Beethovens 5 x 3.

Very different interpretations of the same masterwork as times changes: Beethoven’s Symphony no. 5 with 1) Wilhelm Furtwängler & Berliner Philharmoniker (1952 – EMI), 2) Carlos Kleiber & Wiener Philharmoniker (1975 – Deutsche Grammophon), my favourite.

Mikhail Pletnev & Russian National Orchestra (2007 – Deutsche Grammophon).

Noderne er de samme, men pulsen og lyden er vidt forskellig på de tre indspilninger, du hører her af det store ikon i den klassiske musik: Beethovens 5. Symfoni “Skæbnesymfonien”. Og det er netop det fascinerende. Eksemplerne viser, hvordan vores mentalitet og musikalske smag skifter med tiden, ligesom musikerne rundt om i verden dyrker forskellige traditioner.

Fra Berliner Filharmonikernes legendariske chefdirigent, Wilhelm Furtwängler, til Mikhail Pletnev og hans Russiske NationalOrkester i vores nutid næsten 60 år efter, ventede man nok et større spring i fortolkningen end til Carlos Kleiber i 1975, men nej. Egentlig ligner de to første hinanden mere i deres romantiske tilgang til værket. Myterne om en skæbne-tynget fortælling betones stærkere end hos Kleiber, der mere bruger det rytmiske skæbne-motiv som afsæt for en lysende klassisk tour de force, opfyldt af unge menneskers stræben efter en fremtid befriet fra traditionens snærende bånd.

Af samtlige indspilninger er Carlos Kleibers og Wiener Filharmonikernes min favorit. Deutsche Grammophon udsendte den i 1975, og da jeg ikke er ene om at fremhæve dens dynamik og elegante flugt, er den stadig i omløb på CD og mp3. End ikke Herbert von Karajans ellers fremragende udgave med Berliner Filharmonikerne fra 1963 kunne udkonkurrere Carlos Kleiber.

I dag morer det mig at blade tilbage til 1975 i musikmagasinet Gramophone’s nye web-arkiv og se sine egne indtryk bekræftet i en af de første internationale anmeldelser af Carlos Kleibers indspilning:
“For this is one of the most glorious accounts of the Fifth Symphony I have ever had the pleasure of hearing; a version which is already vying in my affections with Klemperer’s memorable Philharmonia recording of 1956 and Karajan’s enduringly splendid 1963 Berlin version. As a reading it is glorious on several counts.”

• Læs videre i Gramophone Archive her.