Musik på solstråler

Højt oppe over Gjendes vand i Norge med Per Nørgård i ørerne.

Oplevelsen af Per Nørgårds nye 7. Symfoni ved DR Symfonikernes Torsdagskoncert var som ventet en overraskelse. En anderledes lys og mild symfoni end forgængerne tonede frem. Ingen heksesø, ingen dommedags-følelse, men en funklende mosaik af liv og musikalske erindringsbilleder, samlet til en fabelagtig helhed – en indbydelse til musikkens egen verden i DRs nye Koncerthus, hvor hele Danmarks traditionsrige koncertserie, Torsdagskoncerterne, for første gang blev spillet i aftes. Nørgårds Syvende efterfulgt af Mahlers mægtige Anden, “Opstandelses-symfonien” – mægtigt!

2. sats i den nye symfoni indledes smukt og klassisk af en klarinet- og obosolo, hvis charmerende glissando spiller op til et flot hyldestmotiv for fuldt orkester. Senere hører jeg Nørgård i gribende dialog med det klagende tema sidst i Sibelius’ Tapiola. Varme og vemod, pirrende rytmer. Til sidst opløser en rørende lille stemme (basun-solo?) fortryllelsen. Hør her hvordan:


Per Nørgård: Symphony No. 7 - 2nd Movement. First performance. Thomas Dausgaard & Danish Radio Symphony Orchestra.

Og hør så, hvordan Per Nørgård lød tilbage i 1969:


Per Nørgård: Voyage Into the Golden Screen, 2nd Movement. Copenhagen Philharmonic Orchestra & Giordano Bellincampi (Sjællands Symfoniorkester). Dacapo.

Radiosymfoniorkestret og Thomas Dausgaards kunstneriske præstation var også i særklasse. Smukt og medlevende musicerede de med den fortrolighed, som siden 1970erne har udviklet sig mellem dem og komponisten. Fortroligheden udmønter sig for øvrigt i den CD med 3. og den nye 7. Symfoni, som Dacapo udsender i dag – mere om den her.

  • Hør hele Torsdagskoncerten her.

Rejse ind i den gyldne skærm
Begivenheden får mig til at tænke på en personlige erindring. I en sommerferie på Norges højfjeld  satte jeg mig i al naivitet til at undersøge, hvordan komponistens Rejse ind i den gyldne skærm og 2. Symfoni virkede højt hævet over normalt fysisk lytteniveau. På en fjeldvandring over Besseggen i Jotunheimen medbragte jeg min Sony-walkman og en optagelse af de to værker, og et smukt sted med mageløs udsigt over den glitrende blå højfjeldssø Gjende satte jeg hovedtelefonen for ørerne og lyttede. Resultatet var fantastisk: Musik på solstråler – oplevelsen af alt det, der nærer livet og forener os, mennesker, natur, univers. En fuldstændig ren musik, befriet fra klichéer af klassisk-romantisk sentimentalitet og morderisk aggression.

Rosenhaven og heksesøen
Per Nørgårds musik har fulgt mig i alle årene, og i dag er det umuligt at forestille sig et musikliv uden ham. For igennem et omskifteligt liv i lyst og nød viste han sig at være en tro ledsager, hvis musik tolkede hele det hastige udviklings-mønster, der udspillede sig omkring os, og i os selv. Fra fra den ægte 60′er visionen om en verden i harmoni, der kulminerede i den store 3. Symfoni, får lyset stadig stærkere følgeskab af mørket. Modsætningerne blev allerede varslet i 4. Symfonis rosenhave og heksesø, hvor drømmen om det storslåede liv optræder side om side med elendighedens pinefulde frygt. Den mentale tilstand var og er grotesk, men man behøver jo blot nævne de aktuelle krige mod terror for at forstå, hvorfor komponisten inddrog heksesøen i billedet.

Så meget stærkere er den glædelige overraskelse over 7. Symfoni, som jeg allerede hører igen og igen. Den er nok den mest forførende af alle Nørgårds symfonier, skabt af en kunstner på toppen af et langt livs musikalske rejser, hvorfra udsigten er formidabel. Med suveræn viden om muligheder og midler skaber han et fortryllende klangrum, hvis umiddelbare tiltrækningskraft, mange detaljer og klangfarver gør det fristende at drage en parallel til Per Kirkeby og hans store malerier.

Samtidig rører det at opleve den alderens lidenskab, hvormed Per Nørgård fortsat agerer i sit rige musikalske univers – tak for det, det virker i enhver henseende stærkt inspirerende!

  • Meget mere om Per Nørgård hos DRs Lyt til Nyt her.
  • Dacapo’s indspilninger af Per Nørgårds musik her.
  • Nørgård-indspilninger hos Chandos her.
Tidligere indlæg
Næste indlæg
Skriv en kommentar

2 kommentarer

  1. Dorte

     /  5. februar 2009

    Tak fordi du lader os lytte med til Per Nørgårds fascinerende musik. Kunne ikke få DRs musik-player til at køre, men hører til gengæld din optagelse, som du har hvorfra?

    Jeg hørte symfonien ved torsdagskoncerten, og da sagde den mig faktisk meget lidt, men efter at have lyttet nogle gange her på bloggen føler jeg musikken åbner sig. Jeg må se og få købt den cd, du henviser til. På genhør!

    Svar
    • Falken

       /  6. februar 2009

      Hej Dorte: Optagelsen foretog jeg direkte fra P2s udsendelse af Torsdagskoncerten, hvor 7. Symfoni blev uropført. Glæder mig du får noget ud af at høre 2.-satsen.
      Jeg har også købt den nye CD fra Dacapo, som tilmed leverede den pr. post præcis som lovet dagen efter premieren.3. Symfoni er dog CDens store nummer – både musikalsk og lydteknisk er det en af de mest vellykkede produktioner, jeg længe har hørt.
      Derimod virker den nye 7. Symfoni noget stiv i orkesterspillet, som om musikerne hørte den mere som noder end som levende musik, da de indspillede den for nogle måneder siden. Uropførelsen sidste uge blev spillet med større nerve, mere levende og følt end den flotte CD-produktion, hvor værket var helt nyt og ukendt for alle medvirkende. Så meget større min glæde over radiooptagelsen fra Torsdagskoncerten med al dens spænding og liv.

      Svar

Skriv et svar

Fill in your details below or click an icon to log in:

WordPress.com Logo

You are commenting using your WordPress.com account. Log Out / Skift )

Twitter picture

You are commenting using your Twitter account. Log Out / Skift )

Facebook photo

You are commenting using your Facebook account. Log Out / Skift )

Connecting to %s

Follow

Get every new post delivered to your Inbox.