Det grønne område er fuld af løgn.

I morges vågnede vi op til nyheden om, at SFs Hans Henrik Madsen bliver ny borgmester i Lyngby-Taarbæk Kommune. Sidst på eftermiddagen hører man så, at den konservative Rolf Aagard-Svendsen, som ellers tabte valget, alligevel bliver siddende som borgmester.
Efter ordre fra VK-regeringen på Christiansborg er Det Konservative Folkeparti simpelthen løbet fra nattens skriftlige aftale med Socialdemokraterne og SF. Det virker både desperat og ynkeligt. V og K hader tilmed hinanden i Lyngby-Taarbæk, så det nye samarbejde lover ikke godt i en kommune, hvor menuen står på kritiske besparelser i sværvægtsklassen.

Glemt er også de store ord i Lyngby Version 2009 om at komme af med den konservative borgmester for næsten enhver pris. V og SF var valgets store vindere, og nu har samtlige vælgere grund til undren over, at Rolf Aagard-Svendsen alligevel bliver siddende. Hvad fik mon Venstre og deres stemmesluger, Søren P, til i sidste ende at se bort fra borgmesterværdigheden?
Måske handlede det beskidte spil bare om at forstærke den borgerlige kontrol over Lyngby-Taarbæk – i uskøn forening med de Radikale og DF. Godt man ikke stemte på nogen af dem.
På et tidspunkt overvejede jeg faktisk de Radikale, men fik netop mistanke om, at Venstre kunne føre dem på afveje, sådan som vi ser nu. Og så i selskab med DF, partiets arvefjende. Det er næsten lige så absurd som Klaus Bondam-balladen på Københavns Rådhus – mere om den sag her.
I den forbindelse har jeg mere respekt for en profil som den radikale Manu Sareen i København. Han har sine meningers mod og står ved, hvad han siger. Mon ikke der er mere fremtid i sådan en politiker-type – det er jeg overbevist om. Besøg ham her.

Men tillykke til det fremgangsrige SF’s Hans Henrik Madsen, som også fik min stemme. Jeg tror på, at han og hans parti kan gøre en positiv forskel i vores lokalpolitiske liv – nu sammen med oppositionens andet store parti, Socialdemokraterne, der efter 60 års samarbejde med de Konservative skal til at vænne sig til en ny rolle i et mere naturligt selskab.

Overskriften deles her med lokalavisen af samme navn. For bladets lille, flittige redaktion præsterede det eneste mulige på sin deadline: I god tro blev bladet sendt i trykken med den store, men forkerte nyhed om, at SFs Hans Henrik Madsen skulle være ny borgmester. Ingen troede jo, at de Konservative kunne finde på at løbe fra en skriftlig aftale. I dag undskylder redaktør Steen Trolle på Det Grønne Områdes website – se her.

• Mere om valgresultatet i Lyngby-Taarbæk her.
• Besøg SF, Hans Henrik Madsen og kolleger her.
• Besøg LYNGBYversion2009 her.
• Besøg DRs valgside her.
• Læs også Slangen i Paradis om et bizart forsøg på privatisering af kommunens veje her.

Verdens lykkeligste folk?

Den svenske journalist og forfatter Lena Sundströms aktuelle Danmarks-dokumentar Verdens lykkeligste folk fortjener at blive set og tænkt over. Både svensk TV 4 og dansk TV 2 har vist den, og nu er den også tilgængelig på YouTube i HD-kvalitet.
Lena Sundström har altid elsket Danmark. Sverige var regler og alvor; Danmark var frihed, glade mennesker med bacon, lurpakket smør, øl og snaps på bordet og Storm P i hovedet. Men noget er hændt med det gamle, hyggelige Danmark. Folk stresser rundt, og provinsielle forbehold mod fremmede mennesker, dem udefra, er i uhyggelig mange tilfælde slået over i direkte fjendtlighed og racisme. Hvordan kunne det komme så vidt?
For at finde svaret på det gode spørgsmål bosatte hun sig tre måneder i en lejlighed på Nørrebro og skrev så Världens lyckligaste folk – en bok om Danmark. Samtidig producerede hun for TV 4 dokumentaren med samme titel. I begge medier spidder hun Dansk Folkeparti og dets hetz-kampagner, der har forgiftet klimaet i den danske udlændingedebat.
“Det er jo i forvejen ubehageligt, at man deler folk op og udpeger nogen som indvandrere. Men i Danmark har man gjort det endnu mere specifikt og taler om muslimer på samme måde, som man gjorde om jøder i sin tid,” siger Lena Sundström i et interview med Politiken.
Og så har hun en pointe, som er megen eftertanke værd:

Mediernes rolle
“Medierne udgør et gigantisk problem i det her. For det ligger i vores natur, at vi tiltrækkes af sensation, heftige citater og blodige rubrikker. Og mennesker som Pia Kjærsgaard, som siger provokerende ting, passer perfekt i medierne – især i tabloiderne,” siger hun til Politiken.
Hun har ret. Hendes påstand styrkes tilmed af mediernes problemer: Aviserne mister læsere og annonceintægter til Internettets nye medier og gør meget for at lokke læsere til. Konkurrencen om vores opmærksomhed er ben hård.
Mig forekommer det største problem dog at være fjernsynet. Danmarks Radio er konstant mål for politiske lobbyister, og tv-kanalen DR 1 dyrker – ligesom TV2 – i lange stræk en folkelighed, som ligner publikum-leflende propaganda for den nye danske almindelighed. Det er ikke bare pinligt. Det er også selvforstærkende og farligt, fordi tv-mediet er så forførende.

Jeg har endnu ikke læst Lena Sundströms bog, men efter at have set tv-dokumentaren skal jeg have fat i den. Som endnu en tankevækker har hun tilegnet den HGW XX/7, den gode Stasi-agent fra den fremragende tyske film De andres liv om tilværelsen i DDR.

• Læs to anmeldelser af bogen her og her.

Nettos humørbombe fra Sudan.

Efter sin sommerferie hjemme i Afrika er Lobolo-Hitti tilbage på sin plads i Nettos kasse, og hans humør er bedre end nogensinde.
“Jeg blev gift i Afrika,” fortæller han glad, imens han kører mine varer gennem kassen.
“Stort tillykke!”
“Tak tak.” Og så griner han lystigt og får os andre til at grine med, uden at jeg rigtig forstår hvorfor. Måske er det kontrasten til begivenhederne i Afrika og hans tilstedeværelse i Nettos rummel i en helt anden verden, som udløser munterheden.

Lobolo-Hitti er en solstrålehistorie. Den gæve afrikaner gnistrer af liv og overskud. Han udstråler en venlighed og humor, hvormed han samler et helt hof af kunder ved sin kasse. Sure danskere lyser pludselig op og finder munterheden frem. Slagfærdige bemærkninger fyger gennem luften, og ofte afsluttes ekspeditionen med hjertelige håndtryk. Al sædvanlig snak om indvandrere og integration forstummer, for hvem kan modstå et venligt menneske med et stort bankende hjerte.

Den lynende godt begavede afrikaner kommer fra det sydlige Sudan. Han taler pletfrit dansk og studerer landbrugs-økonomi på Landbohøjskolen. For 10 år siden kom han hertil med sin familie, som bor andre steder i Danmark. Her fra deres danske eksil følger de bekymret udviklingen i Afrika.
“Har du hørt om urolighederne i Somalia,” spurgte han en dag. Jovist havde jeg det.
“Forstår du, selv om det ikke er mit land, gør det ondt at høre om de frygtelige forhold. Somalia er jo også et afrikansk land.”

Hans hjerte tilhører Afrika, og jeg er overbevist om, at han sørger for at få det bedst mulige ud af sin danske uddannelse – ikke bare for sin egen, men for Afrikas skyld. Tillader forholdene det, finder vi ham sikkert en dag hjemme hos sin kone i Sudan, travlt beskæftiget med et godt arbejde. Jeg og hans øvrige Netto-kreds ønsker ham og familien held og lykke.

Slangen i paradis.

Forskruet kommunalt forslag om privatisering af vejnettet viser endnu en konsekvens af regeringens politik.

Fortryllende aften ved Furesøen.

Selv om vi bor et smukt sted, har medaljen altid en bagside. Stedet ligger jo i Lyngby-Taarbæk Kommune, som foruden den naturlige skønhed præges af borgernes stigende uro over spareknivenes hærgen på rådhuset. Sagen om Morten Messerschmidt og den rigelig glatte godkendelse af den rutchebane til omkring 30 millioner kroner, som DF’erens kæreste Dot Wessmann opførte på Bakken, er såmænd kun en dråbe i havet. Hvad der for alvor har fået mange borgere til at protestere, er svækkelsen af børneinstitutioner, skoler, ældrepleje og biblioteker.

Her op til kommunevalget breder indtrykket af dårlig styring sig. Efter 60 års konservativ ledelse og parløb med Socialdemokraterne er modstanden mod det bestående styre så stor, at oppositionen kan samle partierne lige fra Enhedslisten til Dansk Folkeparti – med Venstre som sværvægter. Det ligner et oprør mod K og S.

Stedet ligger jo i en kommune, som foruden den naturlige skønhed præges af borgernes stigende uro over beslutninger og store sparekrav på rådhuset. Sagen om Morten Messerschmidt og den rigelig glatte godkendelse af den rutchebane til omkring 30 millioner kroner, som DF’erens kæreste Dot Wessmann opførte på Bakken, er såmænd kun en dråbe i havet. Hvad der for alvor har fået mange borgere til at protestere, er problemer eller nedskæringer i bl.a. børneinstitutioner, skoler, ældrepleje og biblioteker.

Her op til kommune-valget breder indtrykket af dårlig styring sig. Efter 60 års konservativ ledelse og parløb med Socialdemokraterne er modstanden mod det bestående styre så stor, at oppositionen kan samle partierne lige fra Enhedslisten til Dansk Folkeparti – med Venstre som sværvægter. Det ligner et oprør mod K og S.

En anden påfaldende sag handler om Lyngby-Taarbæk Kommunes aktuelle forsøg på at spare penge på vores fælles vejnet. Kommunen vil af med sit ansvar for vedligeholdelsen af 28 km. vej og “nedklassificerer” de 28 km. til private veje. Konsekvensen for de berørte beboere er ekstra udgifter, ofte fordelt på ganske få hoveder som her på vores vej:

Blot otte almindelige husstande skal betale for, at hundredevis af daglige trafikanter kan benytte vores lille vej. Den har masser af gennemkørende trafik både til en stor børnehave og en nabovej, samt en mængde besøgende i biler og busser til Frederiksdals skove. En trafikmåling vil dokumentere, at langt hovedparten af trafikken kommer udefra. Tilsvarende eksempler gælder andre veje. Derfor er vedligeholdelsen klart en kommunal opgave.

Vejsagen er et godt eksempel på de forskruede idéer, som for tiden opstår i det VK-DF-styrede politiske system her til lands, hvor “finanskrisen” afdækker svaghederne i regeringens politik. Der er ikke længere råd til alt, så nu melder problemerne sig med at få mål og midler til at hænge sammen.
Forklaringen på, at Lyngby-Taarbæk Kommune skal spare så meget på sine budgetter, er umiddelbart regeringens skattestop samt ejendomsprisernes fald, der gør planlagte salg af bygninger og anlæg mindre givtige. Kommunen nåede heller ikke at sætte sin lave skatteprocent op, før regeringen Fogh fastfrøs den. Siden er ejendomsbeskatningen, vandafgifter og mange andre udgifter eksploderet i et omfang, der gør skattestoppet og skattelettelserne meningsløse for alle andre end samfundets stærkeste velhavere, som er pænt repræsenteret i Lyngby-Taarbæk.

Borgernes protester vælter ind på rådhuset, så der er trods alt et vist håb om, at den retfærdige byrdefordeling og politiske anstændighed sejrer i sidste ende. Men vil et parti som SF virkelig stemme for en Venstre-borgmester, hvis det bliver den eneste mulighed for at komme af med den nuværende ledelse? Eller er det hele nærmest lige magert, fordi regeringen i den grad har lagt kommunerne i spændetrøje, at den lokale suverænitet og det kommunale “råderum” begrænser sig til uacceptable løsninger som de eneste mulige?

• Se indslag om Lyngby-Taarbæk Kommune på TV2 Lorry her.
• Læs om vejsagen på Lyngby-Taarbæk Kommunes hjemmeside.

Kynismens uværdige sejr.

Ikke alene var det mørkt ved Brorsons Kirke i nat, da politiet rykkede ind og arresterede 19 afviste irakiske asylsøgere. Den brutale aktion, der er et bestillingsarbejde fra Dansk Folkeparti, slukkede yderligere et lys på det danske frisinds alter, hvor barmhjertighed og næstekærlighed nu tilmed kriminaliseres i et kirkerum.
Hvis det var terrorister, som truede landet, kunne man måske tale om nødvendigheden af en politiaktion, men det er jo slet ikke tilfældet. De irakiske flygtninge sad i asylcentrene og rådnede op gennem alt for mange år, fordi de ikke ville eller kunne rejse tilbage til deres blodige hjemland, hvis skæbne – husk det – Danmark påtog sig et ansvar for, fordi vi medvirkede i de militære opperationer og det civile hjælpearbejde i Irak.
Fra deres tilflugtssted i Brorsons Kirke på Københavns Nørrebro gjorde de irakiske flygtninge et sidste forsøg på at råbe politikerne og danskerne op, men forbandelsen fra Dansk Folkeparti og dets samarbejde med VK-regeringen fornægtede sig ikke.

Tragedien er så meget mere tankevækkende, fordi politiaktionen kommer her kun to dage efter afskeden med Svend Auken, hvis sidste ønske var at vise de irakiske flygtninge barmhjertighed. Nu er de endt som fredløse uden rettigheder i hverken Danmark eller deres hjemland. Og tænk: Blandt irakerne er børn, som har levet hovedparten af deres liv her, eller som er født i Danmark, hvilket normalt kalder på særlige humanitære hensyn.

Uværdigt for Danmark
Tidligere statsminister Poul Nyrup Rasmussen kalder nattens politiaktion mod irakerne “uværdig for Danmark”. Han er rystet over “den kynisme, som synes at have sat sig fast i det danske samfund,” men undsiges desværre af sine egne: Socialdemokraternes støtte til nattens politi-aktionen er dybt skuffende, fordi denne sag kalder på mere end iskold snak om retssamfund, love og regler.

“I dag spørger de irakiske børn: Hvad har far gjort? Og mødrene svarer: Far har gjort sig skyldig i den mest forfærdelige forbrydelse, man kan begå i Danmark: han har bedt andre mennesker om hjælp,” sagde forfatteren Carsten Jensen i en tale ved torsdagens demonstrationen mod politiaktionen i Brorsons Kirke. Læs hans gode ord i Information.

• Sagen diskuteres også inernationalt, og på Amnesty Internationals rådsmøde i Tyrkiet blev aktionen kritiseret skarpt. Se her.
• Flere reaktioner her og her og her og her og her.
• Hør Svend Auken i Politisk Debat på P1, hvor han bekender sig til næstekærligheden som bærende princip, her.

Svend Auken er allerede savnet.

Det gør altid indtryk, når kendte politikere dør, men nogle mere end andre. Den sørgelige nyhed om Svend Aukens død her til morgen i en alder af kun 66 år er næsten ikke til at bære, fordi han var så stærkt et medlem af den danske familie.

Ligesom Sveriges legendariske statsminister Olof Palme havde han sine meningers mod, og selv for mennesker på højrefløjen, som var det modsatte af venstredrejet socialdemokrat, havde han betydning, fordi hans argumenter og den menneskelige vægt han lagde bag sine ord, hævede debattens kvalitet.

Han virkede som den statsminister, han aldrig blev. I tiden op til det historisk gode valg, han som Socialdemokraternes formand sikrede partiet, var jeg ved en selskabelig lejlighed sammen med ham, og i dag husker jeg klart vores indtryk af manden: Dér sidder en kommende statsminister!

Det lille nøgleparti, De Radikale‚ ville bare ikke have ham, hvilket skulle vise sig at blive skelsættende: Svend Auken tabte både værdigheden som statsministerkandidat og partiformand. Hans format var imidlertid af en kaliber, som ikke lod sig knække af nederlagene. Han arbejdede videre og blev en fremragende miljøminister, der placerede Danmark som opfindsomt foregangsland i verden. Og sandelig om ikke han kæmpede videre, selv da regeringen Fogh marcherede ind og rev hans livsværk ned med en grad af hadefuld dumhed, man skulle tro var løgn. Kun den forbandede kræftsygdom, han døjede med sine sidste år, kunne lægge ham ned. Det er egentlig en virkelig heroisk historie.

Kære Svend Auken, du er allerede savnet.

• Genhør Svend Auken i Politisk Debat på P1, hvor han bekender sig til næstekærligheden som bærende princip, her.
• Svend Auken hyldet i USA’s kongres – se her.

Foto: Morten Langkilde, Politiken.

Giv os Danmark tilbage.

“Vi har Danmark, men Danmark er ikke blot klitter og marehalm og sand og himmel og hav, Danmark er en sindstilstand og eksisterer kun, så længe vi er i stand til at bevare og forsvare dets anstændighed eller – for at sige det på en anden måde – til Dansk Folkeparti og resten af VKO stjæler landet fra os og forvandler det til ukendelighed,” skriver forfatteren Klaus Rifbjerg i en sommerduftende kronik i Politiken.

“At udlandet efterhånden ser med skepsis på fædrelandets forandring kan ikke undre.

Fra at være genstand for beundring er vi nu genstand for undren, for hvordan kan et land, som med kløgt og solidaritet var i stand til at forvandle sine egne nederlag til ubetinget social succes, pludselig vise et så grimt og fortrukkent ansigt, som Danmark gør med sin aktuelle flygtningepolitik – for bare at tage et eksempel?” spørger Rifbjerg.

• Læs hele kronikken her.

Det virker svært beroligende, at Klaus Rifbjerg bliver ved med at trykke sin ærlige indignation af i vel valgte ord, for så føler man sig lidt mindre alene i den danske almindelighed. Til gengæld undrer det mig, når en vel trimmet politisk debattør som Niels Krause-Kjær, straks efter læsningen af Rifbjergs kronik, ser “en pudsig alliance” mellem forfatteren, den konservative Lene Espersen og DF’eren Søren Espersen:

“De kan tilsyneladende alle blive enige om, at det nu var bedre i gamle dage. Derefter er der måske ikke så meget, de kan enes om, men tonen og ånden synes alligevel på visse distancer forbløffende ens,” skriver Niels Krause-Kjær.

Virkelig?! Det kan man da kun mene, hvis ikke man kender forskel på tidsler og roser.

• Læs Niels Krause-Kjærs kommentar her.

Bemærk også de mange kommentarer til dem begge. Kampen om Danmark er hed.