Wolfgang Amadeus Mozart: Requiem – Lacrimosa + Ave verum corpus. Manfred Honeck, DR SymfoniOrkestret & Koncertkoret. Torsdagskoncerten i P2.
Mozart fik den hårrejsende skæbne at dø under arbejdet på sin egen dødsmesse – i en alder af kun 35 år. Det er i sig selv så fantastisk en historie, at den lige siden har beskæftiget både kunstnere, musikforskere og læger. Instruktøren Milos Forman’s geniale film Amadeus viser netop, hvordan Mozart stred med sit Requiem i sygesengen, og selv om filmen blander myter og biografiske facts, er dens portræt af det musikalske geni særdeles overbevisende.
Plakaten fra filmen.
Efter de først takter af det hjerteskærende Lacrimosa var det altså slut. På den anden side skal livet jo gå videre, og da Mozarts enke, Constanze, blev efterladt med økonomiske problemer, besluttede hun at dødsmessen skulle færdigkomponeres, så hun kunne indkassere sin mands honorar. To af hans elever, Eybler og Süssmayr, svarede ja til opgaven, som Süssmayr fuldførte i den udgave af Mozarts Requiem, vi kender og elsker den dag i dag.
Süssmayrs udgave består af otte afsnit, men allerede efter tredje afsnit med yndlingssatsen Lacrimosa hører man, hvordan Mozarts ånd slipper taget. Musikken fascinerer ikke rigtigt længere – den er flot, men genialiteten har forladt værket. Derfor har det længe undret mig, at musiklivet ikke for længe siden har valgt at slutte værket af med Lacrimosa.
I 2006 forsøgte DR SymfoniOrkestret sig med den kyndige amerikanske musikforsker Robert Levin’s rekonstruktion ved en Europakoncert dirigeret af Thomas Dausgaard, men ak: Genialiteten forlod stadig værket, hvor Mozart slap grebet.
Så var der mere gejst over denne uges torsdagskoncert. Under ledelse af den østrigske dirigent Manfred Honeck hørte vi kun de de dele af requiet, Mozart havde indflydelse på. Med klokkeslag før og efter, gregoriansk kirkesang og oplæsning af digte og patetiske bibeltekster udvidede Honeck til gengæld opførelsen som en hel messe for Mozart.
Normalt bryder jeg mig ikke om så salvelsesfuld en omklamring af et hovedværk, men faktisk virkede det udmærket i salen. Honeck er en både markant og spændende Mozart-dirigent, som med finfølelse og stor virkning betoner musikkens stærke kontraster – har man nogensinde hørt et mere vredt Dies irae end her?
Alle - også DR SymfoniOrkestret – fik han til at synge som engle, idet han samtidig nuancerede klangen og dynamikken og fremkaldte det drama, musikken jo faktisk er hinsides de mere traditionelle opførelser, hvor alt bare er pænt og smukt. Sådan gjorde Honeck koncerten til sit musikalske credo.
Ved genhøret hjemme ved højttalerne vil man dog helst være fri for iscenesættelsen med klokkeslagene, Maurerische Trauermusik etc. – på nær én lysende idé: Korsatsen Ave verum corpus, som Mozart skrev et halvt år før sin død i 1791, skaber en fantastisk virkning lige efter Lacrimosas store Amen. Med dette enkle kunstgreb kunne Manfred Honeck og DR egentlig have sparet sig for den øvrige indpakning af Mozarts Requiem.
Sådan kan det altså gøres, kære kor- og orkesterledere: Slut den myteomspundne dødsmesse med Lacrimosa og erstat Süssmayrs efterfølgende afsnit med Mozarts eget Ave verum. Milde himmel, hvor er det stærkt.
