Man kan sagtens leve uden at vide, at Paul Dukas tonedigt “Troldmandens lærling” havde verdens-premiere den 18. maj 1897 i Paris, og at to kendte komponister døde i dag for henholdsvis 98 og 34 år siden: Gustav Mahler forlod os i Wien kun 50 år gammel, mens Leroy Anderson endte sit liv i en alder af 66. På den anden side er det både nyttigt og underholdende at følge komponisternes mærkedage, sådan som Composers Datebook tilbyder på Internettet. Faktisk er denne daglige dosis mærkedage fra USA blevet et fast ritual her i huset.
Som et fremragende eksempel på ultrakort musikformidling kan man tilmed abonnere på et podcast, der på bare 2 daglige minutter indrammer en udvalgt begivenhed. I går handlede det om Leonard Bernstein, der for 40 år siden gik af som New York Philharmonic’s chefdirigent for at få tid til at komponere. Den 14. maj var den finske komponist Einojuhani Rautavaara tema med anledning i uropførelsen af hans 5. Symfoni i Helsinki, hvor Esa-Pekka Salonen dirigerede hans “Engle-trilogi”.
Hvorfor engle? Jo, fordi Rautavaara troede, hans musik allerede eksisterede i en anden virkelighed – hans opgave var blot at bringe den ind i vores verden i ét stykke…
Det er faktisk morsomt sådan at blive mindet om komponister og musik, man har glemt eller ikke anede eksistensen af – kender du eksempelvis komponisten Joan Tower?
Abonner på komponisternes daglige podcast ved at kopiere følgende adresse ind i iTunes (Abonner på Podcast i menuen Avanceret):
http://composersdatebook.publicradio.org/podcast.xml
- Besøg Composers Datebook her.









