Ravels drøm om det søde liv.

Ewa Kupiec spiller den smukke Adagio i Maurice Ravels Klaverkoncert i G. Optagelse fra DRs P2 med Det Kongelige Kapel og Michael Schønwandt.

Selv om Ravel privat var eneboer og en seksuel afholdsmand, der aldrig overvandt tabet af sin mor, var han en varmhjertet ven, og i sin musik rev han låget af og gebærdede sig ret så sexet. Bolero’s komponist instrumenterede det sanselige liv, han iagttog omkring sig, og hans musik emmer af liv og eventyr. Ikke hæmningsløst som hos russeren Mussorgsky, hvis Udstillingsbilleder han omplantede fra klaveret til det store orkester, men i en indlevelse så udtryksfuld og præcis, at følelser og stemninger bliver til helt konkrete elementer.

Skæbnen ville, at ugens to store orkesterkoncerter i DRs Koncerthus begge bød på Ravels Klaverkoncert i G, som jeg har lyst at døbe “Den magiske”. Normalt kalder man sådan et sammenfald uheldigt, men jeg var faktisk glad, fordi vi fik belyst den mageløse musik i to meget forskellige opførelser med to interessante pianister: franske Helene Grimaud, der var DR-symfonikernes og Thomas Dausgaards solist, og polske Ewa Kupiec.
På forhånd ventede jeg mig mest af Helene Grimaud, hvis brillante fortolkning af G-dur koncerten er velkendt, men så fulgte fredagens koncert med Det Kongelige Kapel og Michael Schønwandt. Og her føjede Ewa Kupiec flere lag af varme og nuancer til koncertens centrale Adagio.
Jeg elsker den fortryllende ro i denne sats, hvor klaverets enkle, smukke melodi i nænsomt samspil med orkestret giver mening og livsbekræftelse som en samtale med en fortrolig ven. Hør bare i musikeksemplet herover.

Adagioen omgives af skarp skåret fest og ballade, som Helene Grimaud, Thomas Dausgaard og DR-symfonikerne forløste suverænt. Men Ewa Kupiec’s, Schønwandts og Kapellets tolkning af Adagioen er en af de smukkeste, jeg har hørt.

• Hør hele Torsdagskoncerten med Helene Grimaud, DR SymfoniOrkestret og Thomas Dausgaard her.