Nicheprægede aktiviteter.
16. februar 2009
Det både morer og bekymrer mig at se interesse for kunst, klassisk musik og jazz betegnet som “nicheprægede aktiviteter”. Jazz-pianisten og komponisten Søren Møller bruger vendingen i sin Politiken-blog Brooklyn i Stereo i forbindelse med Thomas Michelsen’s anmeldelse af en succesfuld amerikansk musikbog: Alex Ross’ The Rest is Noise – Listening to the Twentieth Century.
I USA og Storbritannien vækker bogen betydelig opsigt, fordi spændende litteratur om musikkens snirklede, fascinerende historie i det 20. Århundrede er en sjældenhed. Selv har jeg endnu ikke læst bogen, men forstår at det lykkes Alex Ross at kortlægge kunstmusikkens store skatkammer ved at menneskeliggøre musikhistorien. Myterne om den moderne musiks utilgængelighed blegner, og eksempelvis beskrives i stedet amerikaneren George Gershwins fascination af østrigeren Alban Berg, der igen var optaget af 12 tone-musikkens fader, Arnold Schönberg. Ifølge den engelske avis Guardian finder man bogens grundlæggende idé i Berg’s udtalelse til Gershwin:
“Mr Gershwin, music is music.”
Nichen bliver varm
Guardian tildelte i december Alex Ross en First book award for The Rest is Noise, ligesom forfatteren prises hjemme i USA. Og helt afgørende: Bogen sælger.
Hvorfor har Søren Møller så, når det kommer til stykket, en vis ret i sin snak om “nicheprægede aktiviteter”?
Fordi den kreative kunst fylder så lidt i de gamle massemedier, der helst beskriver kulturens mennesker, pengesager og fast ejendom, nye operahuse og koncertsale. I stedet er Internettet blevet et skatkammer for os, der dyrker kunst, klassisk musik og jazz. Det var på Internettet, jeg opdagede Alex Ross, ligesom det var på Søren Møller’s blog, jeg blev bekendt med Thomas Michelsen’s anmeldelse. For bare få år siden ville jeg pure have afvist det, men i dag betyder den kultur- og kunstformidling, man finder ude på Internettet, mere end nogen dansk papiravis.
Henvisningen til Guardian bekræfter såmænd argumentet, fordi det som regel altid er avisens fremragende Internet-udgave, jeg læser.
Også i det lys er Alex Ross interessant. For ikke alene har han skrevet en interessant bog, han har også etableret et stærkt samspil mellem de traditionelle medier og Internettet: Han skriver i The New Yorker, han skriver bøger, han holder foredrag, og han blogger i en af Internettets mest læste weblogs, The Rest is Noise, hvor man blandt andet kan høre eksempler på den musik, han omtaler i bogen. Desuden ser han ud til at være et tiltalende menneske, som har et naturligt forhold til et stort netværk af venner og kontakter overalt i USAs musikliv.
Jeg tror på ham som et moderne menneske med fingeren på tidens musikalske puls. Derfor er jeg glad for opdagelsen af hans “niche” på Internettet – nu må jeg se og få købt og læst hans bog.
Entry Filed under: Bøger, Kultur, Musikliv, Web. Tags: alex Ross.
Trackback this post | Subscribe to the comments via RSS Feed