Ravels drøm om det søde liv.

Ewa Kupiec spiller den smukke Adagio i Maurice Ravels Klaverkoncert i G. Optagelse fra DRs P2 med Det Kongelige Kapel og Michael Schønwandt.

Selv om Ravel privat var eneboer og en seksuel afholdsmand, der aldrig overvandt tabet af sin mor, var han en varmhjertet ven, og i sin musik rev han låget af og gebærdede sig ret så sexet. Bolero’s komponist instrumenterede det sanselige liv, han iagttog omkring sig, og hans musik emmer af liv og eventyr. Ikke hæmningsløst som hos russeren Mussorgsky, hvis Udstillingsbilleder han omplantede fra klaveret til det store orkester, men i en indlevelse så udtryksfuld og præcis, at følelser og stemninger bliver til helt konkrete elementer.

Skæbnen ville, at ugens to store orkesterkoncerter i DRs Koncerthus begge bød på Ravels Klaverkoncert i G, som jeg har lyst at døbe “Den magiske”. Normalt kalder man sådan et sammenfald uheldigt, men jeg var faktisk glad, fordi vi fik belyst den mageløse musik i to meget forskellige opførelser med to interessante pianister: franske Helene Grimaud, der var DR-symfonikernes og Thomas Dausgaards solist, og polske Ewa Kupiec.
På forhånd ventede jeg mig mest af Helene Grimaud, hvis brillante fortolkning af G-dur koncerten er velkendt, men så fulgte fredagens koncert med Det Kongelige Kapel og Michael Schønwandt. Og her føjede Ewa Kupiec flere lag af varme og nuancer til koncertens centrale Adagio.
Jeg elsker den fortryllende ro i denne sats, hvor klaverets enkle, smukke melodi i nænsomt samspil med orkestret giver mening og livsbekræftelse som en samtale med en fortrolig ven. Hør bare i musikeksemplet herover.

Adagioen omgives af skarp skåret fest og ballade, som Helene Grimaud, Thomas Dausgaard og DR-symfonikerne forløste suverænt. Men Ewa Kupiec’s, Schønwandts og Kapellets tolkning af Adagioen er en af de smukkeste, jeg har hørt.

• Hør hele Torsdagskoncerten med Helene Grimaud, DR SymfoniOrkestret og Thomas Dausgaard her.

Amnesty kritiserer Danmark.

Den danske regerings behandling af flygtninge kritiseres igen i Amnesty Internationals nye årsrapport. Samtidig fastslår Dansk Flygtningehjælp, at Danmark har håndteret de irakiske asylansøgere, der søger ly i Brorsons Kirke på Nørrebro, forkert fra starten. Derfor står Danmark nu med en gruppe nedbrudte mennesker, der er så klemt af omstændighederne, at de ikke ser andre muligheder end at forskanse sig i en kirke, hvor de håber at bringe medmenneskeligheden frem i politikerne.

“Mange af de irakiske asylansøgere, Danmark nu vil sende tilbage til Irak, har været her i landet i 5 – 10 år. I hovedparten af den tid har situationen i deres hjemland været så ustabil, at UNHCR, FNs Højkommissariat for flygtninge, har anbefalet, at lande som Danmark gav dem beskyttelse. Det har Danmark ignoreret. I stedet har politikerne insisteret på, at folk da bare kunne tage hjem til et land, der åbenlyst stod i flammer,” fastslår generalsekretær i Dansk Flygtningehjælp, Andreas Kamm.

Sådan ser vi endnu engang resultatet af en mindretals-regering, hvis eksistens knytter sig til det sure bagstræb i dansk politik, Dansk Folkeparti. Oh, I lede kræmmere…

• Amnesty kritiserer Danmark.
• Irak vil ophæve flygtningeaftalen med Danmark.
• Irakere skal hjem til livsfarlige provinser.
• Red Barnet: Send ikke børn til Irak.
• Dansk Flygtningehjælp.

Coco, Igor og Mads.

Mads Mikkelsen som komponisten Igor Stravinsky.

Rollen som den store russiske fornyer af musikkens sprog ligger unægtelig langt fra de anløbne typer, Mads Mikkelsen tidligere har lagt skikkelse til. Men sandt nok er der faktisk en vis lighed i Mikkelsens og Stravinskys ansigtstræk, og måske har Mikkelsen en aristokratisk åre, der hidtil har været skjult for os – måske er han bare en god skuespiller. I hvert fald bliver det interessant at læse, hvordan Cannes Festivalens anmeldere reagerer på “Coco Chanel og Igor Stravinsky” i dag.

“Det er en flot og velspillet film, som ikke mindst kan bryste sig af en fantastisk levende og medrivende genskabelse af skandale-opførelsen af Stravinskys “Sacré du printemps” i Paris i 1913,” skriver Christian Monggaard i Information. Mere her.

Skal ses, altså!

Filmen er et kærlighedsdrama mellem Igor Stravinsky og den franske modeskaber Coco Chanel. Historien begynder 1913 i Paris. Gabrielle “Coco” Chanel arbejder med sine modekreationer, mens Igor Stravinsky er optaget af prøverne på sin balletmusik til Sacre du printemps. Værket udløser en af teater- og musikhistoriens mest øredøvende skandaler, og Coco Chanel overværer den dramatiske premiere. Derefter munder et møde mellem de to moderne kunstnere ud i en lidenskabelig romantisk affære.

Inspireret af det romantiske plot åbnede jeg Stravinskys bog “Mit livs historie” for at finde hans egen beretning om Coco Chanel. Her er, hvad jeg fandt:

“Jeg vil her gerne have lov til at fremhæve Mlle Gabrielle Chanel, som ikke blot støttede foretagendet økonomisk, men også selv deltog i genopførelsen af dette værk, idet hun påtog sig at lade alle kostumerne udføre på sine internationalt anerkendte systuer.”

Viola! Hverken mere eller mindre. 

Rollen som Coco Chanel spilles af franske Anna Mouglalis. Hollænderen Jan Kounen, kendt for film som som “Dobermann” og “Blueberry”, har instrueret.

Kritik af Udlændingeservice vinder EU-pris.

Berlingske Tidendes afsløring af Udlændingeservices manipulation med borgernes rettigheder har vundet den nationale konkurrence i Europa-Parlamentets Journalistpris 2009, skriver Journalisten.dk.

Berlingskes team beskrev, hvordan Danmarks indvandrerfjendske politik fik forvaltningen til at skjule EUs menneskelige regler for befolkningen. Resultatet var, at mange hundrede danske statsborgere blev sendt i kærlighedseksil i Sverige og Tyskland, fordi Danmark nægtede deres udenlandske ægtefælle adgang.

Europa-Parlamentets Journalistpris gives til journalister, der har behandlet vigtige europæiske emner, eller som har været med til at fremme en bedre forståelse af EU’s institutioner og politik.

Jeg siger tillykke. Sådan bekræftes opfattelsen af EU som et værn mod national dårskab.

• Læs “Udlændingeservice har vildledt i årevis” her.
• Mere i fagbladet Journalisten her.

Derfor vil jeg ikke se Triers Antichrist.

“Man har set mange gode film på årets Cannes-festival, men Antichrist er den første, der har sprængt alle rammer for god smag og virkelig suget til sig af kunstens indvolde i en grad, så man får lyst til at spytte dem ud igen. – Kim Skotte i Politiken.

“Lars von Trier slår en stor, fed kunstfilm-prut med Antichrist. Som om han bevidst higer efter at blive overfuset af kritik, pakker den danske bad boy dette teologisk-psykiske-horror-opus med groteske selvbevidste og provokerende billeder, som ville have imponeret selv Hieronymus Bosch.” – Variety.

“Der er ikke mindst en meget, meget kraftfuld alternativ beskrivelse af Moder natur som et mordlystent bæst. Aldrig har trætoppe, der står og svajer i vinden, haft så stærk en lighed med gigantiske fangarme med en basal lyst til at dræbe. Selv ikke nok så mange katastrofefilm kan give samme fornemmelse af, at mennesket har grund til at frygte naturen – ikke have respekt, men frygte.” – Per Juul Carlsen i DRs Filmland.

Jeg kigger ud i haven, hvor hvide æbleblomster drysser på plænen, og yppige røde bonderoser er ved at springe ud i et væld af forårsgrønt. Og katten er varm og spandt saligt, da vi kælede for lidt siden. Og da jeg gik en tur i skoven, følte jeg træernes kærtegn. Skal Lars von Triers neurotiske sortsyn virkelig have lov at problematisere eller ligefrem ødelægge min tro på naturen som den store kilde til liv og inspiration? Hvad kommer det mig ved, at en depraveret kunstner med knald i låget ikke evner at finde et frodigt helle i livet, der gør det muligt for ham at formulere et håb?

På den anden side – Lars von Trier har jo ret i, at menneskenes verden er fuld af lort og at det lykkeland, vi foregøgles at leve i, er en relativ løgn. Det gamle mundhæld “Med ondt skal ondt fordrives” rummer også en sandhed. Jeg nægter bare at føle mig som kujon, fordi jeg ikke har lyst at være gæst i hans rædselskabinet. – Det eneste der måske alligevel får mig derhen en dag, er naturlig nysgerrighed: 

“Antichrist stikker ud som noget helt nyt, noget vi ikke har set før. Den er så aparte for vores sanser og tankegang, at vi ikke kan forholde os til den, som vi plejer at forholde os til en film.” – Per Juul Carlsen i DRs Filmland.

Composers Datebook.

Man kan sagtens leve uden at vide, at Paul Dukas tonedigt “Troldmandens lærling” havde verdens-premiere den 18. maj 1897 i Paris, og at to kendte komponister døde i dag for henholdsvis 98 og 34 år siden: Gustav Mahler forlod os i Wien kun 50 år gammel, mens Leroy Anderson endte sit liv i en alder af 66. På den anden side er det både nyttigt og underholdende at følge komponisternes mærkedage, sådan som Composers Datebook tilbyder på Internettet. Faktisk er denne daglige dosis mærkedage fra USA blevet et fast ritual her i huset.

Som et fremragende eksempel på ultrakort musikformidling kan man tilmed abonnere på et podcast, der på bare 2 daglige minutter indrammer en udvalgt begivenhed. I går handlede det om Leonard Bernstein, der for 40 år siden gik af som New York Philharmonic’s chefdirigent for at få tid til at komponere. Den 14. maj var den finske komponist Einojuhani Rautavaara tema med anledning i uropførelsen af hans 5. Symfoni i Helsinki, hvor Esa-Pekka Salonen dirigerede hans “Engle-trilogi”.
Hvorfor engle? Jo, fordi Rautavaara troede, hans musik allerede eksisterede i en anden virkelighed – hans opgave var blot at bringe den ind i vores verden i ét stykke…

Det er faktisk morsomt sådan at blive mindet om komponister og musik, man har glemt eller ikke anede eksistensen af – kender du eksempelvis komponisten Joan Tower?

Abonner på komponisternes daglige podcast ved at kopiere følgende adresse ind i iTunes (Abonner på Podcast i menuen Avanceret):
http://composersdatebook.publicradio.org/podcast.xml

• Besøg Composers Datebook her.

Norsk Fairytale.

Respekt for Norges unge nationalhelt Alexander Rybak, som i aftes fortjent vandt Eurovision Song Contest 2009 med sin iørefaldende folkemusikalske Fairytale.
Alexander er en sympatisk musikalsk charmetrold, som har mange strenge at spille på – som violinist, sanger, komponist og som skuespiller. Derfor den naturlige sikkerhed, han optræder med på scenen.
Og så er han indvandrer-dreng fra Hviderusland. Forældrene, pianisten Natalia Valentinovna og violinisten Igor Alexandrovitsj Rybak, har givet deres søn en kulturel arv med i bagagen, der formentlig fører ham videre end til blot at være et popfænomen.

• Mere om Alexander Rybak her.
• Se Fairytale på YouTube her.