Archive for marts 2009
Pølsesnak om EU.
I nogle uger har jeg med fornøjelse læst bloggen EU ZOO, hvor to begavede journalistspirer supplerer de danske nyhedsmediers nødtørftige EU-dækning med eksempler på livet bag de talende jakkesæt. Anledningen er valget til Europa-Parlamentet 7. juni, der sandsynligvis atter engang mobiliserer den nationale patriotisme: EU-parlamentet er jo et forum for professionelle politikere, lobbyister og højtlønnede embedsmænd, som almindelige dødelige ikke har indflydelse på, lyder forbeholdet. Ja, svarer jeg, og netop for at undgå tab af indflydelse er det vel for pokker vigtigt at stemme de danske politikere, vi faktisk har et forhold til, ind i parlamentet.
EU ZOOs idé er helt rigtig og viser sig tilmed at være ganske underholdende:
Hvorfor viser TV-Avisen pølsesnak om EU, så vi fejlagtigt tror, Parlamentet vil gøre det kønsdiskriminerende at bruge ord som pølsemand, snemand, politimand og vandmand? Læs EU ZOOs korrigerende forklaring her.
Her er to mulige vinkler på samme historie:
1) EU bygger milliondyrt træningscenter – fy, hvilken ødselhed.
2) Parlamentet investerer i medarbejdernes sundhed – jamen, så ok da…
Mere her.
Her er to andre vinkler på samme historie – hvilken vælger du?
1) EU-millioner går til luksuspools - typisk, hvilken ødselhed.
2) EU-millioner skal løfte fattige franske øer – nå ja…
Mere her.
Meget er godt i EU – en del er også diskutabelt. Vælgernes relative ligegyldighed er dog det værste, eftersom EU betyder så meget for hele vores eksistens. Indtil videre bekymrer det, at det hidtil vigtigste indslag i valget til Europa-Parlamentet herhjemme handler om de Konservatives topkandidat, Bendt Bendtsen. Hvad vil den tidligere vicestatsminister egentlig i parlamentet? Farcen om hans jagt- og golfture med organisationsfolk og forretningsforbindelser skygger fuldstændig for de politiske budskaber.
1 comment 31. marts 2009
Master Richter & Schubert.
I en pladesamling på flere tusinde LP- og CD-indspilninger er de færreste trods alt så gode, at de fortjener betegnelsen “fuldkommen enestående”, men her er en af dem: En 36 år gammel LP med den legendariske russiske pianist Svjatoslav Richters opførelse af Schuberts sidste store værk, han nåede at skrive før sin tidlige død – den berømte Klaversonate nr. 21 i B-dur – er en af min samlings bedste.
Sviatoslav Richter play the finale of Franz Schubert’s last Piano Sonata, no. 21 in B flat major. The outstanding recording from Eurodisc was made 1972 at Schloss Anif near Salzburg. A real favorite in my old LP-collection.
Det er musik af den art, man kun hører, når der er tid til at lytte efter. For det vi oplever, er en ung mands dødsens alvorlige livtag med skæbnen, som gjorde det af med Schubert kort tid efter. Her er ikke længere plads til den sødladne idyl, som høres hos den tidlige Schubert, men skærende livskamp og resignation på kanten af graven. Det virker i Schuberts tilfælde så meget stærkere, fordi han jo egentlig var livslystens komponist, der gerne sang om Die schöne Müllerin, men som i øvrigt måtte tåle at blive regnet som noget af en letvægter ved siden af den heroiske Beethoven.
Jeg har hørt adskillige smukke og fine opførelser af Schuberts B-dur sonate, men ingen så rystende stærk og fuldkommen som Svjatoslav Richters. Og forleden, da jeg efter flere års pause satte den gamle LP på grammofonen, var genhøret helt overvældende. Som ved det, man næsten ikke har andet ord for end et mirakel, flyder komponisten og musikeren her sammen i én og samme musikalske kraft. Kender man de to personligeheders historie, forstår man hvorfor.
“Richter var en af alle tiders største pianister, ja, faktisk en af de helt sjældne kunstnere der beundres, æres og elskes af selv sine fagkolleger verden over. Men også en myte med rod i en personlighed hvis afskærmning af privatsfæren snart blev set som skyhed, snart som arrogance; et liv gennemkrydset af modsætninger og gåder,” skriver Karl Aage Rasmussen i sin store biografi om Svjatoslav Richter.
Rasmussen, der selv er et af de mest kyndige hoveder og en af de bedste musikalske fortællere, vi har i Danmark, fastslår også, at “Richter-myten på sin vis er en renlivet historrie om musik – om en musiker i overstørrelse, larger than life.” Richter var homoseksuel, hvilket medvirkede til hans tilbagetrukne liv. Han talte aldrig offentligt om sit privatliv, eftersom homoseksualitet var forbudt ved lov i det hedengangne Sovjet og kunne straffes. Diskretion var en æressag.
Pianist med ørneblik
Richters fænomenale hukommelse præger hans særlige format, der gav ham komplet overblik over selv de største og mest noderige værker. Denne evne får nogle til at sammenligne ham med en ørn: Fra sin store højde på himlen kan den se helt frem til horisonten uden at miste den mindste detalje i landskabet. Således også i Schuberts B-dur sonate, hvor hver eneste node betones med præcis vægt i den musikalsk fortælling. Derfor hører vi heller ikke bare noder, men strømme af inderlig ømhed og barske kontraster, som tager form i sorgfuld vrede. Selv Schuberts pauser i den 25 minutter lange første-sats får særlig betydning på denne rejse gennem sind og sjæl.
Som det høres i musikeksemplet herover, forsøger komponisten sig til sidst med en ubekymret, bitter-sød finale, uden dog helt at kunne overdøve den tragiske grundtone. For det her handler om ærlighed i en meget personlig situation, der ikke levner plads til facade og forstillelse. Og tænk engang: Schubert blev blot 31 år.
2 comments 29. marts 2009
P2-rygte som spind og vildledning.
Selv om aktionen sandsynligvis er en storm i et glas vand, er musikeren Peter Abrahamsens underskriftindsamling Bevar P2 hos DR blevet et godt eksempel på inspiration imellem nye og gamle medier som weblogs og aviser. Det har fået Lisbeth Klastrup, som underviser ved IT Universitetet i København, til at gennemgå sagen i et omfattende indlæg på sin blog, hvor hun drager denne foreløbige konklusion:
“Det lader altså til, at synergien (samvirke og samspil) mellem de nye og de gamle medier i denne foreløbigt sidste fase har en vis effekt i forhold til at skabe opmærksomhed om historien, også selv om det ud fra mediedækningen og politikernes udmeldinger er svært at vurdere graden af trussel.”
- Læs hele Lisbeth Klastrups indlæg her.
Rygter og virkelighed
Peter Abrahamsens aktion er nu nået op på 14.647 underskrifter. Og indsamlingen lever så længe, det tager kulturministeren at træffe den endelige afgørelse om at bevare P2 på FM-båndet, fastslår Peter Abrahamsen. Godt nok – og dog. Det store spørgsmål er jo, om rygtet om P2’s nedlæggelse overhovedet har rod i virkelighedens verden.
Allerede 17. marts afviste kulturminister Carina Christensen i Berlingske Tidende faktisk rygterne om, at DRs klassiske P2-kanal står på lukkelisten forud for det nye medieforlig. Der er al mulig grund til at tro ministeren, fordi det ville være meningsløst helt ud i det absurde at lukke P2 FM, som jo udsender koncerterne fra Danmarks Radios nye Koncerthus. Man lukker vel ikke distributionen af sin dyre investering, vel!
- Politisk flertal for at bevare P2 her.
Efterfølgende citerer Radionyt.com DR-kenderen Lone Kühlmann, der snarere ser P3 i farezonen. Den overvejelse virker selvsagt mere logisk, eftersom både P3 og de kommercielle radiostationer, som udfordrer DR og ministeren i det nye medieforlig, lever af pop. Den kommercielle branche kræver samme vilkår som public service-kanalerne, så hvorfor ikke slagte deres værste konkurrent: P3? Eller P4?
Add comment 28. marts 2009
Fotosafari i kosmos.
Gys, hvor er billederne af rummets stjernetåger og galakser smukke. Fantasien vækkes til bristepunktet, samtidig også respekten for det vi har her på vores kære Jordklode.
Denne vækkelse af respekt er også meningen med de billeder, fotoportalen Flickr henviser til på sin blog. For 2009 er kåret til Internationalt Astronomiår, som skal lære os at forstå vores plads i universet. Selv om vi normalt holder os til nære gøremål her på Jordens overflade, er vores oprindelse, verdensbillede og daglige liv jo i virkeligheden tæt knyttet til Kosmos. Derfor virker vores adfærd også besynderlig.
Hvorfor opfører det intelligente menneske sig som om, vi ejer Jorden? Hvilket svælg er der ikke mellem den civiliserede menneskeheds egoistiske livsstil og den viden og indsigt, videnskaben har opbygget? Hvorfor udkæmper man religionskrige i en tid med så megen viden? Hvornår bliver vi voksne? Spørgsmålene tårner sig op.
Add comment 27. marts 2009
X Factor møder klassisk musik på YouTube.
Med flere end 13 millioner kig og views på tre måneder har YouTube Symphony Orchestra samlet større international interesse end nogen anden begivenhed i det klassiske musikliv. Invitationen til at spille med i orkestret sammen med andre af videoportalens mange kreative sjæle blev besvaret med 3.000 prøvevideoer fra interesserede overalt i verden. Heraf blev 200 ansøgere optaget i finalen.
I dag kan man se en flot og funktionel præsentation af de medvirkende på orkestrets YouTube-domæne, og jeg har lige glædet mig over mere eller mindre virtuose prøver på Paganinis solostykker, orkesterstemmen af Brahms 4. Symfoni samt ikke mindst: Adagioen af Mozarts Klarinetkoncert spillet på det smukke litauiske instrument Birbyne. Kun en musiker fra Skandinavien medvirker; han er fra Sverige og spiller kontrafagot.
Dermed er alt ved at være klart til en storstilet premierekoncert i New York’s Carnegie Hall 15. april. Michael Tilson Thomas dirigerer, og dagen efter kan koncerten opleves på orkestrets hjemmeside. Musikken er bl.a. af den kinesiske komponist Tan Dun, kendt for sin musik til bl.a. Zhang Yimou’s store film Hero og Kinas magtovertagelse i Hong Kong.
Sådan bruges Internettet for første gang til at samle et helt symfoniorkester bemandet af alverdens musiktalenter, musikstuderende og gode amatører. Ideen er fascinerende, og noget tyder på, den også er god. Ved at bruge den populære videoportal YouTube udvider man så at sige den globale musikformidling, som musiklivet i forvejen har tradition for. Projektet handler jo om at mobilisere de unge og skabe interesse for klassisk musik, og så slagter man gerne nogle hellige køer og lukker frisk luft ind i musikkens eksklusive haller.
P1’s Orientering har i øvrigt et godt indslag om projektet og komponisten Tan Dun. Hør indslaget her.
- Besøg projektets hjemmeside her.
- Foretrækker man at læse et nordisk sprog, så klik den svenske kanal her.
- Hør Tan Dun’s Internet Symfoni i en optagelse med Londons Symfoniorkester her.
- Læs Guardian’s “The great big musical mash-up” her.
- Hør også den kinesiske pianist Lang Lang spille Chopin i en optagelse fra Berliner Filharmonikernes Digitale Koncertsal her.
Add comment 24. marts 2009
P2’s selvmord.
Næppe har Danmarks Radio åbnet sit dyre nye koncerthus, før nogle vil lukke radiokanalen P2 FM, der udsender koncerterne fra det nye hus. Private radiostationer synes nemlig, DR fylder for meget på radioens FM-bånd. Den kommercielle branche skal have samme vilkår som public service-kanalerne, hedder det.
Faresignalerne blinker. For faktisk udløber Danmarks Radios tilladelse til at sende P2 på FM-båndet i år, og muligheden for en nedlæggelse af P2 til fordel for mere kommerciel pop skal såmænd nok friste nogle politikere. Der skal altså kæmpes og argumenteres overbevisende for at dæmme op for de kommercielle interesser. Derfor er Socialdemokraternes kulturordfører, Mogens Jensen, også trådt i karaktér. Han taler om “et stærkt P2″, som skal bevares på trods af “kanalens smalle musikudbud”, som der rigtignok også bør være plads til.
Muzak
Problemet er bare, at P2 i langt hovedparten af døgnets 24 timer hverken er smal eller svær: P2 er en publikum-leflende rodebutik af sød musik, appetitvækkende satser fra store værker, kager og chokolade fra de klassiske dessertbordes righoldige udvalg. Omfanget er kvalmende, serveringen tvivlsom, for nu at sige det pænt.
Resultatet opleves som musikalsk tomgang af den art, vi engang kaldte muzak: Baggrundsmusik som ikke vil andet end at behage og hygge samt ikke mindst: at manipulere folk til simpelthen at tænde for P2 og købe billet til DRs koncerter i det nye koncerthus – “live de lux”, som det hedder i de uforskammet banale reklamer.
Om aftenen mellem 19 og 22 følger så hovedretten: P2 Koncerten. Kun ved koncert-transmissionerne er der en chance for en rigtig musikalsk oplevelse, en hel symfoni, en hel klaverkoncert, en hel sonate, en hel opera fremfor de korte sukkerholdige stykker, P2 ellers underholder med. Musikalsk linie eller holdning findes overhovedet ikke. Forbløffende nok gør P2-redaktionen ikke engang noget særligt for at betone vores tilstedeværelse i det skandinaviske kulturområde – alt er lige fedt.
Alligevel skrev jeg mig i går på den “Bevar P2″-liste, som musikeren Peter Abrahamsen har lagt på Internettet. Lige meget hvad ville det jo være for utroligt, hvis ikke Danmark skulle kunne opretholde en klassisk musikradio på FM-båndet.
“Det er på høje tid, regeringen og kulturministeren tager initiativ til en diskussion om kvalitet i DR-regi og får vendt skuden. For P2’s vedkommende er det måske i sidste øjeblik,” skriver Politikens musikredaktør Thomas Michelsen i dag. Mere her.
2 comments 23. marts 2009
Luksuskrise.
The European Fine Art Fair i Maastricht.
Trods den internationale finanskrise, store fald i den globale samhandel og stigende arbejdsløshed fortsætter det ødsle liv på verdens luksusklasse. Det virker grotesk. Eksempelvis rapporterer New York Times om “same business as usual” ved Den Europæiske kunstmesse i den hollandske by Maastricht. Kunsthandeler for millioner af dollar og Euro indgås, og alene opholdet ved messen løber hurtigt op i en formue. Det lyder nærmest som Rytteriets satire, men er ganske vist.
- Mere om kunstmessen i New York Times her.
Også B&O satser på, at de rige ikke kender til finanskrise. Derfor lancerer virksomheden et luksusfjernsyn til den nette sum af 800.000 kroner. Så er skærmen også oppe på 103 tommer og er kun 18 sekunder om at tænde.
Sig så bare So ein Ding, Nikolaj.
- Mere om B&Os luksus-TV her.
Add comment 20. marts 2009
