Archive for 27. april 2008
Det daglige show.
Selv om Jon Stewart er meget amerikansk, er hans daglige dosis medie-satire på DR 2 blevet en fast tradition her i huset. Ikke alene er manden morsom, han har også kulturelt format – han ved, hvad han taler om. Han skryder med den lille mands charme, men har samtidig rovfuglens skarpe blik for politikernes og medieverdenens mange pinlige optrin. Deres spin afsløres som dramatiserede påstande, mere eller mindre drænet for substans. Hvem andre end Jon Stewart kan heller komme godt afsted med at stille præsident-kandidaten Barack Obama det mest absurde spørgsmål af alle:
“Vi er bekymrede – ærlig talt: Er det Deres plan at gøre den hvide race til slaver?” Klik billedet og hør selv på The Daily Show’s egen hjemmeside (og lev med den reklame, som måske først dukker op):
Ja, vi savner en Jon Stewart i Danmark, hvor intet er, som det ser ud. Den gang, der endnu var håb for danskerne, fyrede Carsten Jensen mange gode skud af i bolledejen. Rapkæftede Clement Kjersgaard har også anlæg for rollen, der kalder på viden med bid i. På den anden side: I dag er Danmark blevet en hellig ko, man ikke gør nar af. Vi vil have lov at græsse for os selv.
Add comment 27. april 2008










