afgørelse om at bevare P2 på FM-båndet, fastslår Peter Abrahamsen. Godt nok – og dog. Det store spørgsmål er jo, om rygtet om P2’s nedlæggelse overhovedet har rod i virkelighedens verden.

Allerede 17. marts afviste kulturminister Carina Christensen i Berlingske Tidende faktisk rygterne om, at DRs klassiske P2-kanal står på lukkelisten forud for det nye medieforlig. Der er al mulig grund til at tro ministeren, fordi det ville være meningsløst helt ud i det absurde at lukke P2 FM, som jo udsender koncerterne fra Danmarks Radios nye Koncerthus. Man lukker vel ikke distributionen af sin dyre investering, vel!

• Politisk flertal for at bevare P2 her.

Efterfølgende citerer Radionyt.com DR-kenderen Lone Kühlmann, der snarere ser P3 i farezonen. Den overvejelse virker selvsagt mere logisk, eftersom både P3 og de kommercielle radiostationer, som udfordrer DR og ministeren i det nye medieforlig, lever af pop. Den kommercielle branche kræver samme vilkår som public service-kanalerne, så hvorfor ikke slagte deres værste konkurrent: P3? Eller P4?

• Måske er det slet ikke P2, der ryger, her.
• Se også P2’s selvmord her.

Luksuskrise.

The European Fine Art Fair i Maastricht.

Trods den internationale finanskrise, store fald i den globale samhandel og stigende arbejdsløshed fortsætter det ødsle liv på verdens luksusklasse. Det virker grotesk. Eksempelvis rapporterer New York Times om “same business as usual” ved Den Europæiske kunstmesse i den hollandske by Maastricht. Kunsthandeler for millioner af dollar og Euro indgås, og alene opholdet ved messen løber hurtigt op i en formue. Det lyder nærmest som Rytteriets satire, men er ganske vist. 

• Mere om kunstmessen i New York Times her.

Også B&O satser på, at de rige ikke kender til finanskrise. Derfor lancerer virksomheden et luksusfjernsyn til den nette sum af 800.000 kroner. Så er skærmen også oppe på 103 tommer og er kun 18 sekunder om at tænde. 

Sig så bare So ein Ding, Nikolaj.

• Mere om B&Os luksus-TV her.