Nielsen’s 4 temperaments.

Carl Nielsen: Symphony No. 2, Opus 16 – Allegro sanguineo. Esa-Pekka Salonen and the Swedish Radio Symphony Orchestra on CBS/Sony.

Klik og lyt:

Carl Nielsens 2. Symfoni “De fire temperamenter” er en morsom og meget dansk symfoni. Den munder ud i et klingende portræt af et menneske, som tankeløst stormer frem i troen på, at hele verden tilhører ham. Og da det forekommer mig at passe godt på den aktuelle tidsånd, spiller jeg den sangvinske sats her – måske til nærmere eftertanke. Klik spilleknappen og lyt.

Idéen til symfonien kom under et gemytligt besøg på en sjællandsk landsbykro, hvor Carl Nielsens ægtefælle, billedhuggeren Anne Marie Brodersen, fik øje på et grovkornet billede i fire felter, som forestillede fire temperamenter: Den koleriske person, den flegmatiske, den melankolske og den sangvinske.

“Dér har du idéen til en symfoni,” sagde Anne Marie til sin mand, som straks blev inspireret. Det følgende år skrev han symfonien og gav den blandt andet disse ord med på vejen:

“Kolerikeren var til hest og havde et langt sværd i hånden, hvormed han fægtede vildt ud i den tomme luft. Øjnene var ved at trille ud af hovedet på ham. Håret flagrede vanvittigt omkring hans ansigt, der i den grad var fortrukket af vrede og djævelsk had, at jeg uvilkårligt brask i latter….”

Den sangvinske finale, som høres her, er ikke kun skæg og ballade, for pludselig bremses den ubekymrede løber af et møde, der maner til alvor. Mødet får ham til at tænke sig om, og efterfølgende får hans musik en mere værdig karaktér.

• Læs mere om Carl Nielsen her.

• Besøg Carl Nielsen Selskabet her.

classicalmusic