Indgang til vinteren.

Frederiksdal Skov 29. oktober 2009.

Jean Sibelius: Lemminkäinen In Tuonela – Lemminkäinen Suite, Op. 22. Esa-Pekka Salonen & Los Angeles Philharmonic Orchestra. Sony Classical.

Pindsvin på druk.

Det pusler og klirrer udenfor, for det lille pindsvin har igen kastet sig over kattenes mælkeskål, som det slikker op til sidste dråbe.
Den piggede gæst dukker op hver aften, hvor skålen med vand eller mælk til kattene trækker. Kattemad kan også bruges. Mælken er dog det helt store nummer, og kattene véd, at pindsvin stikker og holder sig derfor væk. Pindsvinet kan altså labbe i fred – somme tider vælter det sågar skålen for at nå ind til de sidste dråber. Bemærk mælkedråberne på snuden. Det er en rigtig drukmås.

Frisk efterår.

Nogle taler om vemoden ved efterårets farvel til den lyse sommer, som lige siden bøgen begyndte at springe ud i april er blæst afsted som en drøm. Sådan en frisk efterårsmorgen som i dag kan jeg bare ikke gå i mol. Den stærke sol gennemtrænger disen og giver landskabet nye fantastiske former. Rosenbuskene tøver også med at give op og skyder stadig blomster. Og det gamle æbletræs mange frugter sidder som perlerækker på grenene og kan snart høstes. Man modtager solens kølige morgenkys, parat til at tage fat.

Lille rå familie fra skoven.

Kontakten med vilde dyr og fugle er en væsentlig kvalitet ved at være nabo til skoven. Særligt er det en glæde at følge den lille rå familie, som jævnligt kommer på besøg i haven. Denne sommer dukkede Moder Rå op alene, og imens hun på en egen fortrolig måde holdt øje med min færden ved huset, hyggede hun sig med at guffe saftige blade og græs i sig. Men hvor var hendes lam, som plejer at ledsage hende? Ingen nyfødte børn i år?
Jo, i går kom de pludselig ind på plænen og tumlede rundt som små skovtrolde. Moder Rå stod henne i skovbrynet og åd nedfaldne æbler. Alt er som det skal være, selv om de to nye lam er senere på den end tidligere år.
Hej med jer!

• Flere rå billeder her.

Vandliv.

Sommerens badeture i Tisvilde er ren lykke, selv om det kræver sin mand at nå dertil. Men efter at have lagt civilisationens trafikale ophobning af mennesker og biler bag os tager havet imod med alt opslugende kraft. Det solbeskinnede Kattegats salte dufte og vandspejlets glitrende blå-grønne farvespil fylder sanserne. Kullens klipper anes østpå i horisonten, og oppe nordpå ligger Norge – ahhh.

Så går vi i vandet og skriger, fordi det er så koldt: Kun 17 en halv grad – uhhh. Blæser gør det også. Alligevel lader vi os favne af vandet og glider i ét med det friske, salte hav, og efter at have svømmet, pjasket og leget sidder man dér på stranden og føler sig genfødt.

Vore dages fornuftige mennesker henviser nok glæden ved vand til det faktum, at vand udgør over halvdelen af det stof, vi selv består af – 60 procent så vidt jeg husker – så naturligvis nyder vi vandet. Da jeg søgte stof om sagen, dukkede en kronik af Klaus Rifbjerg op:

“En klog mand eller kone har sagt, at grunden til, at det er så dejligt at bade i havet, er afionisering. Man skulle angiveligt i dagens løb opsamle så megen statisk elektricitet, at det bliver til en hel ekstra sæk af spændinger og belastninger at slæbe rundt på. Jeg ved ikke, om det er sandt, men når et legeme nedsænkes helt i vand, fuser spændingerne af som det ekstra panser, man har følt sig spærret inde i. Jeg vil påstå, at jeg af og til når jeg kaster mig i bølgen, ligefrem har hørt en syden, der kunne tyde på, at der er noget om snakken,” skrev Rifbjerg i sin morsomme Politiken-kronik.

Tidligere tiders kulturer og civilisationer viste vandet stor respekt, og fantasien kendte ingen grænser, når datidens viden skulle omsættes i billeder, myter og legender. Havet var både en mystisk kraft og en kilde til liv. Tænk blot på komponisten Richard Wagners omgang med Rhin-flodens døtre i Nibelungens Ring.

Flere komponister har bidraget med musikalsk vandkraft. Et af mine yndlingsstykker er Ravels stemningsladede spil om sejlskibet på havet, Un Barque sur l’Ocean, for orkester. Et andet eksempel er Debussys mesterværk La Mer, som får en til at forstå alvoren i livreddernes slogan: Kun en tåbe frygter ikke havet.

Kodachrome dør efter 74 år.

Vi ved godt, at tiden er digital. Alligevel gør det indtryk, når kendte gamle medier afgår ved døden:
Som konsekvens af de digitale kameraers succes stoppede den klassiske filmproducent Kodak forleden produktionen af farvefilmen Kodachrome – verdens første kommercielle succes af sin art. Efter 74 år på markedet slog det digitale fotografi filmen ihjel.

Samtidig afliver den digitale teknologi myterne om, at filmen var et bedre materiale, som gav fotograferne flere muligheder for at nuancere deres billeder. Alligevel gribes man af nostalgi, og Kodak indbyder fotograferne til at dele deres bedste øjeblikke med Kodachrome på en mindeside – her.

• Mere hos ComON her.
• …don’t take my Kodachrome away.

Lark Ascending.

Lyt engang:

Vaughan Williams “The Lark Ascending” – Lærken stiger. Barry Griffiths & Royal Philharmonic under Andre Previn. Telarc.

Ralph Vaughan Williams musik er et unikt eksempel på, hvordan en kunstner fremkalder en smuk verden i tiden efter, at verden gik ad helvede til.

Umiddelbart lyder stykket bare som ren idyl, hvor den lille sangfugl stiger op mod solen over sommerens milde engelske landskab, og det var nok også Vaughan Williams’ oprindelige mening med den poetiske inspiration. Men tag ikke fejl. Den lille kvidrende lærk stiger over de grumme skygger, som Første Verdenskrig kastede over verden.
Vaughan Williams komponerede “Lark Ascending” i 1914 op til krigens udbrud, hvorefter han lagde stykket til side. Krigen provokerede den ellers udpræget anti-militaristiske komponist så stærkt, at han meldte sig til aktiv tjeneste i den engelske hær, hvor han oplevede det tragiske ragnarok på nærmeste hold. Bagefter var intet det samme.
Vaughan Williams overlevede krigen, men da han i 1918 vendte tilbage til musikken, reviderede han sit spil om den stigende lærk og ændrede orkestrets klangfarver, så stykket fik en anden tyngde end i 1914. Jeg tror, det er denne antydning af mørke gennem idyllen, der drager øret, tilsammen med en fascinerende hypnotisk virkning mod slutningen, som en god opførelse kan skabe.

Hvorfor spilles Vaughan Williams for øvrigt så sjældent i danske koncertsale?

• Mere om Vaughan Williams på komponistens website her.