Verdens lykkeligste folk?

Den svenske journalist og forfatter Lena Sundströms aktuelle Danmarks-dokumentar Verdens lykkeligste folk fortjener at blive set og tænkt over. Både svensk TV 4 og dansk TV 2 har vist den, og nu er den også tilgængelig på YouTube i HD-kvalitet.
Lena Sundström har altid elsket Danmark. Sverige var regler og alvor; Danmark var frihed, glade mennesker med bacon, lurpakket smør, øl og snaps på bordet og Storm P i hovedet. Men noget er hændt med det gamle, hyggelige Danmark. Folk stresser rundt, og provinsielle forbehold mod fremmede mennesker, dem udefra, er i uhyggelig mange tilfælde slået over i direkte fjendtlighed og racisme. Hvordan kunne det komme så vidt?
For at finde svaret på det gode spørgsmål bosatte hun sig tre måneder i en lejlighed på Nørrebro og skrev så Världens lyckligaste folk – en bok om Danmark. Samtidig producerede hun for TV 4 dokumentaren med samme titel. I begge medier spidder hun Dansk Folkeparti og dets hetz-kampagner, der har forgiftet klimaet i den danske udlændingedebat.
“Det er jo i forvejen ubehageligt, at man deler folk op og udpeger nogen som indvandrere. Men i Danmark har man gjort det endnu mere specifikt og taler om muslimer på samme måde, som man gjorde om jøder i sin tid,” siger Lena Sundström i et interview med Politiken.
Og så har hun en pointe, som er megen eftertanke værd:

Mediernes rolle
“Medierne udgør et gigantisk problem i det her. For det ligger i vores natur, at vi tiltrækkes af sensation, heftige citater og blodige rubrikker. Og mennesker som Pia Kjærsgaard, som siger provokerende ting, passer perfekt i medierne – især i tabloiderne,” siger hun til Politiken.
Hun har ret. Hendes påstand styrkes tilmed af mediernes problemer: Aviserne mister læsere og annonceintægter til Internettets nye medier og gør meget for at lokke læsere til. Konkurrencen om vores opmærksomhed er ben hård.
Mig forekommer det største problem dog at være fjernsynet. Danmarks Radio er konstant mål for politiske lobbyister, og tv-kanalen DR 1 dyrker – ligesom TV2 – i lange stræk en folkelighed, som ligner publikum-leflende propaganda for den nye danske almindelighed. Det er ikke bare pinligt. Det er også selvforstærkende og farligt, fordi tv-mediet er så forførende.

Jeg har endnu ikke læst Lena Sundströms bog, men efter at have set tv-dokumentaren skal jeg have fat i den. Som endnu en tankevækker har hun tilegnet den HGW XX/7, den gode Stasi-agent fra den fremragende tyske film De andres liv om tilværelsen i DDR.

• Læs to anmeldelser af bogen her og her.

På sporet af Østen.

Den mest usædvanlige og tankevækkende af de rejseskildringer fra verden, fjernsynet underholder os med, er den hollandske serie Trails from the East, der i DR2 hedder “På sporet af Østen”. I 13 udsendelser beretter filmmageren Rob Hof om sin 20.000 kilometer lange togrejse fra Vietnam til Europa. Han startede i Hanoi og slutter i Sloveniens hovedstad Ljubljana. Og strækningen fra Vietnam til Indien har været så fascinerende en oplevelse, at jeg vil se at få resten af turen med.

Togets afslappede, anonyme rejseform er jo den perfekte ramme om uforpligtende møder og åbenhjertige samtaler om livet, håbet og drømmene. Fattigdommen klæber stadig sine skure lige op ad jernbanen, men livet leves. Og det virker overbevisende stærkt at høre både unge og ældre tale om, hvordan de tager det bedste fra den moderne verden til sig, alt imens de holder balancen til deres egne traditioner og religioner.

“De politiske og religiøse konflikter er ikke Indiens aktuelle historie,” forklarede en moderne indisk herre i aftes. “Den virkelige historie er alle disse mennesker her i toget. De er på vej til dagligdagens almindelige gøremål, besøg hos venner og familie, arbejde, bryllup eller begravelse. Og de har de største fremtidsmuligheder, vi nogensinde har set.”

Inderen kigger os direkte i øjnene, da han tilføjer:

“Vi her i Østen vil de kommende år opleve langt større fremgang end den vestlige verden. Jeg tror på, at levestandarden mellem folk rundt om på kloden efterhånden udjævner sig, så den globale Apartheid, vi hidtil har set, opløser sig. Vi ender med at leve i én verden – ikke flere meget forskellige, der bekæmper hinanden.”

På fredag 31. juli fortsætter Rob Hof rejsen på DR2.

• DR2 om “På sporet af Østen” her.
• Besøg Rob Hof’s hjemmeside her.

Stærk film-symfoni om Jorden.

Denne 5. juni er ikke kun Grundlovsdag i Danmark; det er også FN’s mærkedag for hele verdens naturmiljø. I den anledning har fotografen og naturjournalisten Yann Arthus-Bertrands smukke dokumentarfilm Home global premiere på YouTube, som dermed fortsætter sine bestræbelser på at blive seriøs i det store format – bogstavelig talt: Home kan faktisk ses på TV, hvis man tilslutter sin skærm computeren.

Filmet i fugleperspektiv vil Home ændre vores perspektiv på verden og engagere os i den Jord, vi lever på og lever af. Billeder af Jordens skønhed og mange naturskatte veksler med optagelser af menneskets grådige fremturen, som truer med at ødelægge den økologiske balance. Billederne er overbevisende stærke: Hvis ikke vi evner at bringe vores civilisation i harmonisk samspil med naturen, går det galt.

Yann Arthus-Bertrand har i forvejen udgivet over 60 bøger med landskabsfotografier, taget fra helikoptere eller luftballoner. Store dele af billedsamlingen viser han på sin hjemmeside, som er en af Internettets mest storslåede, hvis ikke den smukkeste af alle. Oplev den her.

Klik HD-ikonet og se filmen på fuld skærm.

• Se hele filmen på Home’s YouTube-kanal her.
• Filmens hjemmeside findes her.

Coco, Igor og Mads.

Mads Mikkelsen som komponisten Igor Stravinsky.

Rollen som den store russiske fornyer af musikkens sprog ligger unægtelig langt fra de anløbne typer, Mads Mikkelsen tidligere har lagt skikkelse til. Men sandt nok er der faktisk en vis lighed i Mikkelsens og Stravinskys ansigtstræk, og måske har Mikkelsen en aristokratisk åre, der hidtil har været skjult for os – måske er han bare en god skuespiller. I hvert fald bliver det interessant at læse, hvordan Cannes Festivalens anmeldere reagerer på “Coco Chanel og Igor Stravinsky” i dag.

“Det er en flot og velspillet film, som ikke mindst kan bryste sig af en fantastisk levende og medrivende genskabelse af skandale-opførelsen af Stravinskys “Sacré du printemps” i Paris i 1913,” skriver Christian Monggaard i Information. Mere her.

Skal ses, altså!

Filmen er et kærlighedsdrama mellem Igor Stravinsky og den franske modeskaber Coco Chanel. Historien begynder 1913 i Paris. Gabrielle “Coco” Chanel arbejder med sine modekreationer, mens Igor Stravinsky er optaget af prøverne på sin balletmusik til Sacre du printemps. Værket udløser en af teater- og musikhistoriens mest øredøvende skandaler, og Coco Chanel overværer den dramatiske premiere. Derefter munder et møde mellem de to moderne kunstnere ud i en lidenskabelig romantisk affære.

Inspireret af det romantiske plot åbnede jeg Stravinskys bog “Mit livs historie” for at finde hans egen beretning om Coco Chanel. Her er, hvad jeg fandt:

“Jeg vil her gerne have lov til at fremhæve Mlle Gabrielle Chanel, som ikke blot støttede foretagendet økonomisk, men også selv deltog i genopførelsen af dette værk, idet hun påtog sig at lade alle kostumerne udføre på sine internationalt anerkendte systuer.”

Viola! Hverken mere eller mindre. 

Rollen som Coco Chanel spilles af franske Anna Mouglalis. Hollænderen Jan Kounen, kendt for film som som “Dobermann” og “Blueberry”, har instrueret.

Derfor vil jeg ikke se Triers Antichrist.

“Man har set mange gode film på årets Cannes-festival, men Antichrist er den første, der har sprængt alle rammer for god smag og virkelig suget til sig af kunstens indvolde i en grad, så man får lyst til at spytte dem ud igen. – Kim Skotte i Politiken.

“Lars von Trier slår en stor, fed kunstfilm-prut med Antichrist. Som om han bevidst higer efter at blive overfuset af kritik, pakker den danske bad boy dette teologisk-psykiske-horror-opus med groteske selvbevidste og provokerende billeder, som ville have imponeret selv Hieronymus Bosch.” – Variety.

“Der er ikke mindst en meget, meget kraftfuld alternativ beskrivelse af Moder natur som et mordlystent bæst. Aldrig har trætoppe, der står og svajer i vinden, haft så stærk en lighed med gigantiske fangarme med en basal lyst til at dræbe. Selv ikke nok så mange katastrofefilm kan give samme fornemmelse af, at mennesket har grund til at frygte naturen – ikke have respekt, men frygte.” – Per Juul Carlsen i DRs Filmland.

Jeg kigger ud i haven, hvor hvide æbleblomster drysser på plænen, og yppige røde bonderoser er ved at springe ud i et væld af forårsgrønt. Og katten er varm og spandt saligt, da vi kælede for lidt siden. Og da jeg gik en tur i skoven, følte jeg træernes kærtegn. Skal Lars von Triers neurotiske sortsyn virkelig have lov at problematisere eller ligefrem ødelægge min tro på naturen som den store kilde til liv og inspiration? Hvad kommer det mig ved, at en depraveret kunstner med knald i låget ikke evner at finde et frodigt helle i livet, der gør det muligt for ham at formulere et håb?

På den anden side – Lars von Trier har jo ret i, at menneskenes verden er fuld af lort og at det lykkeland, vi foregøgles at leve i, er en relativ løgn. Det gamle mundhæld “Med ondt skal ondt fordrives” rummer også en sandhed. Jeg nægter bare at føle mig som kujon, fordi jeg ikke har lyst at være gæst i hans rædselskabinet. – Det eneste der måske alligevel får mig derhen en dag, er naturlig nysgerrighed: 

“Antichrist stikker ud som noget helt nyt, noget vi ikke har set før. Den er så aparte for vores sanser og tankegang, at vi ikke kan forholde os til den, som vi plejer at forholde os til en film.” – Per Juul Carlsen i DRs Filmland.

Kvindehadernes gode hacker.

Alle vil se Niels Ardens nye film “Mænd der hader kvinder”, og sandelig: Så forførende er den skåret – og så magisk frysende virker den svenske natur omkring den lille ø ved Hedeby – at man suges ind i dramaet uden at kede sig. I dag undrer jeg mig over hvorfor, fordi filmen jo egentlig ikke er andet og mere end et mysterium i et fascinerende svensk miljø, som skaber forventningen om en storslået finale. Den kommer også, men er ikke mere dramatisk bearbejdet end en middelgod TV-krimi. Skuespillet ligeså. Hovedpersonen Mikael Blomkvist, den pæne journalist, er tilmed kedelig. Og filmens billedfokus virker mere tiltænkt TV-skærmen end biografens store lærred.

Overfor de velbjærgede svin, kvindemishandlere og rige svindlere optræder den eneste rigtig fascinerende skikkelse: den piercede, geniale computer-hacker Lisbeth Salander, mystisk udtryksløst spillet af Noomi Rapace. Lisbeth lider af Aspergers syndrom, der frarøver hende sansen for dagligdagens normale medmenneskelige samspil. Hun er social taber, men også historiens vinder. For det er hende, der skaffer Mikael Blomkvist de oplysninger, som fælder forbryderne og løser gåderne. I filmens slutning under man hende tilmed det udbytte, hun behændigt får lagt til side til sig selv.

Men er det nok? Er pæne mennesker altid svin og svindlere? Hvorfor er vi egentlig så fascineret af den ene krimi efter den anden, der maler billedet af de velbjærgede onde og de undertrykte gode så unuanceret?

• Se et bud på et svar her.
• Læs det svenske Dagens Nyheters anmeldelse af “Mænd der hader kvinder” her.

Rejsen der skabte Che Guevara.

“Lad verden forandre dig, og du kan forandre verden”. 
Ledsaget af det kække ordspil følger vi de unge argentinere Ernesto og Alberto, som i 1952 satte sig op på en gammel Norton-motorcykel og drog på opdagelsesrejse i Sydamerika. Rejsen forandrede Ernesto. Oplevelsen af kontinentets mange lud fattige mennesker, der levede i skyggen af en lille, men magtfuld overklasse, bevægede ham i en grad, at han udviklede den personlighed, verden siden lærte at kende som revolutionshelten, nogle siger terroristen Che Guevara.

Så langt går den brasilianske instruktør Walter Salles ikke i sin rørende film The Motorcycle Diaries – “Motorcykel Dagbog”. Den følger Ernestos dagbøger indtil afskeden med de udstødte spedalske patienter i San Pablo, og efter nu at have set filmen flere gange tror jeg, det er filmens styrke, at den afholder sig fra de store politiske fagter.
Smukt spillet af den sympatiske mexikaner Gael Garcia Bernal, som også kendes fra Pedro Almodovar’s film, er rejsens menneskelige møder og den sociale indignation en afgørende kvalitet. Bernal’s udtryksfuldhed får os til at forstå dybden i hans oplevelser – hans blik bekræfter virkelig, at øjnene er sjælens spejl. Det kammeratlige samspil med hans rejsefælle, vitalt og humoristisk spillet af argentinske Rodrigo de la Serna, forhindrer i øvrigt en patetisk farvning af de stærke oplevelser, hvilket giver filmen en tiltalende naturlig karakter. 

Forundringen.
Også den fantastiske sydamerikanske natur spiller en rolle hele den lange vej fra de smukke, men iskolde bjergpas, der skiller Argentina og Chile, og op til den tropiske varme i Amazonas. Undervejs besøger Ernesto og Alberto resterne af inka-folkets historiske bjergby Machu Picchu, hvor følgende iagttagelse gør indtryk:
“Hvordan kan en kultur, som byggede sådan by, gå under?” spørger Ernesto og vender sig derefter mod den by nedenfor bjerget, hvor folk lever i dag: “Hvordan kan en kultur, som byggede den by, vinde?”

Først og sidst bevæger filmen ved at fremkalde erindringen om rejser og møder, der forandrede vores liv for altid. Ernesto forblev tro overfor Sydamerikas fattige, og uanset hvad han siden lagde navn til af blodige begivenheder som Che Guevara, var og er hans villighed til at opgive det komfortable liv, han kunne have fået som almindelig læge med kone og børn, stærk. 

Efter filmen, som DR 2 viste i aftes, kom jeg til at tænke på en bemærkning af den saftige forfatter Henry Miller:
“Hver dag myrder vi vore egne smukke impulser, uagtet det er en stor synd at fornægte sit personlige sandheds- og skønhedskriterium.”
Den synd føler de fleste mennesker sig nødsager til at begå, men ikke Ernesto.

• Besøg filmens hjemmeside her.