Koncerthusets meteor.

Klik billedet og se større format.

I dag tog jeg en rundvisning og gik ind i DRs nye koncerthus i dagslys. Indtrykket af arkitekten Jean Nouvels værk imponerer fortsat som kreativt værksted i stor utraditionel stil, og den store koncertsal emmer af magiske former og farver, som tager varmt imod os. Rummet virker nærmest besjælet: En musikalsk hule, storslået og intim – denne søndag formiddag tilmed som science fiction, fordi salens mægtige “lysekrone” var sænket til eftersyn.

Rundvisningen gav overblik og “syn for sagn”, hvor flere forhold faldt på plads med nogle mindre flatterende indtryk. Publikum-arealernes betonvægge har fået støbt en grafisk overflade, der betegnes som elefanthud, og det er faktisk en god idé, selv om jeg mere ser spor af civilisation. Lader hånden glide hen over mønstrene, og kommer til at tænke på fjerne slægters hulemalerier. Derimod virker brugen af mørkt birketræ med rå overflade som en midlertidig løsning. Også dørene ind til koncertsalen er af denne birk, som signalerer et helt andet indtryk end det, salen giver indenfor.

Væg-grafik i Studie 2.

Spare-løsning?
Tanken om en spare-løsning melder sig. Og tanken får yderligere næring ved synet af publikum-arealet ved baren og garderoberne, hvortil man kører op med rullende trapper i et miljø, der mest af alt ligner lufthavnens futuristiske ingenmandsland. Bardisken hviler på moderne instrumentkasser af metal, og garderoben tager sig ud i samme stil. Midlertidige løsninger? Nej, lyder svaret, sådan har Jean Nouvel ønsket det.
Eneste formildende omstændighed er den store udsigt til Ørestaden gennem husets blå net, der indefra viser sig at være gennemsigtigt.

Kun i de unges diskoteks-miljø har jeg set en lignende kontrast mellem musikkens fest indenfor og facadens rå hoveddør, som lukkes for uvelkomne gæster. Jeg forstår simpelthen ikke det signal. Det gjorde en veninde heller ikke. Sidste uge sendte hun mig en mail om sit første koncertbesøg i huset, og hendes kommentar til publikums-området udenfor den smukke koncertsal var: Det er noget ufærdigt rod! - Eller også er det bare det store kompromis, tænker jeg i dag.

Således opladt går vi indenfor i musikkens eget gyldne rum. Dér synes intet at være sparet.

• Se DRs egen præsentation af koncertsale og studier her.
• DRs Koncerthus udfordrer banaliteten her.