Kvindehadernes gode hacker.

Alle vil se Niels Ardens nye film “Mænd der hader kvinder”, og sandelig: Så forførende er den skåret – og så magisk frysende virker den svenske natur omkring den lille ø ved Hedeby – at man suges ind i dramaet uden at kede sig. I dag undrer jeg mig over hvorfor, fordi filmen jo egentlig ikke er andet og mere end et mysterium i et fascinerende svensk miljø, som skaber forventningen om en storslået finale. Den kommer også, men er ikke mere dramatisk bearbejdet end en middelgod TV-krimi. Skuespillet ligeså. Hovedpersonen Mikael Blomkvist, den pæne journalist, er tilmed kedelig. Og filmens billedfokus virker mere tiltænkt TV-skærmen end biografens store lærred.

Overfor de velbjærgede svin, kvindemishandlere og rige svindlere optræder den eneste rigtig fascinerende skikkelse: den piercede, geniale computer-hacker Lisbeth Salander, mystisk udtryksløst spillet af Noomi Rapace. Lisbeth lider af Aspergers syndrom, der frarøver hende sansen for dagligdagens normale medmenneskelige samspil. Hun er social taber, men også historiens vinder. For det er hende, der skaffer Mikael Blomkvist de oplysninger, som fælder forbryderne og løser gåderne. I filmens slutning under man hende tilmed det udbytte, hun behændigt får lagt til side til sig selv.

Men er det nok? Er pæne mennesker altid svin og svindlere? Hvorfor er vi egentlig så fascineret af den ene krimi efter den anden, der maler billedet af de velbjærgede onde og de undertrykte gode så unuanceret?

• Se et bud på et svar her.
• Læs det svenske Dagens Nyheters anmeldelse af “Mænd der hader kvinder” her.