Rejsen der skabte Che Guevara.

“Lad verden forandre dig, og du kan forandre verden”. 
Ledsaget af det kække ordspil følger vi de unge argentinere Ernesto og Alberto, som i 1952 satte sig op på en gammel Norton-motorcykel og drog på opdagelsesrejse i Sydamerika. Rejsen forandrede Ernesto. Oplevelsen af kontinentets mange lud fattige mennesker, der levede i skyggen af en lille, men magtfuld overklasse, bevægede ham i en grad, at han udviklede den personlighed, verden siden lærte at kende som revolutionshelten, nogle siger terroristen Che Guevara.

Så langt går den brasilianske instruktør Walter Salles ikke i sin rørende film The Motorcycle Diaries – “Motorcykel Dagbog”. Den følger Ernestos dagbøger indtil afskeden med de udstødte spedalske patienter i San Pablo, og efter nu at have set filmen flere gange tror jeg, det er filmens styrke, at den afholder sig fra de store politiske fagter.
Smukt spillet af den sympatiske mexikaner Gael Garcia Bernal, som også kendes fra Pedro Almodovar’s film, er rejsens menneskelige møder og den sociale indignation en afgørende kvalitet. Bernal’s udtryksfuldhed får os til at forstå dybden i hans oplevelser – hans blik bekræfter virkelig, at øjnene er sjælens spejl. Det kammeratlige samspil med hans rejsefælle, vitalt og humoristisk spillet af argentinske Rodrigo de la Serna, forhindrer i øvrigt en patetisk farvning af de stærke oplevelser, hvilket giver filmen en tiltalende naturlig karakter. 

Forundringen.
Også den fantastiske sydamerikanske natur spiller en rolle hele den lange vej fra de smukke, men iskolde bjergpas, der skiller Argentina og Chile, og op til den tropiske varme i Amazonas. Undervejs besøger Ernesto og Alberto resterne af inka-folkets historiske bjergby Machu Picchu, hvor følgende iagttagelse gør indtryk:
“Hvordan kan en kultur, som byggede sådan by, gå under?” spørger Ernesto og vender sig derefter mod den by nedenfor bjerget, hvor folk lever i dag: “Hvordan kan en kultur, som byggede den by, vinde?”

Først og sidst bevæger filmen ved at fremkalde erindringen om rejser og møder, der forandrede vores liv for altid. Ernesto forblev tro overfor Sydamerikas fattige, og uanset hvad han siden lagde navn til af blodige begivenheder som Che Guevara, var og er hans villighed til at opgive det komfortable liv, han kunne have fået som almindelig læge med kone og børn, stærk. 

Efter filmen, som DR 2 viste i aftes, kom jeg til at tænke på en bemærkning af den saftige forfatter Henry Miller:
“Hver dag myrder vi vore egne smukke impulser, uagtet det er en stor synd at fornægte sit personlige sandheds- og skønhedskriterium.”
Den synd føler de fleste mennesker sig nødsager til at begå, men ikke Ernesto.

• Besøg filmens hjemmeside her.