Archive for 31. marts 2009
Pølsesnak om EU.
I nogle uger har jeg med fornøjelse læst bloggen EU ZOO, hvor to begavede journalistspirer supplerer de danske nyhedsmediers nødtørftige EU-dækning med eksempler på livet bag de talende jakkesæt. Anledningen er valget til Europa-Parlamentet 7. juni, der sandsynligvis atter engang mobiliserer den nationale patriotisme: EU-parlamentet er jo et forum for professionelle politikere, lobbyister og højtlønnede embedsmænd, som almindelige dødelige ikke har indflydelse på, lyder forbeholdet. Ja, svarer jeg, og netop for at undgå tab af indflydelse er det vel for pokker vigtigt at stemme de danske politikere, vi faktisk har et forhold til, ind i parlamentet.
EU ZOOs idé er helt rigtig og viser sig tilmed at være ganske underholdende:
Hvorfor viser TV-Avisen pølsesnak om EU, så vi fejlagtigt tror, Parlamentet vil gøre det kønsdiskriminerende at bruge ord som pølsemand, snemand, politimand og vandmand? Læs EU ZOOs korrigerende forklaring her.
Her er to mulige vinkler på samme historie:
1) EU bygger milliondyrt træningscenter – fy, hvilken ødselhed.
2) Parlamentet investerer i medarbejdernes sundhed – jamen, så ok da…
Mere her.
Her er to andre vinkler på samme historie – hvilken vælger du?
1) EU-millioner går til luksuspools - typisk, hvilken ødselhed.
2) EU-millioner skal løfte fattige franske øer – nå ja…
Mere her.
Meget er godt i EU – en del er også diskutabelt. Vælgernes relative ligegyldighed er dog det værste, eftersom EU betyder så meget for hele vores eksistens. Indtil videre bekymrer det, at det hidtil vigtigste indslag i valget til Europa-Parlamentet herhjemme handler om de Konservatives topkandidat, Bendt Bendtsen. Hvad vil den tidligere vicestatsminister egentlig i parlamentet? Farcen om hans jagt- og golfture med organisationsfolk og forretningsforbindelser skygger fuldstændig for de politiske budskaber.
1 comment 31. marts 2009









