Dudamania og KafKapriccio.
10. oktober 2009
John Adams: City Noir – 3. Boulevard Night. October 8th, the Los Angeles Philharmonic played the inaugural concert conducted by its new Music Director, Gustavo Dudamel. First performance broadcasted by KUSC, LA.
Ugens koncerter kom fra Disney Concert Hall i Los Angeles og Diamanten i København. I Los Angeles tog det unge venezuelanske dirigent-fænomen, Gustavo Dudamel, fat som chefdirigent og ikon for byens filharmonikere, og det blev fejret med en galla-koncert efter alle den amerikanske medieverdens opblæste regler. Hysteriet nåede tilmed op på en grad af højtryk, der har skabt “genren” Dudamania.
Ligemeget hvad, så er Gustavo Dudamel altså leveringsdygtig i musikalske resultater, og uropførelsen af John Adams 35 minutter lange symfoni i tre satser, City Noir, var en spændende musikalsk begivenhed, som kan anbefales at høre på radiostationen KUSC’s hjemmeside her.
Inspirationskilden er i følge John Adams byen selv – 1940ernes og ‘50ernes mystiske, mørke Los Angeles, forfatteren Raymond Chandler’s by, samt film noir fra den periode. Symfonien klinger umiskendeligt af Adams’ både effektfulde og poetiske instrumentation, hvis dramatiske bid hager sig fast i lytteren straks fra første node. Læg mærke til trompetens og saxofonens soli, der – uden sammenligning i øvrigt – får mig til at tænke på Gershwin.
De tre satser har Adams givet titlerne The City and Its Double, The Song Is for You, mens Tredje sats, som du kan høre i musikeksemplet herover, hedder Boulevard Night.
- Læs Los Angeles Times’ udmærkede anmeldelse her.
Tirsdag i København var Athelas Sinfonietta’s koncert en rigtig ørebasker. Den underholdende, nærmest surrealistiske musik af Poul Ruders og György Ligeti klæder hinanden, og ét af værkerne har besat mine ører: Ruders KafKapriccio. Den er et super raffineret destillat af komponistens opera Proces Kafka. KafKapriccio har tilmed stærke indslag af det gamle østeuropas jødiske klezmermusik, som forfatteren Franz Kafka satte stor pris på – for fuld udblæsning og herligt spillet i bedste internationale standard under sikker ledelse af Athelas nye chefdirigent Pierre-André Valade. Satans godt, ærlig talt!
Et galehus
“Læsere af Franz Kafkas Processen vil vide, at Josef K. i romanens sidste scene føres ud af byen til et stenbrud, hvor han bliver henrettet af to dystre herrer iført bowlerhatte. Selv på dette fremskredne stade af processen har Josef ingen anelse om, hvad der foregår, og hvorfor han retsforfølges, men forløbet har ikke desto mindre overbevist ham om, at han fortjener at dø. Hans dødsscene beskrives i musikken til denne femte og sidste sats: Henrettelsen,” fortæller Poul Ruders og tilføjer:
“Situationen i dagens Danmark minder om Kafkas Processen. Det er et galehus, ingen ved hvad der foregår.”
Entry Filed under: Dudamel, Musik. Tags: Athelas Sinfonietta, Classical, Classical music, dr p2, Gustavo Dudamel, John Adams, Klassik, Klassisk, Klassisk musik, Music, Pierre-André Valade, Poul Ruders.
3 Comments Add your own
Leave a Comment
Some HTML allowed:
<a href="" title=""> <abbr title=""> <acronym title=""> <b> <blockquote cite=""> <cite> <code> <pre> <del datetime=""> <em> <i> <q cite=""> <strike> <strong>
Trackback this post | Subscribe to the comments via RSS Feed










1.
AagePK | 27. oktober 2009 at 0:55
Til Poul Ruders bemærkning om situationen i dagens Danmark: Med 40-års jubilæet for Monthy Pytons Ministerium for gakkede gangarter in mente forstår man måske bedre Søren Gades Ministerium for gakkede handlinger.
2.
Falken | 27. oktober 2009 at 11:19
Ha – gid det var så vel!
3.
AagePK | 19. oktober 2009 at 15:31
Dudamels udgave af Mahlers 1. symf, der også var indeholdt i åbningskoncerten, var så absolut også værd at lytte til. Vi fulgte med på arte.tv i går aftes, så vidt jeg véd, bliver den gentaget 3.11. Desværre kan man (jeg) ikke få den ned via computeren på deres 7-dages-service, da man af retslige grunde blokerer for lyttere udenfor sendeområdet.
En del af hype’n skyldes nok også forventningerne til YOLA, Young Orchestra of Los Angeles, som i lighed med El Sistema i Venezuela skal virke med musikundervisning i LA’s fattig-områder. Især latinoerne ser frem til et løft i anerkendelse af deres befolkningsgruppe.