Naturens katedral.

En høj, tæt skov af gamle grantræer mellem Frederiksdal og Kulhus har længe fascineret mig. Stedet skråner dramatisk ned mod en mose, der leder vand til Store Hulsø, og da skovbunden nærmest er død, og granernes grønne grene befinder sig helt oppe i 15-20 meters højde, virker turen sælsom – nærmest som når man går ind i en stor gammel kirke uden andre levende sjæle end en selv. Fugle er der næsten heller ingen af. Man bliver stille og lidt vagtsom.
Til gengæld tiltrækker synet af den solbeskinnede bøgeskov fremme mellem granernes søjler som en magnet: Åh, lad mig komme ud i lyset igen.
Virkningen er den samme hver gang – i sommerhalvåret altså: Den friske grønne forårsskov fremtræder smukkere end nogensinde, da jeg forlader “katedralen”. Den tur renser sanserne.

Is this Mozart?

“People can say I’m a classical violinist if they want to, but I’ve always viewed myself as a musician who plays music and not just a certain part of it.”

Nigel Kennedy play his own summer-cadenza in Mozart’s Violin Concerto No. 4 with the Polish Chamber Orchestra. I love it:

I dag, da kold beregning er en dyd, er det en særlig fryd at høre musikere, som evner at røre os med sensuel varme, ligefremt og naturligt. Den engelske violinist Nigel Kennedy er en af dem, der kan det. Hør her et eksempel fra hans lyrisk frimodige kadence i første-satsen af Mozarts 4. Violinkoncert. Klik startknappen i afspilleren herover.

Med sine teatralske påfund og et musikalsk format, der stækker sig fra klassisk til punk og pop, er Nigel Kennedy berømt som det klassiske musikivs bad boy – arrangørerne af årets BBC Proms kalder ham sågar for “Maverick violinisten”. Traditionens glatte omgangstone er jo ikke rigtig ham, og så spiller han jo også jazz og folkemusik. Når han poserer for pressens fotografer med sit punker-look, er det rigtignok heller ikke lige til at se, men altså: Nigel Kennedy spiller med udsøgt smag. Og han er så god en violinist, at selv det mest snerpede publikum ikke kommer udenom ham. – Selv forklarer han:

“Folk kan kalde mig en klassisk violinist, hvis de har lyst til det, men jeg har altid anset mig for at være en musiker, der spiller musik – ikke kun en bestemt del af den.”

Oprindeligt støttet af en klassisk mester som Yehudi Menuhin er Nigel Kennedy ret beset en af de betydeligste engelske violinister nogensinde. Og så har han en egenskab, jeg sætter meget højt: Med et maksimum af følelse for alt, hvad han vælger at gøre, fylder han sit virtuose spil med liv og sjæl. Hvor ofte hører man ikke det modsatte – virtuositet uden sjæl, som han anser for værdiløst.

På sin fornemme indspilning med Det polske Kammerorkester får han Beethovens Violinkoncert til at lyde, som om den var komponeret i går og ikke for 200 år siden. Og i Mozarts 4. Violinkoncert udfolder han sig frit og kreativt i forbløffende kadencer, hvor Mozart befries fra sine noder og flyder sammen med os i vores nutid. Tid og sted fortoner sig, og frisk luft strømmer ind fra Nigel Kennedys egen verden. Mozart lever i stærke håndslag fra historisk tid til nutid, fra menneske til menneske.

For 21 år siden fik han i den konservative englænder Elgar’s Violinkoncert et afgørende internationalt gennembrud ved en Prom-koncert i London. For første gang siden da vender han tilbage ved BBC’s Prom 2 den 19. juli 2008, og igen spiller han Elgars koncert. Det skal blive interessant at høre den nu 51-årige Nigel Kennedy igen. Læs mere om Prom-koncerten her.

• Videoer med Nigel Kennedy på YouTube her.

Arvo Pärt with love.

New music by Arvo Pärt: These Words for strings and percussion was first performed last night by the Danish Radio Symphony Orchestra conducted by Tonu Kaljuste. Under the concert dedicated the Estonian composer, Pärt received the Leonie Sonning’s Music Prize. Listen to the first three minutes of this beautiful meditative music:

I en aftenstemning, der nærmest var et sidestykke til Arvo Pärts stille musik, modtog den estiske komponist i aftes Sonnings Musikpris ved DR Radiosymfoniorkestrets Torsdagskoncert. Tiden stod stille, og man følte en stor varm arm om sine skuldre på denne vandring gennem Tintinnabuli (“små klokker” på latin) – mere om det her. – Tilmed var P2s radiofolk på mærkerne og leverede en ualmindelig god formidling af koncerten.

Selv om jeg egentlig havde mere lyst til at spille det store, mere lidenskabelige kor- og orkersterværk In principio der afrundede koncerten, får du her de tre første minutter af aftenens smukke meditative uropførelse. Start afspilleren herover.

classicalmusic

• Læs om de små klokkers komponist her.
• Arvo Pärt-tema på DR.dk her.
• Besøg Arvo Pärt.info her.
• Leonie Sonning’s Music Foundation here.

Brand i Berliner Filharmonien.

Trist at høre om de omfattende skader på Berlins berømte ‘Philharmonie’ efter tirsdagens brand. Nyheden minder mig om store oplevelser fra epoken med Berliner Filharmonikernes samarbejde med Herbert von Karajan, hvor jeg ved orkestrets 100 års jubilæum i 1982 hørte deres uforglemmelige opførelse af Gustav Mahlers 9. Symfoni. Koncerten blev kort efter udgivet på CD af Deutsche Grammophon og er på grund af den levende koncerts liv langt at foretrække fremfor den studieindspilning, Karajan og orkestret i forvejen lavde lavet.

Branden minder mig også om den sørgelige begivenhed det var, da Odd-Fellow Palæet med den store koncertsal brændte i København. Det var dér, Det Kongelige Kapel spillede sine symfonikoncerter, og det var dér, Leonard Bernstein dirigerede og indspillede den fænomenale opførelse af Carl Nielsens 3. Symfoni “Espansiva”.

• Mere om branden her.
• Berliner Filharmonikerne har jo oplevet langt værre situationer end denne. Orkestrets mørkeste historie udspillede sig under 2. Verdenskrig. Læs om “The Berlin Philharmonic’s darkest hour” her.

DF gør Danmark til et anti-muslimsk cirkus.

Efterhånden virker det frygtelig krampagtigt: Som om Danmark var ved at gå ad helvede til, kværner vore nyhedsmedier døgnet rundt med snak om danske værdier. Og Dansk Folkeparti puster konstant til ilden og gør dansk politik til et anti-muslimsk cirkus, som gud-hjælpe-mig vil have os til at tro, at Danmark er et lille svagt land, truet på livet af muslimske indvandrere.

Sandt nok bærer klinikassistenten hos tandlægen i Lyngby tørklæde. Hun stammer fra Iran og er både sød og dygtig til sit arbejde. Og sandt nok så jeg forleden en lille, formentlig muslimsk familie – far, mor og to små børn – på Frilandsmuseet i Sorgenfri, hvor fortidens rustikke danske landkultur udstilles. Og ikke nok med det. Kvinden i iskiosken og grønthandleren på torvet er af tyrkisk familie. Måske er også de muslimer. Jeg ved det ikke og er fuldstændig ligeglad, for også de to virker som tiltalende mennesker.

Intet, absolut intet i den hverdag jeg færdes i, tyder på, at disse mennesker udgør en trussel mod det danske samfund. Intet, absolut intet tyder heller på, at Islam, tørklæder eller andre religiøse symboler er på vej ind i de danske retssale, som DF ellers påstår i sin groteske annoncekampagne. Og i Dommerforeningen, som nok er helt på det rene med, hvad der er på spil her, forstår man slet ikke, hvorfor regeringen vil lovgive om tørklæder på dommere nu, når det overhovedet ikke er aktuelt.

“Underholdningsværdien har nået uanede højder i debatten om, hvorvidt dommere skal forbydes at bære religiøse symboler,” fastslog retspræsidenten for Frederiksberg Ret, Torben Goldin, i TV-Avisen.

Pia & Anders magtfulde pardans
Ja, helst vil man jo gerne placere DF’s seneste stunt under rubrikken ’satire’, hvor Pia Kjærsgaard virker som et levn fra den gang, da danskerne også var bange for hekse og trolde. Der er bare noget rivende galt i Danmark, når så giftigt et forum som Dansk Folkeparti formår at drive tre garvede partier som Venstre, Konservative og Socialdemokraterne rundt i manegen. Det politiske klima er jo så betændt, at forbløffende få politikere tør forblive tro mod det, de selv mener, hele vejen igennem til stemmeknappen i Folketingssalen. For hvis nogen står sammen i dansk politik, er det Anders Fogh og Pia Kjærsgaard, og deres mest konstruktive indsats er at sikre parti-discplinen – for magtens skyld, og åbenbart gerne for enhver pris.

Den pris er meget, meget høj. For hvis nogen har ansvaret for den splittelse og åndsforladte egoisme, som har bredt sig langt ind i den danske befolkning, er det de to. Samtidig kan statsministeren naturligvis glæde sig over, at larmen over vrøvlet om tørklæderne overskygger store, upopulære sager som EU, kriser og privatiseringer, som han så får fred til at tackle på sin egen kyniske måde. Denne udnyttelse af sit dystre støtteparti til afledende spil for galleriet finder nogen måske er ganske smart, men medvirker jo altså til at skabe atmosfæren af uklarhed og dårlig ånde.  

Lige nu finder man kun to opponenter på Folketingets hædersplads: Integrationsminister Birthe Rønn Hornbech, for hvem en ministerpost ikke er nogen hindring for at sige, hvad hun mener i en famøs kronik, og den radikale leder Margrethe Vestager. Ingen er i tvivl om, hvad de mener om DFs Islam-cirkus.

• Birthe Rønn’s kronik i Politiken her.
• Tørklædeforbud til nævninge og domsmænd her.
• Margrethe Vestagers pressemeddelelse her.