Ung pianist på Djævelens trappe.

Forestil dig du er i helvede, og du vil ud:

Sådan baner en ny generation unge musikere vejen for en ny stil på tribunen. Eksemplet her er med pianisten Greg Anderson fra USA. Hans video The Devil’s Staircase er stærkt spillet og spændende formidlet. Og så er den indtil videre set over 200.000 gange på YouTube.

Musikken er den ungarske komponist György Ligeti’s Etude nr. 13 “L’escalier du diable”, hvilket medvirker til min interesse for Gregs video. For Ligeti opfandt et univers, der fuldstændig nyfortolkede selve det musikalske rum. Fascineret brugte filmmageren Stanley Kubrick derfor Ligeti’s musik i sit berømte mesterværk 2001: A Space Odyssey – Rumrejsen År 2001.

Befandt Ligeti sig selv på Djævelens trappe?

Jo, mildt sagt! Det forunderlige ved Ligeti’s musik er bruddet med hans livs tragedier, der knyttes til nazisternes hærgen under Anden Verdenskrig: Kun hans mor overlevede Auschwitz, og hans bror og far myrdede tyskerne. Årene efter fulgte tiden med kommunisme og det politiske Jerntæppe, der skarpt adskilte Østeuropæerne fra Vesten. Ligeti og hans kone ville væk, ud til os Vesten. Og under folkeopstanden 1956 i Budapest flygtede de, skjult under postsække, i et tog til Wien. Dermed begyndte Ligeti’s liv som et vigtigt medlem af den internationale avantgarde.

• Læs mere om György Ligeti i DR’s Internet-magasin Lyt til Nyt. Læs og lyt her.
• Flere videoer med Greg Anderson på YouTube her.

Debussy’s Bergamasque.

Claude Debussy: Suite Bergamasque – IV. Passepied. – Livia Rév on Hyperion.

På den svenske kulturkanal Axess fulgte jeg den musikalske russer Michail Kazinik’s spændende beretning om Claude Debussy og den særlige musikalske glød, hans musik elskes for. Særlig interessant er historien om Debussy’s inspiration i Rusland. Inspirationen bestod af lige dele forelskelse i Tchaikovsky-mæcenen fru von Meck’s datter og opdagelsen af Mussorgsky’s musik, som åbenbarede helt nye veje for den unge franskmand.
Datteren fik han ikke med hjem til Paris. Mussorgsky derimod kunne ingen tage fra ham, heller ikke hans egen skabende fantasi. I lyset af begivenhederne i Rusland komponerede han sin friske Bergamasque-suite, hvis hit er den berømte Tredje sats Clair de Lune. Det er bare ikke den, TV-udsendelsen bruger til at vise effekten af Debussy’s russiske oplevelser. I stedet hører vi den efterfølgende Passepied, hvor milde vinde strømmer gennem markens vilde blomster i et lyksaligt øjebliksbillede.
Jeg elsker den sats, når bare den spilles rigtigt. Pianisterne synes nemlig her at have frit slag, som drejede det sig om en improvisation. Nogle hamrer sig gennem stykket i så hastigt et tempo, at Debussy’s fine klangfarver og hele atmosfære flås i stumper og stykker. Andre spiller så langsomt, at musikkens naturlige flugt falder til jorden.
Min gamle LP med Alexis Weissenberg er en af de brutale, som jeg ikke bryder mig om. Så inspireret af den russiske TV-udsendelse søgte jeg en ny og mere “rigtig” fortolkning. Og blandt de mange forskellige tilbud, man kan høre i iTunes Musikbutik, faldt valget, overraskende, på en fin gammel pianist fra Ungarn: Livia Rév. Hør hende spille den rigtige Passepied i musikafspilleren herover.

Hvad er det nu, bergamasque betyder? Det er en dans fra 1600-tallets Italien, som franskmændene senere gav deres egen form.

• Mere om Livia Rév her.
• Se udsendelsen om Debussy på Axess’ web-TV her.

Hjemme hos Hugo Alfvén.

Hugo Alfven: Symphony No. 4 – “Från havsbandet” – From the Outermost Skerries – Second part. Niklas Willen & Iceland Symphony Orchestra. Naxos.

Hugo Alfven: “Dalarapsodi” – Dalecarlian Rhapsody – Start. Niklas Willen & Royal Scottish National Orchestra. Naxos.

Da jeg en aften stod og nød en blod rød solnedgang over Kattegat oppe ved Tisvilde tonede et længselsfuldt tema frem i mit hoved. Musikken og det storslåede natursceneri spillede sammen, og det blev det ved med. Hvad var det dog for en musik, jeg havde fået i hovedet? Den var nordisk, ingen tvivl om det, men hvem havde komponeret den? Åh jo: Hugo Alfvén, den svenske komponist, som engang imellem dukker op i radioens P2 i et kort iørefaldende stykke. Nu blev det klart: Temaet er den smukke solo, som de to vokalsolister synger i Alfvéns store Fjerde Symfoni.

Der går ellers mange år imellem, at nogen spiller den symfoni ved en koncert, ligesom den kun er udgivet i ganske få indspilninger, så erindringen om temaet kom udelukkende fra en gammel LP med Filharmonikerne i Stockholm og Stig Westerberg.
Naturoplevelsen ved Kattegat fik mig til at lytte nærmere til Hugo Alfvén, og jo mere, jeg hører, jo bedre synes jeg om ham. Derfor undrer det mig, han spilles så sjældent i dag. Er etiketten “Svensk nationalromantik” virkelig nok til at affærdige så frodig en kunstner som Hugo Alfvén?
Udenfor Sverige kendes han især for “Midsommarvaka” med den melodi, masser af mennesker gerne nynner med på. Nogle hæfter sig nok også ved “Vallflickans dans” fra balletmusikken til “Bergakungen” – Bjergkongen. Disse hits, og ikke meget mere, er alt hvad publikum i almindelighed forbinder med den svenske komponist.

Mennesker og natur
Tilsidesættelsen af Alfvéns større værker er virkelig uretfærdig. Blandt hans fem symfonier er den Fjerde et af de betydeligste og mest egenartede værker i hele den nordiske musik. Den udstråler en naturfølelse så intens, præcist og vitalt instrumenteret, at naturens former og elementer tager form i vores bevidsthed som en direkte spejling af os selv og vores kulturelle egenart. Selv dufte og farver strømmer ud af noderne. Man forstår hvad Alfvén mente med sin opfattelse af, hvordan naturen og dens skiftende stemninger modsvarer vore egne følelser.

Nogle vil jo så indvende, at tiden for længst har overhalet Alfvéns stræben efter liv og skønhed i perfekte rammer. Det passer bare ikke, at Alfvén bare var en livslysten letvægter. Gennem store dele af hans musik høres en understrøm af uro, som udfordrede hans stræben efter skønheden, men vist så: Alfvén var nok en venligere mand end eksempelvis Sibelius, som i musikken tog sine kampe op frontalt, hvor Alfvén mere søgte at klare skærene med en besværgelse.
Han ville først og fremmest give folk lys og varme, og når det gøres med så megen finfølelse og musikalsk tæft for motivernes ægte udtryk, giver jeg pokker i snakken om gammeldags romantik og fortidig sentimentalitet. Også En Skærgårdssaga og Dalarapsodien, som lader den svenske folkemusik spille med, er unik og herligt instrumenteret musik, som tilmed giver hjemme-følelse, lig den man oplever, når man vender hjem til sine egne steder efter en lang rejse.
Så lige meget hvor megen anden musik, som ellers fylder ørerne, er der også plads til Hugo Alfvén. Den hjemmefølelse, han vækker, er ligesom et helle i livet og kan som sådan ikke diskuteres.

Indspilningerne
Der foreligger som sagt relativt få gode indspilninger af Hugo Alfvéns musik, men blandt de nye kan den svenske dirigent Niklas Willen’s opførelser anbefales, sådan som det høres i musikeksemplerne herover. Han er nok den af de yngre fortolkere, der i dag er mest på bølgelængde med Alfvén, og hans Naxos-indspilning af den Fjerde Symfoni er virkelig en bedrift.
Går vi tilbage i tiden finder man også flere produktioner med den markante russiske dirigent Evgeny Svetlanov. Sveriges Radios CD-Revy – et både underholdende og nyttigt program af den art, som Danmarks Radio har sparet væk – fortalte engang, hvordan Svetlanov opdagede Hugo Alfvén’s Fjerde Symfoni ved et tilfælde i en radioudsendelse. Russeren blev så betaget af musikken, at han tog Alfvén op og dirigerede ham ved koncerter i både Stockholm og Moskva, hvilket udmøntede sig i flere radio- og pladeproduktioner.
Også Birgit Nilsson sang Alfvén. Eksempelvis høres hun på en optagelse af Fjerde Symfoni med komponisten selv som dirigent.
Til gengæld undrer det mig, at store runde Leif Segerstam, hvis musikalske format virker usvækket, ikke er mere aktiv i Alfvéns repertoire. For nylig udsendte SR en optagelse af hans og SR-Symfonikernes gæstespil i Moskva, hvor de lagde ud med En Skærgårdssaga i en forbløffende stærk opførelse, som udløste megen jubel hos det russiske publikum. Segerstam og orkestret spillede så poetisk og højspændt dramatisk, at jeg tænkte:
Når ikke orkestrene orker at spille den Fjerde Symfoni mere, så kunne de da i det mindste tage et ligeledes fantastisk instrumenteret mesterværk som Skærgårdssagaen op.

• Læs mere hos Hugo Alfvén Selskabet her.

Portrættet af Hugo Alfvén tegnede P.S. Krøyer i 1903. Hans kone Marie Krøyer, der jo også var billedkunstner, havde året før truffet Hugo Alfvén under en rejse på egen hånd i Italien. I 1905, da Marie ventede barn med Alfvén, blev hun skilt fra Krøyer og giftede sig med den svenske komponist.

Ravels drøm om det søde liv.

Ewa Kupiec spiller den smukke Adagio i Maurice Ravels Klaverkoncert i G. Optagelse fra DRs P2 med Det Kongelige Kapel og Michael Schønwandt.

Selv om Ravel privat var eneboer og en seksuel afholdsmand, der aldrig overvandt tabet af sin mor, var han en varmhjertet ven, og i sin musik rev han låget af og gebærdede sig ret så sexet. Bolero’s komponist instrumenterede det sanselige liv, han iagttog omkring sig, og hans musik emmer af liv og eventyr. Ikke hæmningsløst som hos russeren Mussorgsky, hvis Udstillingsbilleder han omplantede fra klaveret til det store orkester, men i en indlevelse så udtryksfuld og præcis, at følelser og stemninger bliver til helt konkrete elementer.

Skæbnen ville, at ugens to store orkesterkoncerter i DRs Koncerthus begge bød på Ravels Klaverkoncert i G, som jeg har lyst at døbe “Den magiske”. Normalt kalder man sådan et sammenfald uheldigt, men jeg var faktisk glad, fordi vi fik belyst den mageløse musik i to meget forskellige opførelser med to interessante pianister: franske Helene Grimaud, der var DR-symfonikernes og Thomas Dausgaards solist, og polske Ewa Kupiec.
På forhånd ventede jeg mig mest af Helene Grimaud, hvis brillante fortolkning af G-dur koncerten er velkendt, men så fulgte fredagens koncert med Det Kongelige Kapel og Michael Schønwandt. Og her føjede Ewa Kupiec flere lag af varme og nuancer til koncertens centrale Adagio.
Jeg elsker den fortryllende ro i denne sats, hvor klaverets enkle, smukke melodi i nænsomt samspil med orkestret giver mening og livsbekræftelse som en samtale med en fortrolig ven. Hør bare i musikeksemplet herover.

Adagioen omgives af skarp skåret fest og ballade, som Helene Grimaud, Thomas Dausgaard og DR-symfonikerne forløste suverænt. Men Ewa Kupiec’s, Schønwandts og Kapellets tolkning af Adagioen er en af de smukkeste, jeg har hørt.

• Hør hele Torsdagskoncerten med Helene Grimaud, DR SymfoniOrkestret og Thomas Dausgaard her.

Composers Datebook.

Man kan sagtens leve uden at vide, at Paul Dukas tonedigt “Troldmandens lærling” havde verdens-premiere den 18. maj 1897 i Paris, og at to kendte komponister døde i dag for henholdsvis 98 og 34 år siden: Gustav Mahler forlod os i Wien kun 50 år gammel, mens Leroy Anderson endte sit liv i en alder af 66. På den anden side er det både nyttigt og underholdende at følge komponisternes mærkedage, sådan som Composers Datebook tilbyder på Internettet. Faktisk er denne daglige dosis mærkedage fra USA blevet et fast ritual her i huset.

Som et fremragende eksempel på ultrakort musikformidling kan man tilmed abonnere på et podcast, der på bare 2 daglige minutter indrammer en udvalgt begivenhed. I går handlede det om Leonard Bernstein, der for 40 år siden gik af som New York Philharmonic’s chefdirigent for at få tid til at komponere. Den 14. maj var den finske komponist Einojuhani Rautavaara tema med anledning i uropførelsen af hans 5. Symfoni i Helsinki, hvor Esa-Pekka Salonen dirigerede hans “Engle-trilogi”.
Hvorfor engle? Jo, fordi Rautavaara troede, hans musik allerede eksisterede i en anden virkelighed – hans opgave var blot at bringe den ind i vores verden i ét stykke…

Det er faktisk morsomt sådan at blive mindet om komponister og musik, man har glemt eller ikke anede eksistensen af – kender du eksempelvis komponisten Joan Tower?

Abonner på komponisternes daglige podcast ved at kopiere følgende adresse ind i iTunes (Abonner på Podcast i menuen Avanceret):

http://composersdatebook.publicradio.org/podcast.xml

• Besøg Composers Datebook her.

Ali Ufki og de hellige broer.

Sacred Bridges: Psalm 9. King’s Singers & Sarband. Signum Records.

Lad os en stund glemme konflikterne og lytte til det grundlæggende: King’s Singers’ musikprojekt “Sacred Bridges” er en udtryksfuld musikalsk markering af forbindelserne mellem tre af verdens store religioner: Jødedom, Kristendom og Islam. Hensigten er at vise, hvordan jøder, kristne og muslimer synger og lytter til de samme menneskelige budskaber om sorger og glæder, tilståelse af synder og lovprisning af Gud. Man lytter betaget, og er man ikke helt blokeret af de aggressive politiske konflikter, der skiller os fra medmennesker i andre dele af verden, er det umuligt at acceptere de hellige broers fald.

Størst indtryk gør salmerne af Ali Ufki, især Psalm 9, som høres i musikeksemplet herover. Hans historie er i det hele taget bemærkelsesværdig:
Ali Ufki kom fra Polen og hed egentlig Wojciech Bobowski. Han blev født 1610 for sidenhen at blive kendt som den lærde Ali Ufki i Konstantinopel. Som et fascinerende eksempel på øst-vestlig kulturformidling i det 17. århundrede blev han guide i det nære Østens forhold gennem sit arbejde som ottomansk oversætter af europæiske sprog for tyrkiske og arabiske autoriteter. I dag kendes han især for sine bibel-oversættelser og salmer, som han noterede i det modale tyrkiske system.

Solgt som slave til sultanen.
Hvad bragte Bobowski til Konstantinopel? Som dreng voksede han op i en protestantisk familie i byen Lvov, hvor han blev uddannet som kirkemusiker. Det fredelige arbejde sikrede ham dog ikke imod uro fra omverdenen. Krims tatarer var på krigsstien, og under et angreb blev den 18-årige Bobowski taget til fange.
Hvad kunne tatarerne mon bruge sådan en fredelig musikalsk fyr til? Jo, han var penge værd. Grundet sin musikalske uddannelse kunne han sælges, og sultanen Mehmed IV’s hof i Konstantinopel kunne bruge ham.
Sultanen gav ham en omfattende uddannelse, hvorefter Bobowski fandt sin plads som en af hoffets mest skattede kulturformidlere. Selv blev han så fascineret af tyrkernes religion og kultur, at han konverterede til Islam og tog navnet Ali Ufki.

Det lyder som en historie fra 1001 Nats eventyr, men er ganske vist. Selv efter at sultanen gjorde ham til en fri mand, blev han i Mellemøsten og fortsatte sine religiøse studier. I et forsøg på at skabe forståelse mellem den østlige og vestlige verden oversatte han flere hovedværker. I et skrift på latin forklarede han Islam for den vestlige verden, mens hans oversættelse af Bibelen til tyrkisk længe var den eneste komplette udgave i Mellemøsten.
Ali Ufki tilhørte det mindretal af begavede menneske, som finder ro og inspiration i alt det, mennesker har til fælles – frygt og had leder os jo kun ad Helvede til. King’s Singers Hellige broer kan derfor varmt anbefales.

• King’s Singers og ensemblet Sarband’s cd-produktion udgives af Signum Classics. Læs mere om den her.
• Jeg købte indspilningen i iTunes Musikbutik her.

Fantastisk klarinetkoncert.

Enjoy the first minutes of a new masterpiece: Kalevi Aho’s Clarinet Concerto composed 2005. Brilliant performed by Martin Fröst & Lahti Symphony Orchestra under Osmo Vänskä. Record Label: BIS. Also available as MP3 at eClassical.com.

 

Musikken stormer imod os i et livtag med skarpt slebne akkorder, der kunne ledsage en højdramatisk indledning til et action-drama i biografen. Her er spænding og konflikt, men også lange passager af stor skønhed, intens naturfølelse og sensuel varme – alt sammen tiltænkt og inspireret af hero’en Martin Fröst og hans musikalske mesterskab.

 

Det er en næsten ny klarinetkoncert, vi hører, og jeg tøver ikke med at kåre den som et af de sidste års betydeligste og mest fascinerende klassiske værker, som er blevet et hit her i huset.  Komponisten er Kalevi Aho, som både er en institution og et fænomen i Finland. Til dato har han blandt meget andet skrevet 14 symfonier, 14 solokoncerter og fire operaer. En af symfonierne – den Syvende – kalder han en “insekt-symfoni”, som tager afsæt i hans egen satiriske opera ‘Insect Life’. Syret og grotesk spidder han vore dages narcissistiske, selvretfærdige livsstil og maler et indædt kritisk billede af verdens tilstand. 

“In other words, I hate the way economic considerations always take precedence over everything else in making decisions in society, regardless of the irreparable destruction all this greed is wreaking on nature, the environment, us humans, other cultures, and animals,”
forklarer Kalevi Aho.


I den instrumentale iklædning af sin musik gør han brug af alle mulige greb fra både fortid og nutid, og intet middel er ham tilsyneladende fremmed. Kendte klangvirkninger fra Gustav Mahler og Shostakovitch veksler med naturen i hans egen verden, som finder genklang ude i vildnisset natur højt oppe nordpå. Hans 8. Symphony er f.eks. inspireret af den rejse, han  foretog ene mand til Lapland og Barentshavets kyst, hvor midsommersolen svøbte det barske landskab i lys døgnet rundt. 

Mennesker, samfund og natur – og konflikten imellem dem – er Aho’s evige tema, men i hans halv time lange Klarinetkoncert har solisten, Martin Fröst, bevæget ham til at skrive et naturligt strømmende mesterværk, som også burde interesserede alle dem, der ellers blot ønsker at høre Martin Fröst spille de gode kendte stykker af Brahms og Carl Nielsen. 

Aho fortjener at blive spillet og oplevet, og så er han ikke engang modernistisk i “traditionel” forstand. Snarere er han et sidestykke til mange af de billedkunstnere i vor tid, som har et stort publikum, der til gengæld frastødes af avantgardens musik.

Hør flere musikeksempler på eClassical.com.

 

Besøg Martin Fröst’s hjemmeside her.

 

Læs mere om Kalevi Aho her.

http://www.fimic.fi/fimic/fimic.nsf/mainframe?readform&aho+kalevi

Musikken stormer imod os i livtag af skarpt slebne akkorder, der kunne ledsage en højdramatisk indledning til et action-drama i biografen. Her er spænding og konflikt, men også lange passager af stor skønhed, intens naturfølelse og sensuel varme – alt sammen tiltænkt og inspireret af hero’en Martin Fröst og hans musikalske mesterskab.

Det er en næsten ny klarinetkoncert, vi hører, og jeg tøver ikke med at kåre den som et af de sidste års betydeligste og mest fascinerende klassiske værker. Komponisten er Kalevi Aho, som både er en institution og et fænomen i Finland. Til dato har han blandt meget andet skrevet 14 symfonier, 14 solokoncerter og fire operaer. En af symfonierne – den Syvende – kalder han en “insekt-symfoni”, som tager afsæt i hans egen satiriske opera ‘Insect Life’. Syret og grotesk spidder han vore dages narcissistiske, selvretfærdige livsstil og maler et indædt kritisk billede af verdens tilstand. 

“In other words, I hate the way economic considerations always take precedence over everything else in making decisions in society, regardless of the irreparable destruction all this greed is wreaking on nature, the environment, us humans, other cultures, and animals,”
forklarer Kalevi Aho.


I den instrumentale iklædning af sin musik gør han brug af alle mulige greb fra både fortid og nutid, og intet middel er ham tilsyneladende fremmed. Kendte klangvirkninger fra Gustav Mahler og Shostakovitch veksler med naturen i hans egen verden, som finder genklang ude i vildnisset højt oppe nordpå. Hans 8. Symfoni er f.eks. inspireret af den rejse, han foretog ene mand til Lapland og Barentshavets kyst, hvor midsommersolen svøbte det barske landskab i lys døgnet rundt. 

Mennesker, samfund og natur – og konflikten imellem dem – er Aho’s evige tema, men i hans halv time lange Klarinetkoncert har solisten, Martin Fröst, bevæget ham til at skrive et naturligt strømmende mesterværk, som også burde interesserede alle dem, der ellers blot ønsker at høre de gode kendte stykker af Brahms og Carl Nielsen. 

• Læs mere om Kalevi Aho her.